SF’s ordførertale ved 1. behandlingen af Frederiksberg Kommunes budget for 2014, d. 2. sep. 2013
Af: Balder Mørk Andersen, rådmand og politisk ordfører for SF

Det er valgår, og det kan man godt se på budgetforslaget.

Øvelsen i forhold til overhovedet at sikre råderum til at os politikere kan komme med vores partipolitiske udvidelsesforslag er for så vidt den samme. Først skal man igennem effektiviseringerne – men med borgeren i centrum – det siger sig selv! Man siger, at det skal gøre ondt før det gør godt, og atter engang føler vi os som et sportshold der skal på træningslejr i opstartsfasen før sæsonstart. Men i modsætning til de tre seneste sæsoner er der dog ikke lagt op til en ligeså hård træning. Grundformen bør også være til stede efter de seneste hårde effektiviseringsbudgetter.

Men en af grundene til at det ikke ser så tungt ud i budget 2014, er dog at der er betydelige besparelser der lægges ud i overslagsårene. Det vil sige, at vi ligesom skubber problemerne ud foran os. Ja, vi overlader det faktisk til den kommende kommunalbestyrelse at tage sig af det.

Det er muligt, at man hos nogen borgerlige, og i særdeleshed hos Liberal Alliance opfatter det som en gave, at man såfremt man reelt opnår valg i næste periode, og ikke bare møver sig ind ad bagdøren, kan se frem til få lejlighed til at skære i den fælles velfærd. Det gør vi altså ikke i SF, og vi er som altid ærlige omkring det faktum, at der er en del fugle på taget i kommunal budgetlægning. Og at der hviler et stort ansvar på direktion, medarbejdere og os folkevalgte om, at fuglene ikke bliver siddende deroppe.

I SF har vi det grundlæggende svært med at overlade problemer til andre. Det er fordi vi er et parti der konstant arbejder for, at der nu og i fremtiden skal føres en økonomisk bæredygtig og solidarisk politik. Herved forstås, at økonomiske handlinger skal tænkes ind i en fremtidssikret tankegang.

Det betyder oversat til almindelig dansk, at vi ikke sender gælden videre til vores børn og børnebørn. Og lad mig stilfærdigt bemærke, at det er de rigeste der har været vant til at få de største skattelettelser, og at det er alle de borgere med murstensfriværdier opbygget under perioden med stigende boligpriser der har mindst at klage over. Såkaldt almindelige børnefamilier flytter traditionelt ind i lejligheder og ikke ind i villaer på Frederiksberg, som der trods alt er en begrænset mængde af på Frederiksberg ud af den samlede boligmasse. Således er der jo som bekendt 94 % etageboligbebyggelse på Frederiksberg, og kun 4 % parcel/række eller villaboliger.

Solidarisk økonomisk politik betyder endvidere, at det for SF altid er centralt, at effektiviseringer generelt ikke fører til servicenedgang, og i hvert fald ikke for de svageste og de økonomisk ringere stillede. De skal ikke betale regningen, også fordi det uvægerligt ville føre til yderligere omkostninger i fremtiden.

SF tager på det sociale område således hånd om dem der har svært ved at tale deres egen sag. Vi skal som politikere i en kommune som Frederiksberg, være evigt bevidste om at det som oftest er de ressourcestærke der byder ind med kritiske kommentarer til budgettet. De kan naturligvis have ret i deres anbringender, men vi bør som sagt være ekstra påpasselige med at de grupper der ikke har den største organisations-, rådsmæssige eller individbårne opbakning, ender med at blive forfordelt.
——

Det har været et på mange måder trist og mærkeligt år. Det er ikke rart som arbejdsgiver at være med til at bede lærerne om ikke at betræde skolens grund og gøre det de holder af  – nemlig putte viden og almen social og samfundsmæssig dannelse ind i vores børns hjerner og hjerter. For os i SF er dialog, samarbejde og tillid fortsat nøgleordene i forbindelse med at vi ligesom i de andre kommuner skal gøre teorien i skolereformen til praktisk virkelighed. Lad mig understrege, at vi i SF fortsat er meget ambitiøse på vegne af skolerne i vores by. Men det bør altid være med det hele barn i centrum, og ikke et udtryk for, at vi som politikere skal kunne fremvise flotte satser og grafer når vi er til fætter-kusinetræf i Kommunernes Landsforening.

Ligeledes på inklusionsfeltet, hvor vi i SF er meget bevidste om konstant at have både det enkelte barn og den sociale helhed for øje. Når børn med udfordringer inkluderes i normalområdet, skal de anerkendes og inddrages – ikke bare være på tålt ophold, hvor målet blot er at rumme dem til en billigere omkostning.

I SF har vi flere budgetvisioner. Lad mig nævne et udpluk i form af et ungdomsråd, en borgerrådgiver eller med andre ord en social ombudsmand, en pulje til socialøkonomiske tiltag til gavn for ledige med udfordringer udover ledighed og socialrådgivning på værestederne. Og som altid bemærker vi, at kontanthjælpssatsen på Frederiksberg er lav, især i sammenligning med vores store nabokommune, som jo endda har mange flere modtagere. Det er penge der kan tages af kassen, og ikke tæller i servicerammen. Det er en prioritering som vi i SF finder langt mere solidarisk end at sænke skatterne.

På anlæg brænder vi fortsat for vores fremsatte forslag om et miljøpunkt til rådgivning af borgerne, og I kan også regne med at SF’s Cykelpakke II, vil blive bragt op.

Vi er nemlig et parti der til enhver tid prioriterer cyklister, fodgængere og den kollektive trafik højere end biler. En manglende cykelsti eller ringe sikkerhed ved skoler kan have fatale konsekvenser, hvorimod vi nok bedre kan undvære lidt slidlag på vejene indtil der er plads i rammen til dette. Oplevelsen man får som cyklist på Frederiksberg er altså, at der er flere huller i cykelstierne end der hvor bilerne kører. Tallet for prioriteringen i 2013 mellem slidlag på cykelstier i forhold til slidlag på veje og parkeringspladser understøtter SF’s bekymring.

Hvorfor er det, at der konsekvent lægges op til, at oppositionen skal kæmpe cykelstier, støjbekæmpelse, trafiksikkerhed og skoleveje, legepladser, udearealer og trafik- og mobilitetsplan ind tidligere i anlægsplanen. Uanset at det er nemmere at rykke på projekter der løber over kortere tid, ligner det altså en prioritering styret af borgerlige politiske signaler.

I SF tager vi målet om at alle trafikveje har cykelbane eller cykelsti inden 2020 dybt seriøst. Det var ikke for sjov at vi fik det ind i budgetteksten for i år, og vi forventer at alle forligsparter nærer den samme respekt for en aftale.

Ydermere mener vi i SF, at anlægsloftet atter gør, at vi må stille os selv spørgsmålet: Hvor mange borgere kan og skal vi egentlig være på Frederiksberg, og samtidig være i stand til at opretholde en kommune med høj livskvalitet? Vi kan ikke blive ved med at udbygge. Efterhånden vil vi jo kun have højere byggeri tilbage som eneste mulighed.
Og skal der bygges nye boliger, er SF’s klare prioritet ungdoms- og kollegieboliger – for dem er der behov for.

—–

Hullet i statskassen som den tidligere borgerlige regering efterlod, var langt større end forventet af både den nye såvel som den borgerlige regering. Og der var ikke blevet investeret i fremtiden – i jobskabelse, ja i det vi skal leve af, men i stedet var der blevet givet ufinansierede skattelettelser. Ydermere har krisen stadig fat. Så desværre må vi fortsat finde os i stramme tøjler i kommunerne, uanset at der blev lettet lidt på det defensive spil i vækstpakken. Det er dog ikke at sammenligne med de besparelser som kommunerne i stedet ville stå over for under en borgerlig regerings nulvækst eller udgiftsstop, eller hvad de nu beslutter sig for at kalde det indtil de har et nyt standpunkt eller holdning til det danske sprog.

Det har betydet, at vi har været gennem hårde effektiviseringer – nej, lad os nu bare kalde dem for besparelser. Afskedigede tidligere medarbejdere vil i hvert fald ikke have forståelse for anden sprogbrug. Alligevel bør man som oppositionspolitiker ranke ryggen. Jeg havde ikke troet, at vi i oppositionen, SF sammen med Socialdemokraterne og i visse tilfælde også Enhedslisten, understøttet af en solidt arbejdende forvaltning med faglig omsorg for kommunens økonomi, er lykkedes med at holde denne kommunale skonnert på økonomisk ret kurs. Og atter engang tak for det til forvaltningen, herunder også for arbejdet med budgetoplægget. Jeg syntes faktisk, at I bliver bedre og bedre, og at vi således som politikere oplever læsestof på et meget højt kommunalfagligt niveau.

——
I øjeblikket kører kommunens renholdningskampagne igen, og jeg kommer atter engang til at referere til den. Vi kunne i grunden som oppositionsparti have valgt at følge sloganet: ”Det er god stil at rydde op efter sig selv”, hvilket havde betydet, at de borgerlige partier og i særdeleshed de konservative som havde grisset med pengene, selv måttet have ryddet op. Men det gjorde vi ikke.

Netop derfor føles det en kende trist, at man nu i den borgerlige lejr på Frederiksberg – konkret i form af de Konservative, Venstre, Liberal Alliance og de Radikale – slås om hvor store skattelettelser eller grundskyldssænkninger til gavn for villaejerne der skal besluttes. Så føler man sig lidt til grin. Ikke på grund af et ideologisk og dogmatisk forhold til skatteniveauet, men fordi man simpelthen bare brænder mere for at sætte gang i samfundets hjul, og få løftet en masse danskere ud af arbejdsløsheden.

Renholdelsessloganet kan således omdannes til: ’Det er ikke god stil at uddele skattelettelsesgaver’ efter at kommunen har spinket, sparet og afskediget.

Men så er vi faktisk også fremme ved årsagen til at jeg grundlæggende ikke bryder mig om sloganet. Sagen er den, at det udelukkende fokuserer på den stil vi som medborgere udviser over for hinanden. Men reelt burde man jo i stedet fokusere på kernen – nemlig at vi alle i fællesskab ønsker at skabe en by som vi holder af. Sloganet taler ned og ikke op til folk på Frederiksberg. Den favner ikke fællesskabsfølelsen, men taler blot til individets selvopfattelse.

Og det er det samme skisma i forhold til de skatte- eller grundskyldslettelser eller både og, som de borgerlige partier ligger op til. Det vil være en politik der ikke respekterer fællesskabet, men i stedet blot søger at tale til individet. SF er pr. tradition et udogmatisk parti, og det vi oplever fra borgerligt hold er intet mindre end gold ideologisk dogmatik.

Hvis man for alvor ønsker at føre en ansvarlig økonomisk politik sikrer man sig for det første, at regningen ikke skal betales af de kommende generationer

Og lad mig bemærke, at jeg på trods af tilskudspuljen til skattelettelser ikke mener, at det vil være et klogt signal fra en central kommunal aktør som Frederiksberg der i forvejen har landets tredjelaveste udskrivningsprocent, at uddele skattelettelser i en tid, hvor krisen fortsat kradser, og hvor mange har mistet deres arbejde, og hænger fast i ledighed. Det kan meget vel ende med at influere på udligningsspørgsmålet i fremtiden, og den pulje var i sin essens ikke tænkt til en kommune som vores.

I stedet bør en kommune som Frederiksberg gå forrest med en ansvarlighed, der handler om at vi garderer os til fremtiden, betaler yderligere af på vores gæld og står klar til at gøre vores maksimale for at sætte gang i hjulene. Der er planer om en fremtidig ny metroafgrening, og det vil uvægerligt være klogere at have midler i kassen til fremtidige låneafbetalinger især taget i betragtning, at noget tyder på, at det kan være svært at forudsige den endelige pris på metrobyggeri.

Ydermere er der store udgifter i vente inden for klimatilpasningen, som faktisk synes at have en massiv borgerinteresse på Frederiksberg.

—

I SF er vi ikke blege for at sende klare signaler af sted til Christiansborg om, at regeringen burde give kommuner i en situation som Frederiksberg særskilt lov til at bruge mere på service til fx forebyggende og sundhedsfremmende indsatser samt på det sociale område, for derved at undgå senere omkostninger. På anlægsområdet burde rammen generelt øges mere end det gjordes med vækstplanen, men specifikt øremærket til cykelstier, kollektiv trafik, klima-, miljø- og energitiltag samt imødekommelse af demografiske vækstprognoser. Det vil ikke bare gavne Frederiksberg, men hele samfundet.

Men en sådan tilgang vil desværre blive undermineret såfremt det borgerlige flertal vælger at sende et signal til borgere og resten af landet om, at det man af ideologiske årsager reelt brænder mest for, er af sænke skatterne – det være personskat såvel som grundskyld.

—–

SF har som altid et ønske om at gå til forhandlinger med en åbent sind og ud fra at oprigtigt ønske om at præge denne by på bedste vis.

Og vi forventer en imødekommelse af vores ønsker, hvis vi atter skal stå på mål for det samlede resultat. Borgmesteren bør nu have erfaret, at budgetter og Frederiksberg har brug for SF’s virkelyst og idérigdom, og at ikke mindst de borgerlige har behov for dette saltvandsdrop.

I modsat fald ser vi i SF frem til at fremvise et alternativt rød-grønt budget, med mod, progressivitet og hjertet på rette sted.

Men når det kommer til stykket kunne det måske vær en meget god øvelse for de borgerlige, selv at skulle tænke konstruktive tanker og komme med nye politiske forslag i forhandlingslokalet. Ja, faktisk uden SF’s beredvillige assistance sende et signal om, at man hos de konservative fortsat ønsker at tegne et billede af sig selv som socialkonservative, eller om det bør ændres til sortkonservative. Nuvel – forvaltningen er der selvfølgelig, men de er jo ikke politiske.

Så personligt ville jeg da se frem til at læse budgetafstemningsmaterialet, og erfare om skat og grundskyldssænkninger har været den ypperste vision.

Budgetkonferencen er oppe over, og vi håber at de konservative er interesserede i at vi bliver til mere end frokosten på Belis Bar. Kagebordet lørdag eftermiddag ville jeg personligt have svært ved at undvære, men der er trods alt grænser for hvad det er værd.

I SF ser vi frem til en god og saglig budgetdebat.