Prostitution: Et liv i frygt for vold

’Vejen ud’ er titlen på den seneste udgivelse om prostitution fra Socialstyrelsen og Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI). Og der er så sandelig brug for et samfund der tager det på sig, at hjælpe prostituerede videre i livet. Væk fra en tilværelse med vold og voldtægt. På trods af dette aspekt nedtones, skrives der dog: ”Oplevelsen af risikoen for at blive udsat for vold er dog til stede hos alle prostituerede, og de tager derfor forholdsregler for at beskytte sig og for at forebygge volden.”

Det er i sig selv rystende læsning. Det er meget svært at pege på andre mennesker i vores samfund, der på samme vis lever med en konstant frygt mens de tjener deres penge. Det er sexkøberne og alfonserne som de er bange for. Og enhver kan sige sig selv, at det er dybt skadeligt – både fysisk og psykisk.

De fysiske og psykiske helbredsskader ved et liv i prostitution negligeres i papiret, hvor forfatterne i overdrevet grad fremhæver positive forhold ved prostitutionen, uden at angive hvor mange respondenter, som faktisk udtalte sig positivt. Dette til trods for at forfatterne selv skriver, at ”langt de fleste af de kvinder, vi har interviewet til denne undersøgelse, oplever, at deres tid i prostitution har haft negative følgevirkninger i form af forskellige fysiske eller psykiske mén.” og om kvinder i behandling: ”de oplever alvorlige psykiske problemer efter deres ophør i prostitution. Det drejer sig typisk om koncentrationsbesvær, søvnløshed, paranoia, angst, posttraumatisk stresssyndrom m.m. For nogle af disse kvinder er symptomerne så voldsomme, at behandlingen indbefatter en længerevarende medicinering”.

Forfatterne udtaler, at mange af kvinderne havde psykiske og fysiske problemer, inden de begyndte i prostitution, og at det derfor ikke er sikkert, at prostitution er årsagen til deres problemer. Denne påstand er lige så naiv som den er alarmerende – ikke mindst set i lyset af al den eksisterende viden om prostitutionens skadevirkninger.

Den rigtige sammenhæng er nærmere, at vi ofte har at gøre med kvinder, som I forvejen har store psykiske og fysiske problemer, og hvis tilstand forværres af prostitutionen. Det er ikke rimeligt, at man på denne måde faktisk ender med at sige til disse udsatte kvinder ’når I nu alligevel har det dårligt, så gør det ikke noget, at I foretager jer noget, som efter al sandsynlighed blot vil gøre jeres fysiske og psykiske helbred endnu dårligere’.

Desværre er de udenlandske kvinder i prostitution ikke repræsenteret i undersøgelsen. Så der må man fx ty til BT’s seneste artikler om den polske prostituerede Joanna, hvor man kan få et indtryk af den massive udnyttelse, vold og kriminalitet der findes i sexindustrien. Sexkøb er og bliver et overgreb mod prostituerede. Overgreb, som er en indbygget del af prostitutionen, ikke en sjældenhed.

Prostitution består kun pga. at køberne står klar til at udnytte udsatte mennesker, der langt hovedsagelig sælger sig selv fordi de mangler penge. Og at de sexkøbende mænd, udgør problemet, bekræftes af de mange udtalelser fra kvinder, som efter ophør i prostitution aldrig får et normalt forhold til mænd igen, nogle er sågar ude af stand til at være i rum med mænd.

Det er evident, at et forbud mod køb af sex ikke kan stå alene, hvorfor vi har brug for viden om hvilke sociale tiltag der virker. Til dette formål er SFI’s interviewundersøgelse væsentlig. Vi skal som samfund på bedste vis tage os af de prostituerede, ved at hjælpe dem videre til et liv uden vold og udnyttelse, og ved at give dem den bedste støtte i arbejdet med at bearbejde skadevirkningerne, og de problematikker som mange har med fra deres opvækst.

Prostituerede er forskellige mennesker, men de potentielt dybt skadelige fysiske og psykiske effekter af et liv i prostitution er de samme. De er et resultat af den konstante strøm af sexkøbere der sætter deres egen kortvarige seksuelle tilfredsstillelse højere end hensynet til andres varige helbred. Og i den forbindelse er der ingen forskel på om køberen er handicappet eller ej. De potentielle skader vil være til stede uanset hvad. I øvrigt har langt de fleste handicappede et aktivt sexliv uden prostitutionshjælp, andre er så svage at det er andre former for omsorg der kommer først. Det er reelt en meget lille gruppe handicappede (mænd) som argumentet hviler på. Faktisk er det kun 8 % af de mandlige kunder ser det som eneste mulighed. Så lad nu være med at misbruge de handicappede i kampen for at bevare et stort udbud af kvinder og mænd til salg.

Hvis du som 8. marts-initiativet deler denne opfattelse, vil jeg opfordre dig til at møde op på Rådhuspladsen den 8. marts 2012 kl. 16.30, høre taler og musik, og sammen gå i demonstration mod Vesterbro og tilbage igen. Vel mødt.

(Balder Mørk Andersen, talsperson for 8. marts-initiativet og rådmand for SF i Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Indlægget er bragt i Dagbladet Arbejderen den 21. februar 2012)