Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

FREDERIKSBERG, Ikke kategoriseret, TRAFIKPOLITIK

Er højere billetpriser og øget ulighed fair, Lebech ?

(Kommentar til Mads Lebechs afvisning af et takststop i busser og tog)

Et velfungerende kollektivt trafiksystem, som alle har råd til at benytte, er yderst væsentligt for hovedstaden. Det er en nødvendig bestanddel i sammenhængskraften i borgernes hverdag – mellem arbejde, fritid og familieliv.

Et flertal på Københavns Rådhus (SF, S, RV, K) ønsker i forbindelse med budgetforliget, at bruge de penge der skal til for at indføre takststop i byens busser og tog. Det er et nødvendigt tiltag, eftersom HUR’s priser gennem flere år er steget og steget.

Set i forhold til lønstigningerne er det blevet billigere at køre i bil, og hvis benzinafgiften var blevet justeret i samme takt som et gult klippekort, havde en liter benzin i dag kostet 23,80 kr. Benzinen har blot oplevet en stigning på ca. 80 pct. siden 1980. Dengang kostede et gult klippekort 30 kr. I dag koster det 150 kr. og det svarer til en stigning på 400 pct.

Den kollektive trafik har fået grovfilen, mens bilismen er blevet tilgodeset. VK har sammen med Dansk Folkeparti fjernet det statslige taksttilskud til billetter og kort, hvilket fik priserne til at stige med 15 pct. og satte en negativ spiral i gang: Højere priser – færre kunder – lavere indtægter – færre busser og endnu højere priser.

Stigningen skaber ulighed i samfundet, fordi det i særlig grad rammer de unge, de studerende, de mindre bemidlede, børnefamilierne, førtidspensionisterne og de ældre. Ydermere øger det forureningen idet flere ikke ser incitamentet til, at lade bilen stå.

Forslagets dage er dog talte, hvis flertallet i HUR følger formand Mads Lebech. Han udtaler nemlig til Politiken d. 10. sep: “Jeg mener, at det er fair, at priserne på busbilletter følger den almindelige prisudvikling”. Men Lebech, hvordan kan det være fair, at gøre tilværelsen sværere for en hel bunke borgere, der er afhængige af den kollektive trafik? Du har måske ikke selv brug for at køre billigt i bus, men for adskillige betyder yderligere prisstigninger et stort indhug i budgettet, og gør det derved sværere, at få råd til det ekstra der gør tilværelsen god.

Som SF’er så jeg gerne indførslen af bompenge for biler i hovedstaden. Det virker i London, hvor bilismen er faldet med 15 pct. Med denne indtægt kunne vi i hvert fald sikre en billigere kollektiv trafik, og allerhelst en gratis. Inden det bliver virkelighed, Lebech – må du altså forklare, hvorfor det er fair at lade billetpriserne stige på ny? Snakken om bedre service i stedet, har vist sig indholdstom, og hvad nytter det overhovedet, når borgerne ikke har råd til at benytte den kollektive trafik.

(Frederiksberg Bladet 20. september 2005)

Ikke kategoriseret, LIGESTILLING

Ligestilling skal forbedres

Farvestrålende plakater med teksten ‘Kvinder du’r alligevel ikke til karriere’ var, hvad der mødte morgenfriske Frederiksberg-borgere torsdag d. 25. Stoppede du op, og glædede dig over den politiske plakatkunsts genfødsel. Blev du som kvinde vred, da netop du jo er afdelingsleder. Eller trak du som mand på smilebåndet, og tænkte ‘Hvor har de ret?’
I SF håber vi grundlæggende, at de som det første bare udløste en reaktion. Læs videre Ligestilling skal forbedres →

Ikke kategoriseret, LIGESTILLING

Ligestilling skal forbedres – på Frb.

Farvestrålende plakater med teksten “Kvinder du’r alligevel ikke til karriere” var, hvad der mødte morgenfriske Frederiksberg-borgere torsdag d. 25. Stoppede du op, og glædede dig over den politiske plakatkunsts genfødsel. Blev du som kvinde vred, da netop du jo er afdelingsleder. Eller trak du som mand på smilebåndet, og tænkte “Hvor har de ret”?
I SF håber vi grundlæggende, at de som det første bare udløste en reaktion. Denne skal så åbne op for lydhørhed for, at vi i højt besungne ligestillings-Danmark, har meget langt endnu – også på Frederiksberg.

Kommunen har just udfyldt Ligestillingsministerens udsendte spørgeskema for 2005. Resultatet er nedslående. I kommunen er ligestilling kun en del af personalepolitikken, med decentrale ledere og altså ikke noget overordnet mål for ledelsen. Dette viser sig bl.a. ved, at man ingen handlingsplaner har for konkrete indsatser indenfor ligestilling. Man har ingen projekter hvor kønsperspektivet tænkes ind i arbejdet, og kun få kommunale beslutninger bliver undersøgt for kønsmæssig uhensigtsmæssighed. Da dette er en del af Ligestillingslovens § 4, må man konstatere, at Frederiksberg ikke lever op til loven. Af største nødvendighed er det, at der bliver politisk repræsentation i ligebehandlingsudvalget. SF stod gerne for at besætte en sådan post, og sørge for, at Frederiksberg fremover tager ligestillingen alvorligt. På www.baldersf.dk kan der ses en længere række ligestillingsforslag.

Skønt SF´s kampagne retter fokus på kvinder og arbejdsmarkedet, skal mændene ikke fortvivle. Bag de fem plakaters budskaber om: ligeløn, barsel, mobning, sexchikane og kosmetiske krav, er at både kvinder og mænd skal sikres et reelt frit valg. Samfunds-ligestillingen skal ses som en syntetisk helhed, hvor bedre vilkår for det ene køn, fører nye perspektiver med sig for det andet. Selv på Frederiksberg kræver det lighed, at vi alle kan få frihed, og øget råderum til at være mand og kvinde som vi har lyst til. Og har du som kvinde lyst til karriere! Eller som mand til at prioritere børnene! Gør det da, for det duer kvinder og mænd selvfølgelig også til!

(Lokalavisen Frederiksberg 8. september 2005)

Ikke kategoriseret

Gratis økologisk skolemad

Kommentar til Karin Dubins læserbrev d. 9. august 2005. 

Karin Dubin og jeg er grundlæggende enige i, at sund mad til skolebørn er en nødvendighed. Et barn med kostmæssigt overskud vil have energi og lyst til at lære, men vil derudover slutte skoledagen med kræfter til det efterfølgende særdeles vigtige sociale fritidsliv. Derved bedres mulighederne for at få ‘hele børn’, der går glade og forventningsfulde til og fra skole.

Den så stærkt efterspurgte faglighed, går kort sagt hånd i hånd med børnenes velvære. 

Læs videre Gratis økologisk skolemad →

Ikke kategoriseret, LIGESTILLING

Ligestilling og kunstig befrugtning i SF

Uenige med Anne Grete Homsgaard og Margrete Auken
Svar fra SF’s feministiske tæskehold om lesbiskes adgang til kunstig befrugtning

Af: Charlotte Gerhauge, Michael Bang, Marie Daugaard, Lotte Thiim Bertelsen og Balder Mørk Andersen

Som medlemmer af SF’s feministiske tæskehold er vi uenige med Anne Grete Holmsgaards (AGH) og Margrethe Aukens (MA) udtalelser om, at lesbiske ikke skal have adgang til kunstig befrugtning på lige vilkår med heteroseksuelle kvinder (kommentar den 3. august). Vi kæmper for lige rettigheder for alle uanset seksuel orientering. Vi mener ligesom AGH og MA, at børn har rettigheder, men de har først og fremmest ret til gode forældre. Og i den forbindelse spiller det ingen rolle, om forældrene er homo- eller heteroseksuelle. Det er også SF’s officielle politik.

Diskussionen er i høj grad kønspolitisk. Bag argumenter om, at der skal være en mor og en far til et barn, ligger ofte en antagelse om, at kvinder og mænd bidrager med noget grundlæggende forskelligt. Det mener vi ikke. Kvinder og mænd er forskellige, men det er kvinder også indbyrdes – ligesom mænd er det indbyrdes! Kønnet siger ikke noget om, hvilke egenskaber og roller man bidrager med som forældre.
Vi ønsker ligestilling – og dermed, at vi kan være kvinder og mænd og forældre på de måder, vi har lyst til i stedet for at skulle sættes i bås efter andres normer og opfattelser.

(Information, 13. august 2005)

Ikke kategoriseret

Venstrefløj i stereo – om Irak-krigen

I dag blev min sparsomme hårpragt igen trimmet af den akademiske irakiske dissident, som nu ernærer sig som ‘min frisør’. Han glæder sig usigeligt til at se Saddam Hussein domstols-dømt. Ja, på trods af de lidelser hans familie har været igennem, fastholder han delvist pga. sine 13 år i Danmark, at det er bedre han ender i en celle end mister livet.
Som jeg sidder der i frisør-stolen, rammes jeg af et øjebliks moralsk tvivl: Hvor er det dog godt, at han ikke mere er ved magten! Alligevel får det mig, som Rune Lykkeberg (RL) i sin leder 21. juli antyder, ikke til politisk at være i tvivl om, at invasionen i Irak blev truffet på ulovligt og illusorisk grundlag.

Bush, Blair og Fogh har gjort vores fremtid mere usikker. De 24.865 civile dræbte, som Iraq Body Count og Oxford Research kan dokumentere, taler for sig selv. Heraf skal de amerikansk ledede styrker have direkte ansvar for de 37 %. Danmark deltager ulykkeligvis i vor tids Vietnam-krig. Så RL, jeg har det som venstreorienteret ikke svært med argumenterne imod krigen.

Som RL rigtig vis selv er inde på, slås vi på venstrefløjen imod en teflon-betrukket Anders Fogh, der aldrig må vise svaghed og derfor arbejder udfra en ‘tavshed er guld’-devise.
Resultatet er mangel på reel politisk debat og folket i demokratiet står som tabere. Både presse og venstrefløj har et ansvar for, at denne strategi desværre har virket i snart fire år.
RL ser en tvivlende venstrefløj, og tillægger det ikke nogen værdi, at der bl.a. hos SF tænkes mange sammenhængende tanker, om velfærdsstatens økonomi, den gode integration, en fri og faglig folkeskole samt økologisk bæredygtighed, og jeg mener selvsagt, at RL spidser blyanten så meget at den nær brister.

Problemet er nok snarere, at vi ikke er dygtige nok til at slå igennem med vores egen dagsorden og visioner, og derfor konstant halser bag efter, kommenterende på alt som regeringen foretager sig, og som verden ellers byder. At visse venstrefløjs-politikere bevidst dyrker dette mere, end selv at frembringe fremadrettede tanker, er desværre evident.
Rygterne om venstrefløjens stilhed er dog stærkt overdrevne – vi er nødvendige og skal nok få vist RL, at vores svar baner den bedste vej frem mod bæredygtighed, global og social retfærdighed, og derved bedrede freds- og frihedsperspektiver.

(Information 26. juli 2005)

Ikke kategoriseret, UDENRIGSPOLITIK

SF og sikkerhedspolitikken

På det nyligt gennemførte landsmøde blev partiets nye Princip- og perspektivprogram (PP) vedtaget. Et af kardinal-punkterne var hvilken grundholdning SF skulle have til NATO-samarbejdet og hvordan dette så skulle formuleres i PP. Som medlemmerne ved selvsyn vil kunne konstatere når den endelige version af PP sendes ud (kan ses på hjemmesiden), betød afstemningsresultatet at SF i tråd med tidligere principholdninger vil arbejde for at Danmarks politik skal søge mod en afvikling af NATO, men indtil det evt. sker, i hvert fald være præget af ønsket om at NATO hverken får udvidet sit operationsområde eller får en øget global rolle.

Denne principielle beslutning kan ikke skilles fra lige så påtrængende visionstanker omkring EU’s sikkerhedspolitiske rolle i fremtiden, som vil præge både den centrale og lokale debat i partiet frem til det ekstraordinære EU-landsmøde d. 25.-26. okt. Her skal der fastlægges partiholdninger til bl.a. det sikkerhedspolitiske EU-samarbejdes mål og midler som en konsekvens af en stillingtagen til forsvarsforbeholdet. Disse spm. vil utvivlsomt være i stand til at splitte medlemmerne, som det allerede viste sig på landsmødet, hvor PP-redaktionsudvalget velsagtens kunne blive enige om at NATO stod i en kritisk situation, men ikke om hvorvidt det skulle føre til en afvikling eller en reformering. Ligeså kom splittelsen til udtryk da det kun var et snævert flertal af SF’s hovedbestyrelse der ville stemme for at DK skulle ratificere den nye NATO-udvidelse med de syv østeuropæiske lande.

Foran os ligger der kort sagt en række af vedrørende problemer, som endskønt de er komplekse, snarligt må mødes af velgennemtænkte SF-svar. Disse svar skal være tydelige i formuleringen og klare i budskabet. Til forskel fra det der var tilfældet inden Irak-krigen, hvor SF’s politik på trods af at Holger K. fik markeret sig flot, havde et element af fuldstændig legitim ’legen struds’. I perioden før og under indgrebet foretaget af USA og ’the coalition of the willing’ indeholdende DK, kunne Holger K. m.fl. ’nøjes’ med at påpege at SF ikke ville støtte en intervention uden samtykke i FN’s sikkerhedsråd, på trods af at en sådan enighed vel nærmere er en nødvendighed end en determinant for SF’s politik. Da det tidligt stod klart at enigheden ikke ville blive fundet, behøvede SF ikke at kaste kortene på bordet og fortælle hvilken position man ville vælge i den situation at sikkerhedsrådet fandt fodslag. Spørgsmålet er naturligvis helt kontrafaktisk, og kan ikke besvares. Taktiske årsager gjorde altså at SF kun holdt sig til FN-kortet, hvilket i situationen var fuldt forståeligt. Men strudsen bliver nu nødt til at hæve hovedet og tydeligt melde ud hvordan problematikker som dem jeg efterfølgende vil præsentere skal tackles.

Den Atlantpagt (NATO) som Danmark d. 24/4-1949, efter sammenbruddet af de aldrig realistiske skandinaviske forsvarsforhandlinger, var blandt de 12 oprindelige underskrivere af, må i dag siges at stå i et svært fremkommeligt vadested. Som en nordatlantisk organisation fremstår navnet som en anakronisme og det er vel et faktum at NATO i dag,
mere end nogensinde før, hviler på USA og at de europæiske medlemmer virker splittede. De interne beslutningsproble-mer sås under krigen i eks-Jugoslavien, hvor de hvad der skulle vise sig at være for sent gennemførte luftbombarde-menter (30/8-14/9-1995) af de bosniske serbere, først gennemførtes efter at den hollandske FN-deling blev smidt ud af Srebenica og ca. 7000 mennesker efterfølgende blev henrettet (7.-11/7-1995). Grundlæggende kom indgrebet også kun som en konsekvens af at USA besluttede sig for det. Som det ser ud nu kræver bevarelsen af NATO en grundig reformering, hvor koldkrigs-spøgelset ikke går igen og hvor ansvaret og indflydelsen deles ud så alle medlemmer kan være allierede uden forbehold. Dette er en nødvendighed hvis NATO som nogle mener, ydermere skal omformes til en opsøgende organisation og ikke bare en forsvarsorganisation.

Man kunne også vælge at kaste håndklædet i ringen og erklære NATO for stendød (hvad den da evt. også er), og i stedet satse på det europæiske sikkerhedssamarbejde. I et sådant vil SF med sikkerhed arbejde imod oprettelsen af den europahær som ingen endnu kender den fulde vision for, mens der vil være mere diskussion om partiets stillingtagen til de
humanitære, fredsbevarende, krisestyrende og fredsskabende opgaver som blev formuleret ved, og fik navn efter Petersberg uden for Bonn i juni 1992. Disse opgavers løsning kræver ifølge unionstraktaten en udrykningsstyrke på 60.000 mand der skal kunne rykke ud inden for to måneder i de europæiske nærområder, som er defineret som en arbejdszone på 4000 km fra Europas ydergrænse. For SF vil hovedproblematikken være om man skal acceptere
at DK deltager i fredsskabende eller kun fredsbevarende aktioner. Under alle omstændigheder vil det kræve en ændring af forsvarsundtagelsen, vedtaget ved folkeafstemning.

Når det så er sagt kan man ikke komme uden om at EU står sikkerhedspolitisk meget splittet og at det derfor kan vise sig at være svært at finde grundlæggende enighed. Det er værd at notere sig at EU’s uafhængige institut for sikkerhedsstudier (EUIIS) i sit nyhedsbrev fra april tydeligt melder ud at de fælles politiske prioriteringer og konfliktsyn skal foreligge i EU før arbejdet kan komme nogen vegne. Før EU finder fodslag og derved undgår at enkeltlande som DK indgår bilaterale aftaler med USA, der som kiler er med til at splitte EU, vil USA til stadighed være superhegemonen som vi andre retter os ind efter. Men hvis EU står samlet om sin sikkerhedspolitik vil USA lytte lige så meget til EU’s høje repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), Javier Solana som til handelskommissæren Pascal Lamy der har noget der ligner et samlet Europa bag sig.

Men specielt Danmarks venstrefløj må se i øjnene at det er nødvendigt at have USA med i det sikkerhedspolitiske samarbejde, og at EU’s politik skal fremstå som et alternativ til USA og ikke som en modpol, for det er verden ikke tjent med. Vi må se nuanceret på USA og anerkende at der er mere end rabiate fundamentalister og nykonservative, og derfor
fæstne vor lid til de amerikanerne der ønsker en udadvendt demokratisk USA-politik. I SF ved vi alle at social retfærdighed via bistands-, handels og diplomatisk politik er den bløde, civile sikkerhedspolitik der langsigtet er en nødvendighed for en bedre verden, og derfor konstant skal mejsles ind i hovederne på de der ser anderledes på det. Men alligevel skal vi jo også kunne forholde os til den hårde, militære og mere kortsigtede sikkerhedspolitik. Og her risikerer vi i SF at ende i en selvmodsigelse, hvis vi for det første vil af med NATO, og for det andet kun vil en begrænset EU-styrke. Det efterlader nemlig USA som en eneaktør der skal påvirkes fra gang til gang i FN og vi kan vel ikke sætte hele vores lid til en verdensorganisation, der omend yderst nødvendig hyppigt får udstillet sine begrænsninger og derfor trænger til en reformering. Ligeså virker tanker omkring en udbygning af, og et øget mandat til OSCE endnu meget diffuse.

Hvilken international organisation skal da kunne rykke ud som fredsskabende aktør på verdensscenen hvis vi oplever en diktator der beslutter sig for aggression? Da jeg d. 19/5 ved et sikkerhedspolitisk arrangement på Borups Højskole stillede et lignende spørgsmål til Pernille Frahm, svarede hun at trusselsbilledet i dag var den asymmetriske terrorisme. Det er for så vidt rigtigt, men historien viser at svage sjæle med det samme udnytter at verdens øjne er rettet mod andre brænd-punkter. Som i koldkrigstiden kan truslen om angreb være fredsbevarende, når det blot det ligger på et sådant niveau at vi ikke ryger ind i sikkerhedsdilemmaet, hvor sikkerhed for nogle stater kan betyde mindsket sikkerhed for andre. Denne problematik ser desværre ud til at dukke op i forbindelse med det amerikanske missilforsvar, som EU bl.a. grundet den danske regering får svært ved generere en samlet modstand imod. SF går under alle omstændigheder ind i en udfordrende periode frem til vedtagelsen af valgprogrammet for Europaparlamentsvalget i 2004.

(Artikel trykt i medlemsbladet for SF-Indre by)