Flygtningeudgifter bør være uden for servicerammen

I SF ser vi det som en medmenneskelig nødvendighed at danske kommuner arbejder benhårdt på at modtage og integrere et stigende antal flygtninge fra især Syrien – godt 12.000 i 2015.Det er en væsentlig opgave, som vi som et rigt samfund præget af et stærkt socialt sikkerhedsnet og med solide traditioner for aktivering af civilsamfundet bør være i stand til at løse til gavn for både flygtninge og lokalsamfund.

Mange af de flygtninge, kommunerne har modtaget i 2014 og forventer at modtage i 2015, er unge enlige syrere, der er traumatiserede efter krig, flugt og adskillelse fra den nære familie. Flere er veluddannede og taler en del engelsk, hvilket betyder, at de fleste har et beskæftigelsespotentiale. Syrerne har ofte kun været i Danmark i ganske kort tid, inden de får meddelt asyl, og har derfor et meget begrænset netværk i Danmark og føler sig ofte meget ensomme og isolerede. Desuden har de har meget begrænsede danskkundskaber og stort set ingen viden om det danske samfund, hverken strukturelt eller kulturelt.

For flere kommuner er boligsituationen udfordrende. Og udover tilførsel af nye resurser til især indkvartering, er der også udgifter til medarbejdere, tolkebistand, modtageklasser og specialbørnehaver. Staten dækker udgifterne, så finansieringsmæssigt er det for så vidt en fair aftale, og anlægsudgifter til modtagelse af flygtninge tæller ikke med i kommunens tildelte ramme. Men det gør serviceudgifterne, hvorfor kommuner der modtager flygtninge skal finde pengene i budgettet. Det betyder at velfærden skal mindskes, for eksempel ved besparelser på kommunens plejecentre, skoler eller daginstitutioner. Kort sagt – for at gøre noget godt for flygtningene skal vi samtidig gøre det mindre godt for de ældre eller børnene. Det er ikke rimeligt.

Flygtningesituationen er ekstraordinær og kræver derfor ekstraordinære tiltag. Derfor bør folketinget lade udgifterne til modtagelse af flygtninge blive finansieret uden for servicerammen, så konsekvensen for kommunerne ikke bliver at der skæres i kernevelfærden.

 (Bragt i Politiken den 31. august 2015)