SF’s beslutningsforslag om at gennemføre en analyse af skolevejene til kommunens skoler bliver nu gennemført med hjælp af de nyeste tekniske muligheder på området.SF’s rådmand Balder Mørk Andersen stillede den 1. december sidste år forslag om at kommunen skulle få udarbejdet en analyse af de trafikale udfordringer, herunder sikkerheden og forureningen, ved skolerne på Frederiksberg, og at der derpå skulle forelægges en prioriteret løsningshandlingsplan med økonomiske overslag. Stigende børnetal har medført et øget trafikalt pres ved aflevering om morgenen, og derudover har nye skoledistrikter siden 2010 medført nye skolevejsstrukturer. I SF finder man det centralt at bløde trafikanter prioriteres højest i forbindelse med børn der hentes og bringes til skole, samt at børn i mindre omfang end det er tilfældet i dag, udsættes for udstødningsrøg foran knudepunktet ved skoleindgangen.
På By- og Miljøudvalgets møde mandag den 4. maj besluttedes det at bruge 500.000 kr. af trafiksikkerhedspuljen for 2015 til forbedring af trafiksikkerhed og skoleveje.
“By- og Miljøudvalget skal have ros for at have anerkendt problemets omfang og prioriteret analysen. Der er nogen trafikale udfordringer, og især når det involverer børn, som ikke fortjener at blive en del af en budgetarmlægning på rådhuset”, siger Balder Mørk Andersen.
For SF er analysen første skridt frem mod sikrere skoleveje på Frederiksberg. Andet skridt blive at få prioriteret de nødvendige midler, for i SF mener man ikke at den nuværende pulje til forbedring af trafiksikkerhed og skoleveje er tilstrækkelig til at løse de trafikale udfordringer, som næsten samtlige folkeskoler især oplever i forbindelse med morgenafleveringen. SF har desuden ønsket at skolebestyrelser og skoleledelser inddrages i analysearbejdet, så de kan bidrage med deres daglige lokalkendskab, hvilket nu sker.
“Det tredje skridt vil være at sikre en bredt forankret sund trafikal morgenkultur for alle udenfor skolerne. Fx er der nogen af de forældre der bringer deres børn i bil , som bør huske at deres handlinger påvirker sikkerheden for andre børn. Hvis en bil parkeres i en ‘Kiss and ride-zone, evt. med advarselsblink sat til, vil andre bilister blive tvunget til at holde ind andre steder, hvilket især mindsker sikkerheden for børn på cykel”, siger Balder Mørk Andersen.
(Bragt forkortet i Lokalavisen Frederiksberg den 21. maj 2015)