Kom nu, Mette F. – om øremærket barsel

Kald mig bare naiv idealist. Men jeg havde faktisk troet, at regeringsgrundlagets mål om at øremærke op til tre måneder af barselsorloven til mændene, ville være et af de lovtiltag der relativt hurtigt kunne have været fremsat. Gevinsterne for børn, fædre, mødre og et mere ligestillet arbejdsmarked er markante. Så hvad venter vi på? Lad os nu have modet til at bruge magten til at gøre godt, og kæmpe for det vi tror på, i stedet for at vikle os selv ind i strategiske overvejelser. Som bekendt er det bedre, at have elsket og mistet end aldrig at have elsket. For med al respekt for Enhedslisten, vil det da være lidt af en falliterklæring for regeringen, hvis det bliver deres forslag, som folketinget først skal behandle. Så kom nu ud over isen Mette Frederiksen – den kan sagtens bære.

(Bragt i Politiken den 21. september 2012)