Leif Jensen stod ved højen mast – om censur på Frederiksberg

Det tidligere medlem af kommunalbestyrelsen for Dansk Folkeparti og nu kandidat for de konservative i kommunen, Leif Jensen, ønskede i sidste uge, med sin støtte til censureringen af Mahmoud Alibadis kunstværk på integrationsdagen, at give vælgerne stof til eftertanke inden der skal stemmes ved kommunalvalget i november.
Det lykkes til fulde. For han får på tydeligste vis illustreret nogle af de politiske forskelle i det politiske spektrum på Frederiksberg.

Det er ikke overraskende, at Leif Jensen vælger en patriotisk vinkel og står vagt om Dannebrog ved højen mast, men der er desværre ikke blevet plads til demokrati og ytringsfrihed på det skib. Det er trist atter engang, at opleve borgerlige rokke ved samfundets grundsten alt efter deres egen politiske smag og behag.

I Iran dør der lige nu mennesker i kampen for demokrati og ytringsfrihed – i Danmark er der derimod politikere der ønsker at begrænse selvsamme.
Forvirret – tja, det er somme tider en mærkelig verden vi lever i, men nu ved du da i det mindste hvad du risikerer at få ved en stemme på de konservative til kommunalvalget.
Uden at kunstværket selv er blevet udstillet, har det således formået at udstille andres mangel på frisind og demokratisk sindelag. Det er en værdifuld erfaring for os alle.

(Lokalavisen Frederiksberg d. 2. juli 2009)