Manipulation på sexarbejde.dk

Et nyt initiativ fra kræfter i prostitutionslobbyen har set dagens lys: sexarbejde.dk – Jeg er meget uenig i lobbyens tilgang til prostitution, som jeg mener lukker øjnene over for den skade som et liv i prostitution giver mange kvinder (og mænd). Når det er sagt, glæder jeg mig, når der sættes talspersons-ansigter på debatten. Så ved man hvem man har med at gøre, og så kan argumenterne tale. I 8. marts-initiativet ønsker vi nemlig en lødig debat.

Min opmærksomhed er i den forbindelse blevet henledt på de spm. som de prostituerede er blevet stillet af initiativtagerne. To af disse er decideret manipulatoriske. Der spørges:

  • 6. Nogle politikere og feminister siger jævnligt, at “Ingen sexarbejder har taget et frit valg”. Hvad synes du om det, og føler du dig selv tvunget til dit arbejde?

Mit spørgsmål til talspersonerne er da: Hvem har sagt det, hvor og hvornår?

  • 8. Hvad synes du om at kvindegrupper og politiske kræfter ønsker at kriminalisere sexarbejde og/eller kunderne?

Mit spørgsmål til talspersonerne er da: Hvilke kvindegrupper, og politiske kræfter har ønsket at kriminalisere selve prostitutionen, altså salget?

At der derudover ikke stilles spørgsmålet: Hvilke negative sider af prostitution kan du nævne? – det er vel at forvente.

Vh. Balder Mørk Andersen, talsperson for 8. marts-initiativet