’I arbejdets ukrænkelige navn skal det fortsat være en ret at købe sig til sex, og at tage skade af at sælge det, uden at staten reelt blander sig’. I virkelighedens verden synes det, at være det nedkogte udsagn i Birgitte Kofod Olsens (BKO) kronik i JP d. 18/1.
Jeg anerkender BKO’s viden om rettighedstænkning, men hendes analyse af prostitutionsproblematikken rummer nogle vurderinger, som jeg er uenig i. I Danmark har det siden 1999 været legalt at prostituere sig selv, og det bør det fortsat være, eftersom det retslige fokus bør rettes mod køberen, der udøver seksualiseret vold. Alligevel betragtes det ikke som et lovligt erhverv, men i stedet som et socialt problem, der bør bekæmpes af staten. Det bør det, fordi et liv i prostitution som oftest har så store sundhedsmæssige og sociale skadevirkninger, at det ikke kan forsvares stiltiende at acceptere denne skadesforvoldelse fra køberens side. Prostitution fungerer ikke – gavner ikke mennesker, og har som indtjeningsvej ingen samfundsmæssig nytteværdi – hverken globalt eller lokalt.
Definitionen af prostitution som seksuel udnyttelse, stammer faktisk fra hele tre FN-konventioner, og i den fra 1979 (Kvindekonventionen – CEDAW) står der at: ”De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler, herunder gennemføre lovgivning, med henblik på at hindre enhver form for handel med kvinder og udnyttelse af kvinder ved prostitution”. Altså at indføre lovgivning der forhindrer sexkøb. Det gjorde Sverige så i 1999, ud fra en klar definition af køb af sex som værende vold. Altså en konventionsstøttet definition med mere velfærdsstatslig vægt end beskyttelse af erhvervsfrihed. Resultaterne har levet op til konventionsmålet, hvorimod den regulerede legalisering man har forsøgt i Holland, har haft en negativ effekt på alle fronter.
Alt dette ved BKO godt, og hun anerkender de enorme risici i prostitution, for alle prostituerede, uagtet vejen der har ført dertil. Alligevel vurderer hun, uden nogen overbevisende argumentation, at staten ikke bør gribe ind for at beskytte de mennesker, der frivilligt er gået ind i prostitution. Uden at gå ind i en længere strukturel udredning af ’det frie valg’ skal jeg indskyde, at den viden vi har om størstedelen af de ’frivillige’ prostitueredes opvækst, fortæller om voksensvigt, eller sågar overgreb fra mænd, samt andre svære livsvilkår, og denne ulighed spiller en væsentlig rolle i mit syn på sagen. I øvrigt flimrer BKO’s skelnen mellem dem hun rubricerer som ’sexarbejdere’, og dem hun kalder ’tvangsprostituerede’, når vi nu ved, at mennesket til en vis grad er udstyret med en styrke til at finde lys i selv den mørkeste elendighed, og at denne evne er specielt velkendt indenfor prostitution.
BKO’s tilgang bliver da i høj grad meget lig den dobbeltmoral, som den danske lovgivning rummer: Sexkøb er skadeligt, og alligevel legalt, og staten får oven i købet skattepenge ind via udnyttelsen, som den så samtidig bør stå klar til at afhjælpe via sociale tiltag og handlingsplaner. Hvis du er forvirret på et højere menneskerettighedsplan er det fuldt forståeligt! For hvorfor dog ikke agere forebyggende, for at forhindre at skaden sker?
En kamp for retten til at skade andre ved at købe sex og for at beskytte retten til at tjene penge ved at lade sig ødelægge i prostitution. Det er ikke min rettighedskamp.
(Bragt i Jyllands-Posten d. 4. februar 2008, som talsperson for 8. marts-initiativet)
Hej Balder det var da en interessant kronik.
Nu du har lagt dig ud med folk, der er kyndige i menneskeret, så må du også svare for dig.
Din tolkning af CEDAW er nemlig utroligt farvet.
1. Der står udnyttelse af kvinder “ved” prostitution. Det kan man ikke umiddelbart slutte at al prostitution er udnyttende. Der bliver jo netop lagt vægt på “enhver udnyttelse” og der står ikke blot prostitution! Såfremt man ville forbyde al prostitution, så kunne man bare skrive det, i stedet for denne lange smøre.
Sammenlign med torturkonventionen der starter med at definere hvad tortur er i art.1 og derefter i art. 2. skriver: “Enhver i denne konvention deltagende stat træffer virkningsfulde lovgivningsmæssige, administrative, juridiske eller andre foranstaltninger for at forhindre torturhandlinger på ethvert territorium under dens jurisdiktion.” det kan man kalde et forbud!
2. Hvorfor er det eneste udfald af den nævnte artikel at man skal forbyde sexkøb? Ville det ikke være ligeså proportionelt at forbyde prostitution i det hele taget?
3. Menneskerettighederne står ikke i vejen for et forbud imod prostitution, men så skal man bare være konsekvent og sige at det både er ulovligt at udføre og at købe, men så konsekvent vil man ikke være i 8.marts initiativet.
4. Det er mildest talt foruroligende at høre at en politiker ikke vil støtte op, og rette ind efter menneskerettighederne, med den begrundelse at “det ikke er min rettighedskamp”. Menneskerettighederne bliver fuldkomment ligegyldige hvis de ikke indskrænker politikernes magt, at hvis du ikke lader dig rokke af en institutleder for Institut for menneskerettigheder er det skræmmende. Ville verden ikke være lidt bedre hvis man lyttede til netop BKO og afskaffede starthjælpen, og de mange andre stramninger i udlændingeloven? Hvis vi ikke er konsekvente så har vi givet højrefløjen ekstra skud i magasinet, nu da vi alligevel ikke retter os efter deres menneskeretlige vurderinger.
Det ville dog være i orden hvis du gik ind og ændrede eksempelvis EMRK eller UDHR med tillægsprotokoller, men indtil da så lad dog være med at smide os sammen med stater som ikke overholder menneskerettighederne.
Hvis SF ikke retter ind efter EMRK, så får I altså ikke min stemme igen.
Hej Svend (undskyld det sene svar)
Ad 1) Konventionsformuleringer er ikke overbragt af en højere guddommelig instans, men er et resultat af forhandling mellem stater med evt. forskellige holdninger til løsningsmodeller, samt efterfølgende også til tolkninger. I Sverige (og snart også Norge – har dog ikke læst lovteksten) har man ikke været i tvivl om at køb af sex ikke bare er udnyttelse og derved inde under konventionens paraply, men endda vold.
Ad 2) Teksten lægger med sit fokus på udnyttelsen vægt på købet og ikke salget, hvorfor et retsligt fokus på køberne, og ikke på de prostituerede synes at være at foretrække.
Ad 3) I 8. marts initiativet mener vi, at det er vigtigt med et forbud mod at påføre skaden. Samtidig skal sociale tiltag mm. hjælpe de prostituerede. De skal hjælpes og ikke jagtes, som man netop vedtog det i 1999 i DK. Målet er ikke at rense gaderne for det som ’borgerfruer’ ikke kan tåle at se, men at hjælpe socialt udsatte. En kriminalisering af den prostituerede vil desuden betyde, at denne vil være nervøs for at melde evt. vold påført af en køber til politiet.
Ad 4) Jeg synes at du misforstår mig, idet jeg ikke stiller spm. ved menneskerettigheder, men ved den fortolkning som BKO anlægger når hun indplacerer ’prostitution’. Alt kan debatteres – kasketter til trods, for forskere har ikke patent på sandheden. Men jeg lytter meget gerne for at blive klogere på den verden vi lever i.
Så jeg finder din uro uunderbygget, og vil stadig kæmpe for menneskerettigheder og imod udlændingeloven. I øvrigt vælger du at gå uden om at jeg jo netop er inde på, at prostitution ikke passer ind i den ramme som menneskerettighederne opstiller for ’arbejdsrettigheder’.