Prostitution: En ukrænkelig ret? – svar til Birgitte Kofod Olsen i Jyllands-Posten

8. marts-initiativets kampagnelogo’I arbejdets ukrænkelige navn skal det fortsat være en ret at købe sig til sex, og at tage skade af at sælge det, uden at staten reelt blander sig’. I virkelighedens verden synes det, at være det nedkogte udsagn i Birgitte Kofod Olsens (BKO) kronik i JP d. 18/1.

Jeg anerkender BKO’s viden om rettighedstænkning, men hendes analyse af prostitutionsproblematikken rummer nogle vurderinger, som jeg er uenig i. I Danmark har det siden 1999 været legalt at prostituere sig selv, og det bør det fortsat være, eftersom det retslige fokus bør rettes mod køberen, der udøver seksualiseret vold. Alligevel betragtes det ikke som et lovligt erhverv, men i stedet som et socialt problem, der bør bekæmpes af staten. Det bør det, fordi et liv i prostitution som oftest har så store sundhedsmæssige og sociale skadevirkninger, at det ikke kan forsvares stiltiende at acceptere denne skadesforvoldelse fra køberens side. Prostitution fungerer ikke – gavner ikke mennesker, og har som indtjeningsvej ingen samfundsmæssig nytteværdi – hverken globalt eller lokalt.

Definitionen af prostitution som seksuel udnyttelse, stammer faktisk fra hele tre FN-konventioner, og i den fra 1979 (Kvindekonventionen – CEDAW) står der at: ”De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler, herunder gennemføre lovgivning, med henblik på at hindre enhver form for handel med kvinder og udnyttelse af kvinder ved prostitution”. Altså at indføre lovgivning der forhindrer sexkøb. Det gjorde Sverige så i 1999, ud fra en klar definition af køb af sex som værende vold. Altså en konventionsstøttet definition med mere velfærdsstatslig vægt end beskyttelse af erhvervsfrihed. Resultaterne har levet op til konventionsmålet, hvorimod den regulerede legalisering man har forsøgt i Holland, har haft en negativ effekt på alle fronter.

Alt dette ved BKO godt, og hun anerkender de enorme risici i prostitution, for alle prostituerede, uagtet vejen der har ført dertil. Alligevel vurderer hun, uden nogen overbevisende argumentation, at staten ikke bør gribe ind for at beskytte de mennesker, der frivilligt er gået ind i prostitution. Uden at gå ind i en længere strukturel udredning af ’det frie valg’ skal jeg indskyde, at den viden vi har om størstedelen af de ’frivillige’ prostitueredes opvækst, fortæller om voksensvigt, eller sågar overgreb fra mænd, samt andre svære livsvilkår, og denne ulighed spiller en væsentlig rolle i mit syn på sagen. I øvrigt flimrer BKO’s skelnen mellem dem hun rubricerer som ’sexarbejdere’, og dem hun kalder ’tvangsprostituerede’, når vi nu ved, at mennesket til en vis grad er udstyret med en styrke til at finde lys i selv den mørkeste elendighed, og at denne evne er specielt velkendt indenfor prostitution.

BKO’s tilgang bliver da i høj grad meget lig den dobbeltmoral, som den danske lovgivning rummer: Sexkøb er skadeligt, og alligevel legalt, og staten får oven i købet skattepenge ind via udnyttelsen, som den så samtidig bør stå klar til at afhjælpe via sociale tiltag og handlingsplaner. Hvis du er forvirret på et højere menneskerettighedsplan er det fuldt forståeligt! For hvorfor dog ikke agere forebyggende, for at forhindre at skaden sker?

En kamp for retten til at skade andre ved at købe sex og for at beskytte retten til at tjene penge ved at lade sig ødelægge i prostitution. Det er ikke min rettighedskamp.

(Bragt i Jyllands-Posten d. 4. februar 2008, som talsperson for 8. marts-initiativet)