I lørdags læste jeg i Politiken en lille notits om det skæbnesvangre baghold i Al-Hartha i Irak d. 14. maj 2007, der kostede den 20-årige soldat Henrik Nøbbe livet. Det blev problematiseret (af bl.a. SF) at bataljonschefen sendte sine soldater tilbage for at redde et udbrændt køretøj, hvilket i øvrigt viste sig umuligt. Selve den sag vil jeg ikke gøre mig klog på. Der er nu engang enorm forskel på at sidde foran sin pc og så at være i kamp i Irak.

Men den retorik som HOK (Hærens Operative Kommando) brugte til at forsvare bataljonschefens afgørelse vakte genklang.

Her udtalte oberst Henrik Sommer, chef for operationsdivisionen i HOK:

I bagklogskabens klare lys er der altid nogen, der kan komme frem til en anden konklusion. Men det er egentlig uinteressant, om beslutningen er rigtig. Han (bataljonschefen) træffer den ud fra de oplysninger, han har. Det er den rigtige beslutning, fordi han træffer den. Hvis de taktiske førere er handlingslammede, risikerer de at miste soldater.

Jeg anfægter ikke, at man militært må operere med en anden ‘verbal’ logik for netop, at kunne klæde folk på til at træffe livsafgørende beslutninger, som så i andre tilfælde kan redde liv (dette bør dog ikke bremse principielle diskussioner, der kan bruges fremadrettet).

Men det slog mig så, at jeg havde hørt noget lignende før – og ovenikøbet fra landets statsminister Anders Fogh. Lad os for et øjeblik gøre noget ufint, og lade Fogh føre ordet. Så lyder det lige pludselig således:

I bagklogskabens klare lys er der altid nogen i oppositionen, der kan komme frem til en anden konklusion. Men det er egentlig uinteressant, om min beslutning er rigtig. Jeg træffer den ud fra de oplysninger, jeg har. Det er den rigtige beslutning, fordi jeg træffer den. Hvis jeg som statsminister er handlingslammet, risikerer jeg ikke længere at kunne spise frokost med min gode ven George Bush.

Og så behøver vi naturligvis ikke at undersøge grundlaget for beslutningen om uden FN-mandat, at lade landet deltage i angrebskrigen mod Irak – et andet syn på dette er blot snik snak – som klart kan afvises – for der er ikke noget at komme efter – nul, ja så meget, nul – og skal vi nu ikke hellere se fremad – nu er vi jo (næsten) ude.