Danmarks befrielsesaften 4. maj – og så en filmanbefaling

Mother of mine
Det var fredag d. 4. maj 1945, at det i dansk radio oplystes at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig – Danmarks befrielse af nazismens åg var en realitet. Det er en betydningsfuld dato i dag, også for ældre i min familie, som jeg nu sender en kærlig tanke.
Hør frihedsbudskabet her: Museumsbutikken

Den historie kender de fleste. Derfor benytter jeg lejligheden til at slå et slag for en finsk film, omhandlende et aspekt af 2. Verdenskrig som de færreste kender nøje til. Nemlig de finske krigsbørn, godt 70.000 i alt som blev evakueret til det krigsneutrale Sverige. Filmen hedder Mother of Mine (Äideistä parhain), er fra 2005 og instrueret af Klaus Härö. Den er virkelig værd at se. Også hvis man ikke selv har børn, hvilket dog hjælper på oplevelsen. Jeg lejede den som favorit i Blockbuster, hvor den stadig kan fås. (Så blev det også til lidt reklame).

Nu er mørket faldet på, så jeg vil straks sætte et lys i vinduet.