[CENSUR]
I denne tid trækkes der flere masker af de borgerlige. For Eva Kjer Hansen, Brian Mikkelsen og Louise Frevert er sandheden så absolut ilde hørt.
På Frederiksberg kan man dog også se de sande politiske ansigter. Venstre ville efter Frank Grevil-mødet have politisk censurering af ytringsfriheden.
I første omgang fik man ikke støtte af borgmester Mads Lebech (K), men han bevægede sig i en gråzone, hvor ytringsfriheden kunne gradbøjes efter det politiske flertals velbefindende.
Lebechs kanon
Og minsandten om ikke Lebech nu på uigennemtænkt vis har indført politisk arrangements-censur overfor folk med en verserende retssag og tidligere dømte, samt har givet Hovedbiblioteket, der afholdt mødet, en mundkurv med næse på.
Lebech advarede først mod et politisk tribunal, men med denne magtfuldkomne opvisning er der reelt ingen forskel. Det bliver spændende at se, om samrådet med Kulturministeren viser, at man er i strid med loven.
Apropos kulturministeren, virker det som, at Lebech ikke vil stå tilbage. Han vil have sin egen kanon over bandlyste personer.
Politisk censur
For borgerne i kommunen er det trist, at man fremover må sige nej tak til møder med bl.a. Nelson Mandela, Lech Walesa, Aung San Suu Kyi, Solsjenitsyn, Berlusconi – og hvis spritkørsel gælder med – George Bush, Per Stig Møller og ikke mindst Hans Engell. En ny selskabsleg er opfundet: ‘Find selv på navne til den store Frederiksberg-kanon.’
Lebech afviser på forhånd kommunale debataftener med Jønke, Kurt Thorsen og Hitz-ut-Tahrir, og har dermed fra politisk side sat en grænse for, hvor og hvordan ytringsfriheden kan komme til udtryk. Kort sagt: politisk censur.
Man må aldrig glemme, at fængslede, tidligere afsonere og personer dømt i flere instanser, stadig har en beskyttet ret til at ytre sig. Lad mig præcisere:
Jeg ville selv være stærkt kritisk overfor kommunalt støttede arrangementer, med titlen “Jønke – sådan planlægger du et drab” eller “Hitz-ut-Tahrir støtter terrorisme” eller “Thorsen underviser i dokumentfalsk”.
Men hvis et møde på biblioteket eller Rådhuset ellers levede op til de nedskrevne overordnede principper om aktualitet og debat, da bør politikere holde nallerne væk.
Brixtofte-foredrag om vin
Politisk censur er en meget farlig glidebane, som politikere bør vare sig for at træde ind på. For hvordan adskiller man det fra politisk observans?
Teoretisk kunne man godt forestille sig et arrangement i kommunalt regi, hvor man hørte Jønke fortælle om rockerkrigen, Thorsen tale om fængselsvold, Hitz-ut-Tahrir diskutere islam – og som gennemført – Grevil tale om offentligt ansattes ytringsfrihed. Eller med tiden Peter Brixtofte holde et foredrag med titlen “God vin er sundt for kroppen”.
I sådanne tilfælde skal jeg nok holde min politiske observans for mig selv, for som det primære at bakke op om demokratiets grundsten – ytringsfrihed.
(Information 17. oktober 2005)