SF ved Holger K. Nielsen opfordrede/krævede d. 10/1 i et spm. til udenrigsminister Per Stig Møller, at han skulle arbejde på en international sportsboykot af Iran, der som meget markant konsekvens ville betyde at Iran ikke kunne deltage ved VM i fodbold. Læs videre Skal sportsboykot løse diplomatiske kriser ?
Kategoriarkiv: UDENRIGSPOLITIK
Regeringens demokratiske underskud
Bliver i dag nødt til, at bringe Villy Søvndals stærke kronik fra dagens Politiken:
Regeringens demokratiske underskud
Det danske demokrati er under pres. Ikke fra islamistiske fanatikere,
men fra langt mere nærværende og langt mere magtfulde kræfter. Der er
grund til at råbe op nu. Og der skal råbes højt. Vi tager i den grad
demokratiet for givet, at mange ikke længere forestiller sig, at det
kan trues indefra, men kun udefra. Det er en stor og alvorlig fejl.
Lad mig give seks eksempler på konkrete forhold, som danner baggrund
for min påstand. Læs videre Regeringens demokratiske underskud
Victor D. Hanson – når historikere fører politik og sælger kopper
I Danmark er historikere der politiserer ikke så hyppige, men i USA oplever man en helt anden udgave af ‘udadvendt forskning’. Victor Davis Hanson er i udgangspunktet antik-historiker, og det er da også her jeg har stiftet bekendtskab med ham, men med en udvikling henimod generel krigs-historie og USA’s kamp mod terrorisme. Læs videre Victor D. Hanson – når historikere fører politik og sælger kopper
Tænd et lys for demokraterne i Hviderusland
Jeg er stum af respekt for oppositionspolitikerne og demonstranterne i Hviderusland 
som trodser tyrannen Lukasjenko, og hans KGB-politi. Alt hvad vi herhjemme kæmper for, blegner totalt når almindelige mennesker med hjertet oppe i halsen trodser et demonstrationsforbud, og ikke bare for en nat, men også i morgen og overmorgen går på gaden. Får vi en Orange-revolution nu? Nej, desværre nok ikke denne gang, men udviklingen peger derhen. Læs videre Tænd et lys for demokraterne i Hviderusland
De radikale og Wallait Khan
Min personlige respekt for Wallait Khans politiske virke kan ligge i min baglomme. At han ikke rummer formatet til at bestride selv de enkleste poster er vist evident. Man foranlediges til at tro at han er “in it for the money”. Læs videre De radikale og Wallait Khan
Og navnet er? – om USA’s svar på Frank Grevil
Per Clausen (PC) får d. 30/11 bragt et længere referat af bogen Imperial Hubris. Why the West Is Losing the War on Terror (2004). Forfatteren angives korrekt til at være anonym, men det ville ikke have taget PC lang tids net-søgning at finde ud af at det i virkeligheden er CIA-officeren Michael Scheuer (MS) og at denne demaskering har været vidt debatteret i USA siden afsløringen d. 2/7 i The Boston Phoenix.
Anonymiteten var ikke selvvalgt, men et resultat af hemmelige regulativer for CIA-ansatte. Bogen er i særdeleshed interessant eftersom MS som CIA-ansat, siden midten af 80’erne har været i hælene på Osama Bin Laden og efter 9/11 var specialrådgiver i CIA’s Bin Laden-enhed. MS er altså en indsigtsfuld kilde til forståelse af Bin Laden. Jagte ham kommer han dog ikke længere til, eftersom MS indgav sin opsigelse til CIA d. 12/11. Indtil videre kan der kun gisnes om, hvorvidt opsigelsen er selvvalgt eller et resultat af pres fra CIA, der i givet fald betragter MS på samme måde som Forsvarets Efterretningstjeneste ser på Frank Grevil. MS står dog for nuværende ikke over for en straffesag.
(Information 4.-5. dec. 2004)
Jeg er pivstolt over at være SF’er
Netop hjemkommet fra mit første Landsmøde, sidder jeg nu og er træt, og velsagtens lige så uparfumeret som alle de andre der tillige valgte at svede i flok. Men jeg kan ikke falde til ro, for inden i sprudler jeg af energi. Det skyldes at jeg for første gang nogensinde har oplevet at få våde øjne af henholdsvis store politiske visioner, en vidunderlig mangfoldigheds-happening og fællessang (som der dog godt kunne have været mere af). For en studerende på 27 der først sent har fundet ud af at SF var det rigtige parti på venstrefløjen, virker det helt berusende at få fejet al tvivl til side, hæve hovedet og føle at SF er mit parti der som en hjemvendt bror eller søster pludselig dukker op i horisonten.
Forklaringen på dette rummer flere aspekter: Først og fremmest finder jeg at det er udtryk for stor styrke, at partiet så tydeligt holder fast i det socialistiske grundlag der som et modsvar til gold kapitalistisk egoisme fremstår mere væsentlig og mere nødvendig i dansk og international politik end længe set. Samtidig er det også en styrke at partiet både i forbindelse med udarbejdelsen og diskussionen af det nye Princip- og Perspektivprogram har åbnet op for en genformulering og på nogle områder en opdatering, af de socialistiske værdier og mål.
Det betyder nemlig at SF inden for rimelighedens grænser, rummer og tillader en diversitet. Denne er indenfor nogle emner aldersbestemt, men er i lige så høj grad et spørgsmål om holdninger. Jeg mærker dette når jeg på enkelte punkter føler mig mere basissocialistisk og på andre mere konservativ (ikke at forstå som reaktionær), end både ældre, jævnaldrende og yngre medlemmer.
En af mine motivationsgrunde for at melde mig ind i SF var at jeg ville et parti der kunne kombinere det visionære og det pragmatiske. Af de to dele var det på Landsmødet heldigvis (og ikke så underligt) visionerne der var mest fremherskende og stod højest i hierarkiet. Selvom pragmatikken selvfølgelig lever videre i det politiske arbejde (uden dog at blive til den opportunistiske slags), finder jeg alligevel at det er mere rigtigt at kalde SF for et ‘visionært handlingsparti’. Jeg håber at både MF- og HB’ere vil arbejde videre i det visionære spor, på en sådan måde at der ikke til nogen tid skal være belæg for at kalde SF for et ‘brokkeparti’. Naturligvis skal regeringen, og andre partier på vildspor, kritiseres helt ned til sokkerne, men det skal altid (når det er muligt) følges op af en anden vision. Man kunne kalde det for et – “Ingen kritik uden vision”-kodeks, som de højtplacerede skulle leve op til. Lidt for sjov kunne man foreslå en bødekasse i Folketingsgruppen. Som fodboldspilleren der skal betale en symbolsk tier hvis han kommer til træning uden benskinner, skal MF’erne gøre det samme til partikassen (eller julefrokosten), hvis man oplever disse udtale sig kritisk, uden at lade det følge af et andet og selvfølgelig bedre løsningsforslag.
Partiet skal ligeledes have ros for at åbne op for store principielle udenrigspolitiske spørgsmål, der for mange er særdeles komplekse og følelsesladede. NATO, EU, de fire forbehold og fremtidens sikkerhedspolitiske Europa skal diskuteres grundigt igennem i SF. Netop derfor er det så vigtigt at det er SF selv der sætter dagsordenen for den kommende debat og ikke hverken pressen eller regeringen. I dette er partiet kommet godt fra start, men debatten skal internt præges af klare udmeldinger, der samtidig rummer en nuancerethed som sikrer at partiet ikke ryger i den dogmatiske grøft. I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at påpege, at det er en fare hovedløst at sætte Bush-administrationen lig med USA. Til tider glemmes det at der også er et andet og meget kritisk (intellektuelt og ikke-nationalistisk) USA, der bl.a. er i gang med at mobilisere sig til valgkampen i november 2004. Vel vidende at svaret kræver en grundig analyse, vil jeg da alligevel spørge hvad der gavner demokraternes kamp mest, og ikke giver Republikanerne de bedste kort på hånden: At Europa vælger en sikkerhedspolitisk rute med øget isolering og afstandtagen fra USA eller ej? Den nuværende amerikanske ledelse skal til stadighed kritiseres hårdt, men det er vigtigt for Europa og resten af verden at den europæiske sikkerhedsprofil opstilles som et alternativ til USA’s og ikke som en modpol.
Eftersom partiet ikke øses til af ros i medierne, kan det passende gøres her for det fortjener det altså. Jeg er pivstolt over at være en del af SF og vil med sikkerhed knejse med nakken og sige: “Jeg er SF’er”, når der er nogen der spørger. Ligeså vil jeg glæde mig til at se det endelige Princip- og Perspektivprogram, som uagtet at der kan herske lidt uenighed om hvem det henvender sig til, kan være med til at give mig en guideline. Det vil være det rød/grønne garnnøgle jeg ruller ud for at sikre at jeg altid kan finde tilbage, når jeg skal overbevise venner og bekendte om, hvad der skal stemmes og gøres for at ændre verden og dagens Danmark til det bedre.
Det har jeg tænkt mig at gøre og jeg håber meget at andre følger trop, ikke bare i medierne men tillige i den nære dagligdag. En ting er sikkert – vi ses til næste Landsmøde.
(Artikel bragt i SF’s medlemsblad – Folkesocialisten)
SF og sikkerhedspolitikken
På det nyligt gennemførte landsmøde blev partiets nye Princip- og perspektivprogram (PP) vedtaget. Et af kardinal-punkterne var hvilken grundholdning SF skulle have til NATO-samarbejdet og hvordan dette så skulle formuleres i PP. Som medlemmerne ved selvsyn vil kunne konstatere når den endelige version af PP sendes ud (kan ses på hjemmesiden), betød afstemningsresultatet at SF i tråd med tidligere principholdninger vil arbejde for at Danmarks politik skal søge mod en afvikling af NATO, men indtil det evt. sker, i hvert fald være præget af ønsket om at NATO hverken får udvidet sit operationsområde eller får en øget global rolle.
Denne principielle beslutning kan ikke skilles fra lige så påtrængende visionstanker omkring EU’s sikkerhedspolitiske rolle i fremtiden, som vil præge både den centrale og lokale debat i partiet frem til det ekstraordinære EU-landsmøde d. 25.-26. okt. Her skal der fastlægges partiholdninger til bl.a. det sikkerhedspolitiske EU-samarbejdes mål og midler som en konsekvens af en stillingtagen til forsvarsforbeholdet. Disse spm. vil utvivlsomt være i stand til at splitte medlemmerne, som det allerede viste sig på landsmødet, hvor PP-redaktionsudvalget velsagtens kunne blive enige om at NATO stod i en kritisk situation, men ikke om hvorvidt det skulle føre til en afvikling eller en reformering. Ligeså kom splittelsen til udtryk da det kun var et snævert flertal af SF’s hovedbestyrelse der ville stemme for at DK skulle ratificere den nye NATO-udvidelse med de syv østeuropæiske lande.
Foran os ligger der kort sagt en række af vedrørende problemer, som endskønt de er komplekse, snarligt må mødes af velgennemtænkte SF-svar. Disse svar skal være tydelige i formuleringen og klare i budskabet. Til forskel fra det der var tilfældet inden Irak-krigen, hvor SF’s politik på trods af at Holger K. fik markeret sig flot, havde et element af fuldstændig legitim ’legen struds’. I perioden før og under indgrebet foretaget af USA og ’the coalition of the willing’ indeholdende DK, kunne Holger K. m.fl. ’nøjes’ med at påpege at SF ikke ville støtte en intervention uden samtykke i FN’s sikkerhedsråd, på trods af at en sådan enighed vel nærmere er en nødvendighed end en determinant for SF’s politik. Da det tidligt stod klart at enigheden ikke ville blive fundet, behøvede SF ikke at kaste kortene på bordet og fortælle hvilken position man ville vælge i den situation at sikkerhedsrådet fandt fodslag. Spørgsmålet er naturligvis helt kontrafaktisk, og kan ikke besvares. Taktiske årsager gjorde altså at SF kun holdt sig til FN-kortet, hvilket i situationen var fuldt forståeligt. Men strudsen bliver nu nødt til at hæve hovedet og tydeligt melde ud hvordan problematikker som dem jeg efterfølgende vil præsentere skal tackles.
Den Atlantpagt (NATO) som Danmark d. 24/4-1949, efter sammenbruddet af de aldrig realistiske skandinaviske forsvarsforhandlinger, var blandt de 12 oprindelige underskrivere af, må i dag siges at stå i et svært fremkommeligt vadested. Som en nordatlantisk organisation fremstår navnet som en anakronisme og det er vel et faktum at NATO i dag,
mere end nogensinde før, hviler på USA og at de europæiske medlemmer virker splittede. De interne beslutningsproble-mer sås under krigen i eks-Jugoslavien, hvor de hvad der skulle vise sig at være for sent gennemførte luftbombarde-menter (30/8-14/9-1995) af de bosniske serbere, først gennemførtes efter at den hollandske FN-deling blev smidt ud af Srebenica og ca. 7000 mennesker efterfølgende blev henrettet (7.-11/7-1995). Grundlæggende kom indgrebet også kun som en konsekvens af at USA besluttede sig for det. Som det ser ud nu kræver bevarelsen af NATO en grundig reformering, hvor koldkrigs-spøgelset ikke går igen og hvor ansvaret og indflydelsen deles ud så alle medlemmer kan være allierede uden forbehold. Dette er en nødvendighed hvis NATO som nogle mener, ydermere skal omformes til en opsøgende organisation og ikke bare en forsvarsorganisation.
Man kunne også vælge at kaste håndklædet i ringen og erklære NATO for stendød (hvad den da evt. også er), og i stedet satse på det europæiske sikkerhedssamarbejde. I et sådant vil SF med sikkerhed arbejde imod oprettelsen af den europahær som ingen endnu kender den fulde vision for, mens der vil være mere diskussion om partiets stillingtagen til de
humanitære, fredsbevarende, krisestyrende og fredsskabende opgaver som blev formuleret ved, og fik navn efter Petersberg uden for Bonn i juni 1992. Disse opgavers løsning kræver ifølge unionstraktaten en udrykningsstyrke på 60.000 mand der skal kunne rykke ud inden for to måneder i de europæiske nærområder, som er defineret som en arbejdszone på 4000 km fra Europas ydergrænse. For SF vil hovedproblematikken være om man skal acceptere
at DK deltager i fredsskabende eller kun fredsbevarende aktioner. Under alle omstændigheder vil det kræve en ændring af forsvarsundtagelsen, vedtaget ved folkeafstemning.
Når det så er sagt kan man ikke komme uden om at EU står sikkerhedspolitisk meget splittet og at det derfor kan vise sig at være svært at finde grundlæggende enighed. Det er værd at notere sig at EU’s uafhængige institut for sikkerhedsstudier (EUIIS) i sit nyhedsbrev fra april tydeligt melder ud at de fælles politiske prioriteringer og konfliktsyn skal foreligge i EU før arbejdet kan komme nogen vegne. Før EU finder fodslag og derved undgår at enkeltlande som DK indgår bilaterale aftaler med USA, der som kiler er med til at splitte EU, vil USA til stadighed være superhegemonen som vi andre retter os ind efter. Men hvis EU står samlet om sin sikkerhedspolitik vil USA lytte lige så meget til EU’s høje repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), Javier Solana som til handelskommissæren Pascal Lamy der har noget der ligner et samlet Europa bag sig.
Men specielt Danmarks venstrefløj må se i øjnene at det er nødvendigt at have USA med i det sikkerhedspolitiske samarbejde, og at EU’s politik skal fremstå som et alternativ til USA og ikke som en modpol, for det er verden ikke tjent med. Vi må se nuanceret på USA og anerkende at der er mere end rabiate fundamentalister og nykonservative, og derfor
fæstne vor lid til de amerikanerne der ønsker en udadvendt demokratisk USA-politik. I SF ved vi alle at social retfærdighed via bistands-, handels og diplomatisk politik er den bløde, civile sikkerhedspolitik der langsigtet er en nødvendighed for en bedre verden, og derfor konstant skal mejsles ind i hovederne på de der ser anderledes på det. Men alligevel skal vi jo også kunne forholde os til den hårde, militære og mere kortsigtede sikkerhedspolitik. Og her risikerer vi i SF at ende i en selvmodsigelse, hvis vi for det første vil af med NATO, og for det andet kun vil en begrænset EU-styrke. Det efterlader nemlig USA som en eneaktør der skal påvirkes fra gang til gang i FN og vi kan vel ikke sætte hele vores lid til en verdensorganisation, der omend yderst nødvendig hyppigt får udstillet sine begrænsninger og derfor trænger til en reformering. Ligeså virker tanker omkring en udbygning af, og et øget mandat til OSCE endnu meget diffuse.
Hvilken international organisation skal da kunne rykke ud som fredsskabende aktør på verdensscenen hvis vi oplever en diktator der beslutter sig for aggression? Da jeg d. 19/5 ved et sikkerhedspolitisk arrangement på Borups Højskole stillede et lignende spørgsmål til Pernille Frahm, svarede hun at trusselsbilledet i dag var den asymmetriske terrorisme. Det er for så vidt rigtigt, men historien viser at svage sjæle med det samme udnytter at verdens øjne er rettet mod andre brænd-punkter. Som i koldkrigstiden kan truslen om angreb være fredsbevarende, når det blot det ligger på et sådant niveau at vi ikke ryger ind i sikkerhedsdilemmaet, hvor sikkerhed for nogle stater kan betyde mindsket sikkerhed for andre. Denne problematik ser desværre ud til at dukke op i forbindelse med det amerikanske missilforsvar, som EU bl.a. grundet den danske regering får svært ved generere en samlet modstand imod. SF går under alle omstændigheder ind i en udfordrende periode frem til vedtagelsen af valgprogrammet for Europaparlamentsvalget i 2004.
(Artikel trykt i medlemsbladet for SF-Indre by)