Bliver i dag nødt til, at bringe Villy Søvndals stærke kronik fra dagens Politiken: 
   
   Regeringens demokratiske underskud
   Det danske demokrati er under pres. Ikke fra islamistiske fanatikere,
   men fra langt mere nærværende og langt mere magtfulde kræfter. Der er
   grund til at råbe op nu. Og der skal råbes højt. Vi tager i den grad
   demokratiet for givet, at mange ikke længere forestiller sig, at det
   kan trues indefra, men kun udefra. Det er en stor og alvorlig fejl.
   Lad mig give seks eksempler på konkrete forhold, som danner baggrund
   for min påstand.

   For det første: Statsminister Anders Fogh Rasmussen har i mere end to
   år ikke afgivet ét eneste interview til noget dansk medie om krigen i
   Irak. At Danmark er involveret i en krig og i en besættelse,
   medvirkende årsag til en de facto borgerkrig, samt selv har øget
   risikoen for at gøre Danmark til et mål for terror, er åbenbart ikke
   grundlag for at belemre befolkningen med sine vurderinger.

   Statsministeren har fået 21 forespørgsler fra etablerede danske medier
   om Irak-krigen siden marts 2004. Det er efter min mening beskæmmende
   få, og antallets lidenhed bør give journalist-standen i Danmark en
   besk smag i munden. Men det ændrer jo ikke ved det faktum, at Fogh har
   haft 21 muligheder for at afgive et interview om Irak. Statsministeren
   har desuden fået mere end 250 henvendelser fra én Cavling-prisbelønnet
   journalist om samme emne. Det er blevet ham nægtet. Statsministeriet
   skriver direkte til Ombudsmanden – efter en klage over de mange
   ubesvarede interview-forespørgsler – at man (statsministeriet) har
   valgt en “tavshedens strategi” i forhold den pågældende journalist.
   *(se note)

   Tillad mig at minde om, at Fogh trods alt er statsminister og øverste
   ansvarlige – Commander in Chief – som Foghs ven, George W. Bush, ville
   sige. Og tilmed også er minister for pressen. Men altså nægter at
   afgive et sammenhængende interview om det forhold, at vi er i krig.
   Det er intet mindre end en skandale og alle demokratiske alarmklokker
   burde bimle – selv hos Venstre og på Jyllands Postens redaktionsgang.

   For det andet: Der kom for nylig en undersøgelse af de politiske
   partiers mediedækning. Den viste, at regeringspartiet Venstre får
   langt den største del af opmærksomheden i danske mediers dækning af
   politik. Ikke alene har landets største og regeringsbærende parti
   altså langt den største andel af spaltepladsen. Som ovenfor påpeget
   kan Venstre og Statsministeren også selv vælge, hvad den vil i pressen
   med. Det er gunstigt for Venstre og regeringen, men meget lidt
   gavnligt for demokratiet.

   Vi så det tydeligt i forbindelse med beslutningen om, hvorvidt Danmark
   overhovedet skulle deltage i Irak-krigen. Her var der indkaldt til
   partileder-runde på TV, samme aften som det mindst mulige flertal i
   Folketinget havde vedtaget den danske deltagelse. Men Fogh sagde nej,
   hvorefter Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgaard fulgte trop. Og så opgav DR
   at lave en partilederrunde om den største udenrigspolitiske beslutning
   i årtier.

   Det er et voldsomt demokratisk problem at Fogh kan vælge “tavshedens
   strategi” og undgå at komme i situationer, hvor han risikerer kritiske
   spørgsmål eller være i mand-til-mand situationer med oppositionen for
   åben skærm.

   For det tredje: Danmark mangler én eller flere demokratiske
   kontrolfunktioner. Som det er i dag, kan Folketinget udøve kontrol med
   magten, blandt andet ved at stille spørgsmål til ministrene. Det har
   jeg som bekendt gjort flittigt – og ikke uden grund. Men jeg har også
   måttet erfare, at kvaliteten af besvarelserne dagligt når nye
   lavpunkter. Bedst som man tror, at nu kan det ikke blive dårligere,
   udviser ministrene en ufattelig opfindsomhed i at udvide enhver
   almindelig forestilling om tomhed og tomgang.

   Derfor mangler Danmark et niveau mellem de såkaldte § 20-spørgsmål (i
   Folketingets forretningsorden) og egentlige kommissioner. Jeg synes vi
   har brug for en høringsinstitution, hvor f.eks ministre – ligesom vi
   kender det fra USA – skal svare under vidneansvar og i realiteten kan
   spørges om alt der vedrører emnet.

   I forbindelse med Irak-krigen krævede SF en uvildig undersøgelse. Det
   nægtede det politiske flertal os. Som et figenblad lavede regeringen
   en såkaldt “høring”. Men den bestod i at statsministeren og
   udenrigsminister Per Stig Møller kunne komme, levere et
   embedsmands-oplæg, og derefter gå igen, uden på noget tidspunkt at
   være bragt i en situation, hvor de risikerede et kritisk, ubehageligt
   eller uventet spørgsmål. Det havde intet med en høring at gøre, det
   har intet med demokrati at gøre – det var og er en farce. En farce som
   man gladeligt lod sig være statist i fra Radikal, Socialdemokratisk og
   Kristendemokratisk side. SF valgte derfor – sammen med Enhedslisten –
   at stille spørgsmål til Fogh i Folketingssalen i stedet. Ét sted
   skulle Fogh ikke slippe af sted uden kamp til stregen.

   For det fjerde: At terror er blevet én af vor tids helt store
   problemer og udfordringer – om ikke andet så på grund af den frygt og
   angst terror skaber – er hævet over enhver tvivl. Men i en række lande
   – med USA og Storbritannien som skræmme-eksempler – er denne trussel
   mod demokratierne blevet besvaret med en lovgivningsmæssig
   undergravning af det selv samme demokrati, som vi burde beskytte.

   Med regeringens og Lene Espersens udspil til ny terrorlovgivning, er
   et flertal i Folketinget parate til at sidde alle advarsler fra
   internationale organisationer, fra førende universitetsforskere, fra
   borgerrettighedsforekæmpere, fra advokater, dommere og deres
   organisationer – og såmænd også fra politiet – samt ikke mindst fra
   oppositionen, overhørig. Selv langt ind i de borgerliges egne rækker
   er der protester, men al modstand tromles ned. Man svækker demokratiet
   og borgernes retssikkerhed, uden at have den mindste sikkerhed for, at
   man med initiativerne beskytter danskerne bedre mod terror.
   Symbolpolitikken får forrang for såvel fornuft som demokrati.

   For det femte: I forlængelse af den såkaldte Grevil-sag, hvor en
   efterretningsagent lækkede nogle fortrolige oplysninger, som afslørede
   at regeringen talte mod bedre vidende i dens begrundelse for at
   deltage i krigen i Irak, er der nu udsigt til, at to danske
   journalister samt chefredaktøren fra Berlingske Tidende – som bragte
   historien og de lækkede papirer – nu risikerer fængsel. I lighed med
   Frank Grevil selv, som er blevet idømt 4 måneders fængsel.

   I forlængelse af de nye og demokratisk dybt problematiske
   terrorlovgivninger, der hærger den vestlige verden, sidder flere og
   flere journalister i Europa nu sigtet for at have offentliggjort
   oplysninger, som myndighederne ønsker forseglet. Dét giver bl.a det
   problem, at kontrollen med magten og trykke- og pressefriheden er
   truet.

   Dette burde virkelig få den samlede journalist-stand på benene. Det
   burde få de intellektuelle på barrikaderne. Det burde sende rystelser
   gennem universitetsmiljøerne. Desværre er der påfaldende tavst, og den
   udbredte intellektuelle dovenskab eller tilfredshed med tingenes
   tilstand, er i sig selv den største fare for demokratiet. For at
   statsmagten forsøger at udvide sin magt og nedtone eller decideret
   undertrykke uønsket viden, er jo grundbogspensum. Så det er tavsheden
   fra dem, der kunne og burde være vagthunde, magtens kritikere og
   intellektuelle udfordrere, der er det virkelige samfundsmæssige og
   demokratiske sygdoms- og svaghedstegn.

   For det sjette: Den store og principielle diskussion, der sporadisk
   nåede at stikke hovedet op under Muhammed-krisen – altså inden Fogh
   druknede den i indenrigspolitisk fnidder og fra sin høje hest satte
   får og bukke-prædikater på andre – afslørede det enorme demokratiske
   hykleri der findes hos mange borgerlige politikere og meningsdannere.
   De forsøgte at holde hele Irak-krigens demokratiske underskud og
   terrorlovgivningens ditto ud i strakt arm, mens de omkostningsfrit
   kunne nøjes med at tordne mod Irans præstestyre og Abu Laban. At de
   løb en åben dør ind i forhold til såvel befolkning som hos et enigt
   Folketing – fra højre til venstre – nedtonede ikke behovet for at
   rette fokus mod et alt andet lige temmelig overkommeligt
   fjendebillede, nemlig de reaktionære islamister. De er bestemt kritik
   værd. De skal bestemt tages alvorligt. Og jeg har selv leveret hård
   kritik i den retning. Men de højestråbende politikere og
   meningsdannere har været larmende tavse om Irak-krigens enorme afgrund
   af demokratisk underskud. Det er skammeligt.

   De virkelige demokratiske udfordringer, som ovenfor nævnt, er derfor
   stadig ikke kommet på dagsordenen. Der er stadig larmende tavshed om
   Irak-krigens manipulerede grundlag.

   Irak-krigens gru bliver omtalt, som om USA var alene i Irak. Problemet
   er bare, at Danmark er med. Men vi diskuterer det som om det ikke var
   tilfældet, og som om at vi derfor kan ryste forfærdelighederne af os,
   som “de andres problem”. Men det er ikke de andres. Det er vores. Vi
   må tage reelt ejerskab af vores medansvar, og indtil vi gør det,
   oprigtigt og alvorligt, står vores demokrati ikke alene svækket, men
   truet. Truet på den ene side af ligegyldighed og tavshed fra dem der
   burde kritisere, truet på den anden side af dem der har forvaltet og
   besluttet, så de med rette skulle kritiseres.

   Det er mig derfor komplet ubegribeligt, hvordan det kan lade sig gøre
   at Frank Grevil og nu også Berlingske-journalisterne skal stå til
   ansvar for at offentliggøre sandheden, mens magtens manipulatorer og
   usandhedsvidner kan gå fri. Det er et paradoks så himmelråbende, at
   ethvert menneske, der er optaget af retfærdighed, må tage sig til
   hovedet.

   SF har foreslået at offentligt ansatte skal kunne bryde
   tavshedspligten, hvis vægtige demokratiske interesser står på spil.
   Mulighederne for denne såkaldte “whistle-blowing” – altså at
   offentligt ansatte qua deres særlige viden og kompetence fra jobbet,
   skal kunne bryde deres embedes pålagte tavshedspligt – er simpelthen
   demokratisk nødvendigt.

   Ikke mindst i en tid, hvor sagkundskab forsøges truet og intimideret
   ihjel gennem bandbuller fra Folketingets talerstol om “smagsdommere”
   og “ekspertvælde”. Det er bydende nødvendigt i en tid, hvor skiftende
   ministre og medlemmer af Dansk Folkeparti slæber navngivne
   journalister igennem avisspalterne, fordi de har tilladt sig at stille
   kritiske spørgsmål. Og det er bydende nødvendigt at mennesker med
   viden af vital interesse for samfundet og demokratiet, tør bidrage til
   at få sandheden ud, når ministrene notorisk taler uden om eller vælger
   “tavshedens strategi”. Eller når de simpelthen nægter at mødes med
   kritiske journalister eller være i situationer med pressen eller med
   den politiske opposition, hvor det ikke er ministeren selv – og det er
   i særdeleshed Anders Fogh Rasmussen jeg sigter til – der har den fulde
   kontrol med begivenhederne. Det er – ærlig talt – noget pauvert, at
   have modet til at sende andre i krig, og så ikke engang have modet til
   at mødes med en kritisk journalist fra Ekstra Bladet.

   Handlede det bare om Foghs forfængelighed og manglende mandsmod, kunne
   vi jo nøjes med at trække på skulderen. Men det er jo desværre langt
   alvorligere end som så. Det er et demokratisk problem. Og det er at
   vende tingene fuldstændig på hovedet, når det gøres til en forbrydelse
   at forsvare demokratiet og handle i demokratiets tjeneste, når det
   rettelig burde være en forbrydelse at lade være. Og det helt bagvendt,
   når dem der taler sandt står sigtet eller dømt, men de der talte
   usandt og havde magten til at iværksætte ulovlige beslutninger, går
   fri.

   Situationen er derfor temmelig alvorlig. At pege på, at de
   demokratiske underskud er langt større i et utal af andre lande, er et
   usselt figenblad. Er vores ambition ikke større end såvel USA’s som
   Iraks når det gælder demokratiets nødvendighed? Netop Irak er
   vitterlig skoleeksemplet, fordi Irak-krigen – da alt sludderet om
   masseødelæggelsesvåben og Iraks medansvar for 11. september var pillet
   fra hinanden – blev forsøgt begrundet med henvisning til indførelse af
   demokrati, overholdelse af menneskerettigheder, krav om fri presse og
   de andre frihedsrettigheders indførelse, som den bestemte modpol til
   Saddam Husseins forbryderiske regime.

   I hele retorikken om civilisationskamp synes Vestens moralske og
   politiske overlegenhed at være båret af dette ene, at vi har
   demokratiet og intet er højere eller ved siden af dette. Hele George
   W. Bush’s politiske bagland er som besat af denne moralske
   overlegenhed, der med nødvendighed giver retten til at hugge enhver
   modstand ned for fode, samt ikke mindst, at kunne ikke bare gradbøje
   men også pervertere, de selv samme værdier, som man hævder at slås
   for. For målet helliger midlet. Den kurs er lige så fatal som den er
   hyklerisk.

   At en lang række demokratiske kræfter i totalitære samfund på den ene
   side håber på vestlig opbakning, men at de samme kræfter på den anden
   side må føle sig noget frustrerede over fremgangsmåden og Vestens
   moralske svigt, er både evident og forståeligt. Det giver bagslag i
   forhold til de kræfter i verden, som virkelig godt kunne have brug for
   demokrati og de højeste standarder. Men det svækker også de
   eksisterende demokratiske kræfters kamp for rettigheder vi anser for
   normale og som vi kalder universelle. Det er derfor ikke alene dybt
   beskæmmende at Vesten har videreført Saddam Husseins torturmetoder i
   Irak. Det er ikke alene dybt foruroligende, hvor mange gange civile
   irakere er blevet uskyldige ofre i brutale krigshandlinger. Det er
   ikke kun et spørgsmål om, at Irak-krigens foreløbige omkostninger på
   ca. 278 mia. dollars kunne have været anvendt langt bedre i fredens og
   oplysningens tjeneste. Det er også i detaljen, at vi finder den
   djævelske sandhed: Koalitionen – med USA i spidsen – køber irakiske
   journalister og irakiske medier til at bringe pro-amerikanske og
   koalitionsvenlige indslag. Midt i det påståede demokratiseringsprojekt
   korrumperer man pressen, og dét tegner sort for et eventuelt
   fremtidigt irakisk demokrati, hvis dets presse er til fals og kan
   købes til at please magthaverne, nøjagtig som de skulle under Saddam
   Hussein.

   Den virkelige bekymring bør derfor også ramme os selv. For hvad sker
   der med os selv, når vi lader demokratiet og de frihedsrettigheder og
   de værdier demokratiet bygger på, beskære efter de siddende
   magthaveres forgodtbefindende?

   Perspektiverne ved Fogh-regeringens måde at lede landet på er mange,
   alsidige og stærkt foruroligende. Den intellektuelle og den kritiske
   journalist efterlyses – med få markante undtagelser. For der er i den
   grad brug for et helt andet Danmark, hvor demokratiet ikke er
   reduceret til en vits, ikke er reserveret til skåltalerne eller ikke
   er noget man kan slippe af sted med at påberåbe sig som undskyldning,
   når man i demokratiets navn vil undergrave det selv samme demokrati,
   som man hævder at forsvare. Det bedste forsvar for demokrati er derfor
   at praktisere det. Det gør regeringen Fogh ikke – med alvorlige følger
   for både indre danske forhold og for Danmarks position i verden.

   * Der har desværre indsneget sig en beklagelig misforståelse i
   kronikken. Det var IKKE statsministeriet som betegnede sin egen
   praksis overfor journalisten som en “tavshedens strategi”, men det var
   journalistens egen beskrivelse af, hvad han mødte i kontakten med
   statsministeriet.