I Frederiksberg Bladet den 8. september omtaltes SF’s nyligt stillede parkeringsforslag. Det er vores tanke, at bilister uden beboerlicens der ønsker at parkere på Frederiksberg, skal købe en p-billet til 0 kr. for de første 2 timer. Vi har stillet forslaget fordi besøgende kan undgå betaling ved at stille p-skiven efter 2 timers parkering, og i SF finder vi det generelt sandsynligt at omgåelsen af parkeringsreglerne er øget med vedtagelsen af den nye parkeringsordning. Især fordi det økonomiske incitament til at flytte på p-skiven, herunder især for parkeringer ud over 4 1/2 time, er blevet øget. For en pendler med arbejdstid fra kl. 8 til kl. 16 kan betalingskravet nemt omgås ved at stille p-skiven kl. 10, 12 og 14.
Med en vedtagelse af SF’s forslag vil man både gøre det mindre nemt at udføre parkometersnyd, ligesom det vil medføre en fuld digitalisering af parkeringen, så den umiddelbart kan kontrolleres via nummerpladen. Hvem kan have noget mod dette? Jo, måske Steen Nielsen som i Frederiksberg Bladet den 15. september kritiserede forslaget.
Lad mig hertil bemærke følgende. I november 2014 gennemførte Frederiksberg Parkering en p-undersøgelse. Her oplyste 18 % af 227 borgere med bopæl uden for Frederiksberg, at de flytter på p-skiven. Forvaltningen mener dog at den reelle procentsats formentlig var betydelig højere. Undersøgelsen gentages i november 2015.
En ventilkontrol kan med stor sikkerhed fastslå, om en bil har været flyttet. Forvaltningen oplyser dog, at det er ganske ressourcekrævende for p-vagterne at foretage disse kontroller. Der er ca. 20.000 p-pladser på de ca. 95 km offentlige veje på Frederiksberg, hvoraf 1-2.000 pladser typisk er optaget af biler, der er parkeret ved brug af en p-skive. Det er helt urealistisk at gennemføre ventilkontrol på alle relevante biler adskillige gange dagligt over de 17 timer, betalingskravet gælder på en hverdag. Ventilkontrol foretages derfor typisk kun, hvor p-vagterne har en mistanke om misbrug.
Forvaltningen har oplyst, at Frederiksberg Parkering pt. tester motoriseret p-kontrol. En enkelt bil kan scanne ca. 1.200 nummerplader i timen og tage en række fotos af hver enkelt bil med GPS koordinater. Det afgørende spørgsmål bliver, om billeder taget med 2 timers mellemrum er så nøjagtige, at de kan erstatte en ventilkontrol – altså om domstolene vil anse en sådan dokumentation for tilstrækkelig godtgørelse af, at bilen ikke har været flyttet i den mellemliggende periode.
Steen Nielsen mener at det er besværligt for udefrakommende at benytte en af de 17 automater. Heldigvis kan en billet også købes via kommunens hjemmeside eller via SMS fra mobiltelefonen.
SF er ikke part i parkeringsforliget, og mener grundlæggende at udefrakommende bilister skal betale fra første minut der parkeres på Frederiksberg. Dette ændrer dog ikke på at vi fortsat konstruktivt vil arbejde for at mindske den del af bilismen på Frederiksberg som kan erstattes af andre transportformer.
(Bragt i Frederiksberg Bladet den 29. september 2015)