SF har taget masser af ansvar i regeringen. Men der er ikke blevet givet en disse fra i særdeleshed de radikale og ej heller fra Socialdemokraterne. Det skal man aldrig forvente i politik, men det har været dumt, al den stund at det har svækket regeringen som samlet hele. Men nogen er måske direkte tilfredse med at se SF forlade regeringen, og har måske fået det som de egentlig ønskede sig det. ‘Væk med venstrefløjsdødvægten så vi kan fordele nogen ministerposter’ har nogen formentlig tænkt.

Det er dog evident at det kræver træning at lære at være i regering, og det er meget svært at være debutant sammen med to garvede regeringspartier. Det tager tid at afkode den formel der både viser opbakning til regeringen og fremfører den selvstændige profil.
Man får tydeligvis intet forærende i landspolitik, men må kæmpe for hver en meter. Erfaring og hårdhed er her alfa og omega, mens man som regeringsbærende parti oparbejder den anciennitet der gør tingene lettere.

Sejre har som bekendt mange fædre, og SF måtte i alt overvejende grad dele disse meget. Nederlaget var derimod ingenlunde forældreløst – det hang SF nemlig i meget høj grad ofte på.
Regeringen har skabt flere gode resultater, men SF har som tredjehjul betalt den højeste pris for at dette ikke er blevet kommunikeret bedre ud. At vi har en presse domineret af borgerlige strømninger er evident, og det påvirker dækningen.

Hovedproblemet for SF har været, at vi på måde økonomiske og værdipolitiske områder adskiller os mærkbart fra RV og S. Når socialdemokraternes højrefløj oven i købet tydeligvis har været den primære kurssætter i partiet, er det klart at det vil give problemer for et socialistisk folkeparti.
Til tider synes der i regeringen at have været en tendens til at man kerede sig mere om hvordan man skulle genvinde magten, end om at bruge den mens man havde den. Det drejer sig især om de værdipolitiske dagsordener, om den for defensive økonomiske anlægsstyring og om abonneringen på et fra borgerligt hold defineret menneskesyn fx i forhold til arbejdsmarkedspolitikken. Desværre ser det kun ud til at blive værre med SF ude af maskinrummet. Mere konkurrence- og udbudsstat synes at være mantraet fra team Corydon.
Men RV og den bestemmende fløj af S mener rent faktisk at det er den rigtige politik, og dem der ikke deler denne holdning har endnu ikke været i stand til at rykke ved tingenes tilstand, eller har ikke turdet af frygt for deres karriere i et topstyret parti.

SF’s nye formand Pia Olsen Dyhr er kommet med stærke udmeldinger på felter der har gjort ondt på SF mens vi var i regering fordi vi ikke kunne rykke S og RV, og det viser at vi er på rette vej, og hun har fået da også fået massiv opbakning på det nyligt afholdte landsmøde.

Det er værd at konstatere, at der måske ikke i mange år har været så meget politisk spillerum i spændet mellem Enhedslisten og Socialdemokraterne. Vi har så mange muligheder for at gøre vores politiske visioner gældende, og Danmark har fortsat brug for et udogmatisk og resultatsøgende folkesocialistisk klima- og miljøbevidst parti på venstrefløjen, med et udsyn der går ud over landets grænse. Uden SF’s stærke stemme risikerer vi ihvertfald et endnu mere højredrejet Danmark – og desværre kan man nu på ingen måde betegne den nuværende regering som en centrumvenstre af slagsen.

(Bragt i Jyllands-Posten d. 17. marts 2014)