Ungdommen skal have sit eget råd

De unge på Frederiksberg får indflydelse på kommunens politik gennem et særligt ungdomsråd, som SF ønsker at oprette efter kommunalvalget.

Et ungdomsråd på linje med Ældrerådet og Integrationsrådet. Det foreslår SF Frederiksberg i partiets valgprogram til kommunalvalget.

– Frederiksberg får flere unge i de kommende år. Derfor skal byen åbne sig og give mere indflydelse til dem i forhold til de beslutninger, der tages på rådhuset. Vi undrer os over den lukkethed, kommunen praktiserer i forhold til de unge, siger spidskandidat Balder Mørk Andersen, SF Frederiksberg.

Han mener, at kommunens stive og bureaukratiske sprog skræmmer de unge væk. Derfor er de ikke med til at påvirke de beslutninger, der har betydning for deres liv i kommunen. Beslutninger som hvad der skal være af ungdomsboliger, skoler og fritidstilbud.

– Øget indflydelse til unge vil gøre Frederiksberg til et mere attraktivt sted at leve sit ungdomsliv. I dag drager mange unge til Københavns Kommune for at få de spændende oplevelser. Vi skal ikke konkurrere med København, men vi skal udfordre os selv og konstant forbedre forholdene for de unge, siger han.

SF har også nogle konkrete bud på, hvad der kan gøres for de unge. Et af forslagene er at oprette en produktionsskole, så også bogligt svage unge får mulighed for at tage en uddannelse på Frederiksberg.

– Vi vil arbejde for, at Frederiksberg får udvidet sine uddannelsestilbud, så der er noget til alle uanset etnisk baggrund og boglige forudsætninger, siger Balder Mørk Andersen.

(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg den 26. september 2013)