SF fremførte ved forhandlingerne om budget 2011 et forslag om at lave en ordning med fritidspas til børns deltagelse i fritidsaktiviteter. De børn vi havde i tankerne var dem, som vokser op i familier hvor der ikke lige er det nødvendige økonomiske overskud til den slags. Kort sagt, hvor et foreningsmedlemskab må vige til gengæld for mere daglige fornødenheder.
Budgetforligskredsen fandt til stor glæde for SF enighed om at afsætte 200.000 kr. i både 2011 og 2012 til ordningen. Den konkrete udmøntning af midlerne har været et stykke tid under vejs, men til glæde for de børn der nu kan se frem til at få lejlighed til at dyrke sport, er der senest blevet enighed om en model.
Målgruppen for projektet er udsatte børn og unge i alderen 6-18 år, bosiddende på Frederiksberg, der ikke har mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter på lige vilkår med jævnaldrende. De kan således siges at være i en ’gråzone’. For decideret stærkt udsatte børn, gælder det at de via familieafdelingen og den til familien tilknyttede sagsbehandler har mulighed for at få tilskud til fritidsaktiviteter.
Tildelingen er ikke kompliceret, men bygger udelukkende på, at en kontaktperson, der har direkte kontakt til barnet – det kan være en idrætslærer i skolen, en pædagog i klub eller SFO, foreningsguide, en boligsocialmedarbejder eller tilsvarende kontaktpersoner – gives mulighed for at udstyre barnet med fritidspasset. Det er således en stærkt tillidsbaseret ordning.
For SF er det netop pga. den slags tiltag, at vi går konstruktivt til budgetforhandlinger. For hvem ved – uden os til at tage hånd om den slags udfordringer ville det måske aldrig have set dagens lys.
(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg den 17. november 2011)