Drop dyre it-løsninger på Frederiksberg

Læs artikel i Frederiksberg Bladet d. 27. juli 2010 om SF’s forslag om at undersøge muligheden for billigere IT-løsninger på Frederiksberg:

Drop dyre it-løsninger

Artiklen bygger bl.a. på følgende pressemeddelelse:

SF: Spar på kommunens IT – skift til open source
 
SF foreslår at Frederiksberg Kommune nu gør sig grundige overvejelser omkring besparelser af borgernes skattekroner ved at skifte Microsoft-produkter ud med Open source alternativer. Her kan der både være tale om styresystemer, serverapplikationer og kontorpakker.

“Traditionelt har Frederiksberg Kommune været tæt knyttet til KMD’s IT-løsninger, og eftersom KMD traditionelt har haft en forkærlighed for Microsofts produkter, har kommunen måske hængt lidt i bremsen når det kom til alternativer på IT-området, udtaler Rådmand og politisk ordfører for SF, Balder Mørk Andersen.

Open source-programmer er gratis at benytte i og med at der ikke løbende skal betales licens for programmerne. Derudover opdateres de løbende af en verden af open-source-brugere, så de i dag fremstår modne og driftssikre. Både i administrationen, på skoler og i andre institutioner kunne der ifølge SF gennemføres besparende tiltag. Lignende tiltag er allerede gennemført i andre kommuner, med solide besparelser til følge.
 
“I SF mener vi, at det er bydende nødvendigt, at kommunen sætter sig for at kortlægge dette område for mulige besparelser. For først når vi får klarhed over hvor det kan spare og gavne, og hvor det evt. kan give problemer med fx kompatibilitet med andre programmer, mener SF at der bør stilles et egentligt beslutningsforslag, forklarer Balder Mørk Andersen.

SF vil således efter sommerferien, i første ombæring stille forslag om, at et eksternt konsulentfirma får til opgave at analysere og vurdere kommunens muligheder for at spare på IT-løsningerne.