(PM) Danmark – Nordens bordel

Norges flagSom det andet land i Skandinavien vedtager Norge på torsdag et forbud mod køb af sex

”Danmark er ved at blive til Nordens bordel. Det er næsten risikofrit at handle med mennesker i det her land. Når den norske lov træder i kraft, vil handlen med kvinder til prostitution helt sikkert eskalere i Danmark, og vi vil se endnu flere alfonser og menneskehandlere, der tjener på at udnytte fattige kvinder” siger talsperson for 8. marts-initiativet Balder Mørk Andersen. 

Tagstillingmand.dk”Vi hilser den nye sexkøbslov velkommen, men samtidig er vi yderst bekymrede over, at Danmark så vil være det eneste skandinaviske land, som ikke har taget det nødvendige skridt og kriminaliseret køb af sex” siger talsperson for 8. marts-initiativet Hanne Helth.

”Norske politikere har forstået, at det er nødvendigt at lovgive for at begrænse sexkøbernes antal. Sexkøberne er jo den eneste årsag til, at vi har kvindehandel i Danmark” udtaler Hanne Helth.
 
8. marts-initiativet som i år placerede debatten om prostitutions-problemet på alles læber, ønsker det norske folk tillykke med sexkøbsloven. Det foregår med champagne og taler foran Den Norske Ambassade, Amaliegade 39 i København, fredag den 21. november kl. 17.

Kontakt talspersonerne: Hanne Helth, 29 43 55 52 eller Balder Mørk Andersen, 26 14 04 65.
Læs mere om 8. marts-initiativet på www.tagstillingmand.dk

7 tanker om “(PM) Danmark – Nordens bordel”

  1. “Danmark er ved at blive til Nordens bordel.”
    Sikken gang udokumenteret vrøvl, hvad er der dog ved at ske med SF? Og hvis det så endelig gik sådan, var det da langt bedre at lovgive omkring bordeller, jvnf. http://www.s-i-o.dk/ og Seksualpolitisk Forum http://www.seksualpolitik.dk/myter.html#sexarbejde

    “Når den norske lov træder i kraft, vil handlen med kvinder til prostitution helt sikkert eskalere i Danmark.”
    Hovedparten af de prostituerede i Danmark er ikke handlede kvinder, og skulle dine pessimistiske fantasier blive virkelighed, ja så er handel med mennesker jo i forvejen forbudt – og kræver på ingen måde yderligere lovgivning, men derimod større politiindsats.

    Hvordan er SF’ere dog endt som Indre Missionske moralister?

    PER HOLM KNUDSEN – PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

  2. Nå det gik sandelig hurtigt! Nu få dage efter skriver du i Information, at Danmark ALLEREDE ER BLEVET et Nordens bordel. Har du stået og talt liderlige nordmænd m/k der er valfartet til Danmark i løbet af fredagen? Hvor mange var der?

    Balder stil dog op for Kristendemokraterne, det er der du hører hjemme!

  3. Til Per Holm
    Desto mere du kører den debatform, desto mindre chance har du for at få lødige svar.

    Information har skærpet min overskrift – men det er stadig sandt og har ingen reel betydning.

    At henvise til links fra prostitutionslobbyen svarer til at bede ræven vogte får.

  4. Hej Balder

    Nu ved jeg faktisk ikke rigtig, hvad du mener med “den debatform”, jeg stiller dig nogen saglige spørgsmål og kender i øvrigt ikke til nogen “prostitutionslobby”? Altså med mindre vi så kalder “8. marts-initiativet” for en anti-købesex-lobby?

    Men ok, et par spørgsmål som jeg ofte savner svar på er:
    1) Hvorfor kræver I ikke totalt forbud mod prostitution, når I nu er i mod prostitution?
    2) Pornografi, striptease, nøgenmodelfotos er jo også købesex, skal det også forbydes, hvis ikke, hvorfor så ikke?

    PER HOLM KNUDSEN – PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

  5. Til Per

    Svar på spm. 1) De danske politikere valgte i 1999 at afkriminalisere de prostituerede. Det var en rigtig beslutning. Hverken SF, 8. marts-initiativet eller såmænd andre partier ønsker at straffe folk der er socialt udsatte. Jeg ønsker en ansvarlig socialpolitik, der tager hånd om udsatte grupper. En samtidig kriminalisering ville svare til at skyde sig selv foden, og ville besværliggøre det opsøgende og sociale arbejde som er fundamentalt i arbejdet med mennesker i prostitution.

    Svar på spm. 2) Nej, mit og 8. marts-initiativets projekt handler om prostitution og ikke om pornografi. I øvrigt deler jeg ikke din opfattelse af at pornografi og striptease mm. svarer til købesex/prostitution. Det du køber involverer ikke på samme måde kropslig kontakt

    Det betyder dog ikke at jeg ikke rummer kritiske tanker om pornoindustriens arbejdsvilkår og evt. misbrug, skadesvirkninger ved filmarbejde mm. Samtidig er det evident at miljøet oftest flyder sammen på stripbarer mm.

  6. 1) Jeg forstår ikke helt logikken, det svarer vel i grunden til, at man vil straffe hæleren og ikke tyven.
    Nu er det jo så langt fra hovedparten af de prostituerede, der er socialt udsatte, så det argument forstår jeg heller ikke. Vi kan godt blive enige om, at kriminalisering vil “besværliggøre det opsøgende og sociale arbejde som er fundamentalt i arbejdet med mennesker i prostitution”. Vel og mærke de der har brug for det. Prostituerede er jo ikke pr. definition ofre, der skal have hjælp.

    2) I forbindelse med pornografi er der formenligt langt mere kropslig kontakt mellem de involverede end ved anden købesex. Optagelserne kan jo vare flere timer eller dage. Hvor meget eller lidt kropslig kontakt skal der til, for at du synes det skal kriminaliseres?

    For mit vedkommende handler min holdning først og fremmest om 2 basale principper:

    1) Voksne menneskers frie ret til frit at dyrke sex med hinanden som de har lyst til, hvad enten der er penge, kærlighed, tryghed, fantasier o.lign. involveret.

    2) Modstand mod bagvendt bevisbyrde, og det skred i retssikkerheden et forbud mod at købe sex vil være. Salg af sex vil stadig være tilladt, køb vil være forbudt – logikken mangler totalt.

  7. Jeg bemærker, at der skal drikkes champagne foran den Norske Ambassade (sic!). Er det klogt, når man tænker på, hvor store skader alkohol har forvoldt rigtig mange mennesker med store ulykker og tragiske skæbner til følge. Mange mennesker er jo blevet ofre for alkoholen, det kan du bare spørge SF’eren Henning Sørensen om. Burde man ikke langt snarere straffe de mennesker, der drikker alkohol?

Der er lukket for kommentarer.