Det tog sin tid – men nu er vi i det mindste endelig nået til det punkt, hvor politireformen sættes under kritisk lup. Det burde dog være sket for lang tid siden. At kortene først nu lægges på bordet kan tilskrives tre parter:

1) Den tidligere konservative justitsminister Lene Espersen, som igennem lang tid gentog et Anders Fogh-agtigt mantra om at der ikke var noget at komme efter. Advarslerne og efterhånden også konkrete eksempler på, at borgerne ikke kunne forvente at politiet kunne levere den vare som man i et retssamfund kunne håbe på – ja de hobede sig op. Men Lene Espersen blev siddende på sine hænder. Man må sige, at Anders Fogh gjorde hende en stor tjeneste da han løslod hende fra stillingen. Muligvis Lars Løkke i dag ærgrer sig og tænker at det nok skete en kende for tidligt.

2) En politiledelse som dels har været mindre dygtige til at implementere reformen, men som især må siges at have været for meget i seng med Justitsministeren. Fodfolkene havde for længst fået nok – nu siger de det offentligt, og det er befriende.

3) DF personificeret ved retsudvalgets formand Peter Skaarup, som grundet partiets rolle som støtteparti, i lang tid valgte at blive siddende på hænderne sammen med Lene Espersen. Situationen viser, at blokpolitikken som er blevet ført under Anders Fogh, kun sjældent medfører klogt politisk råderum. I stedet for at sætte sig for, at arbejde for et velfungerende politi – fandt Skaarup og DF det vigtigere, at holde oppositionen udenfor indflydelse.

Som SF’er håber jeg nu, at befolkningen igen får et politi de kan regne med. De menige politifolk ønsker det mindst lige så meget som os andre. Ingen holder af at yde sit – for samtidig at se sig omgivet af inkompetente beslutningstagere.

Som krøllen på halen en opfordring til pressen (og borgerne): Glem nu ikke Lene Espersens rolle i dette politiske kiks. Gennemgå talerne, indlæggene, svarene og bortforklaringerne, og spørg om dette virkelig er det bedste som de konservative kan mønstre.