BUPL-pædagogerne har stemt nej til overenskomsten. Dermed rammes undertegnede og min familie atter engang på Frederiksberg. Det er på sådan et tidspunkt, at man skal holde den solidariske fane højt. For uanset resultatet af en strejke bakker jeg op om et fortsat fokus på en trængt offentlig sektor. Jeg har forståelse for, at pædagogerne også brænder efter at komme ud og manifestere deres utilfredshed. Selvfølgelig overfor den kasserede overenskomst, men måske snarere overfor en regering som ikke synes at udvise den rette respekt over for de mange mennesker der er så nødvendige for at arbejdsmarkedet ellers kan fungere. 

Når det er sagt, hører det også med at denne konflikttid har tydeliggjort nogen problematikker:

• Det er desværre ikke fagforeningerne imellem, at man skal finde den store solidaritet. Spin- og regnedrenge sætter dagsordenen for at påvise, at ens forbund har gjort det bedre end de andre. Måske har man derved sejret ad helvede til? 
   
• Resultatet af dette, er at vi i dette så rige land må konstatere at den af regeringen fastlagte økonomiske ramme for den offentlige sektor er den som fagforeningerne generelt set har accepteret. De har lidt plat udtrykt sat rammen for rammen. Et reelt valg på nøgtern analyse eller ej, så er det resultatet af at fagforeningerne nærmere bekæmper hinanden for at få den største bid af kagen, end de går i flæsket på den økonomiske styring i dette land. 
   
• Strejker og deres varighed inden et regeringsindgreb er langt hen ad vejen et spørgsmål om den opbakning som regeringen kan aflæse i befolkningen. Det ses især af de mange millioner der er postet i konflikt-kommunikation fra især FOA’s side.
  Derfor kan det undre, at BUPL ikke spreder deres strejke ud til nogle nye kommuner end dem som også var berørt under FOA’s strejke. Nogen forældre vil have forståelse for én strejke-periode, men vil kunne mærke en afmatning i den næste. At Frederiksberg hvor jeg bor, og hvor borgmesteren og KL’s forhandler hedder Mads Lebech (K), atter rammes er vel et vilkår som man må leve med. Den borgmester som forhandler for KL vil altid opleve sin hjemkommune som hovedmål.

Afslutningsvis må man spørge om ikke BUPL-formand Henning Pedersen og hans hovedbestyrelse der anbefalede et ja – ikke må tage konsekvensen og stille deres mandat til rådighed? Resultatet tyder på, at man ikke har været på linje med sine medlemmer. For man må vel gå ud fra, at grundlaget for medlemmernes (61 %) afvisning beror på en saglig analyse af den forelagte overenskomst?