Prostitutionspolitik fra Institut for Menneskerettigheder

Institut for Menneskerettigheder ved Birgitte Kofod Olsen er gået i kamp for, at køb af sex fortsat skal være straffrit i Danmark. Argumentet lyder, at det vil krænke de prostitueredes rettigheder, hvis man gør det ulovligt at købe sex hos dem. Det medgives at perspektivet har provokeret mange.

Og det er også rigtigt: Det er ret provokerende, at Instituttet, med menneskeretten i hånden forfægter retmæssigheden af den utvivlsomt mest menneskerettighedskrænkende aktivitet i Norden i dag, og tilmed med en argumentation, der er væsentligt mere politisk end den er juridisk.

Instituttets argumentation savner allerede substans, når det uden videre etableres, at prostitution er et erhverv. Det forhold, at det ikke er kriminelt ifølge straffeloven, gør ikke i sig selv prostitution til et erhverv. Og at man skal betale skat af indkomsten, gør ikke automatisk prostitution til et erhverv, jf. den skat, man skal erlægge af gave, arv, formue, kapitalindkomst, etc. Hvis prostitution var et erhverv, så måtte myndighederne nødvendigvis træde til med ikke bare den fulde håndhævelse af arbejdsmiljølovgivningen, for at imødegå de mange risici, der er forbundet med prostitution, men man måtte også nødvendigvis henvise ledige kvinder og mænd fra arbejdsformidlingen. De sidste to årtiers eksplosive vækst i antallet af prostituerede i Danmark, og erfaringer fra udlandet, viser klart, at markedet langt fra har nået et mætningspunkt. At rufferi, dvs. iværksætteri på området, så klart er strafbart ifølge loven, imødegår også argumentationen om, at prostitution er et erhverv.

Instituttet medgiver, at statens mulighed for at gribe ind i individers handlinger for at beskytte både individ og samfund, er en væsentlig del af det menneskerettighedssystem, vores samfund bygger på. Der er for samfundet en række folkesundheds- og ligestillingsmæssige, samt kriminalitetsforebyggende og individuelle hensyn til at begrænse omfanget af prostitution mest muligt.

Instituttet vægter imidlertid ikke disse hensyn, i forhold til retten til at sælge egen krop til sex, som forfægtes for en af Instituttet beskrevet, men ukvantificeret og på anden måde talmæssigt uunderbygget, lille del af de prostituerede.

Og med et pennestrøg er en stor del af Europarådets medlemmer således blevet menneskerettighedskrænkere, og vores naboer i Skandinavien deres bannerførere. Følges Instituttets argumentation til dørs, må Danmark nødvendigvis også udråbes til krænker af ressourcestærke 15-17-åriges ret til at sælge deres kroppe, ved den lov, der forbyder køb heraf. Ligesom Danmark rask væk krænker borgernes ret til at sælge andre organer og kropsdele end kønsorganerne, f.eks. en nyre eller et øje. I Danmark skrider samfundet også ind og forbyder leje af en anden persons livmoder til udrugning af børn, og da dette forbud vedrører de selvsamme kønsorganer, som udlejes eller sælges ved prostitution, er det påfaldende at Instituttet end ikke overvejer denne retstilstand i sit forsvar for kvinders ret til at bestemme over egen krop.

Den sørgeligt svage juridiske komponent i Instituttets argumentation undermineres yderligere af Instituttets påstand om, at prostitution og dermed køb af sex ville forekomme alligevel, selv om det blev forbudt ved lov. Sikke et ragnarok vi ville have, hvis forekomsten af kriminalitet i samfundet automatisk skulle føre afkriminalisering med sig. Det er jo netop fordi vi ved, at mord, voldtægt, vold og røveri beklageligvis forekommer, at samfundet skrider ind med forbud og straf.  

Endelig, hvis man har en baggrund i juraen og dermed må have en vis indsigt i retshåndhævelse, så har Instituttets floromvundne flerstrengede strategi til sikring af fortsat prostitution samtidig med redning af de menneskehandlede og ressourcesvage piger en bitter bismag. Bevisets stilling er langt klarere, hvis man kun har én paragraf, at tage stilling til i retshåndhævelsen – nemlig et forbud mod køb af sex. I den situation, hvor anklagemyndigheden skal løfte bevisbyrden for, at Hr. Jensen vidste eller burde have vidst, at den villige østeuropæiske pige i virkeligheden var under tvang, så står de med en langt mere kompliceret sag. Instituttet kan jævnføre dansk retspraksis, og se hvor mange mænd, der er blevet dømt for køb af sex med såkaldt tvangsprostituerede kvinder, hvilket ifølge Justitsministeriet er omfattet af straffeloven. Tallet er: 0.

Så vil man for alvor gøre op med den store krænkelse af grundlæggende rettigheder, der sker hver dag i Danmark, så er det eneste virkelig effektive, at sætte ind mod det marked, der understøtter disse krænkelser, ved et let-håndhæveligt generelt forbud mod køb af sex. Det ville tjene en række samfundshensyn, ville erfaringsvist mindske omfanget af menneskehandlede piger og kvinders lidelser i Danmark, og det ville stoppe den stadige tilførsel af penge fra samfundsøkonomien ind i de internationalt organiserede kriminelle netværk.                 

Af Anne Sofie Allarp, cand. jur. med speciale i international ret og menneskeret og ansat som international sekretær i Socialdemokratiet
og Balder Mørk Andersen, Talsperson for 8. marts-initiativet og folketingskandidat for SF
 

Bragt i Politiken d. 8. maj 2008