I politik gælder det om at vælge sine fjender med omhu. Det ved statsminister Fogh, og cadeau til ham for, at have udnyttet Zimbabwes præsident Robert Mugabes tilstedeværelse på EU-Afrika-topmødet til at stive både sin internationale og indenlandske profil af.

Mugabe er en forbryder af rang, som naturligvis skal mødes af international kritik. Men at fremføre den som Fogh gør det, er simpelthen at løbe en åben dør ind. Det lugter langt væk af letkøbt spin. Den danske presse har da ihvertfald slugt hans stunt på topmødet, uden den nødvendige grad af baggrundsanalyse og kritisk stillingtagen.

For man bliver altså nødt til at spørge sig selv om, hvorfor Fogh lige netop nu vælger at træde i karakter som den ‘modige’ internationale statsmand? og hvorfor det netop er Mugabe som pendulet landede på? Der er nogle elementer der kan udgøre dette svar:

• Foghs medansvar for Irak-krigen og for overtrædelserne af menneskerettighederne, samt de alt for lukkede øjne overfor USA’s hyppige tilsidesættelser af international ret.
• Foghs mulige ambitioner om at blive EU-formand (eller Unionens udenrigspolitiske chef eller formand for EU-kommissionen) fra 2009.
• Foghs hjemlige dilemma med om den nye traktat bør komme til folkeafstemning eller ej, samt de fire forbehold.

Til gavn for dette er Mugabe den perfekte fjende på det perfekte tidspunkt. Ingen lande af international diplomatisk betydning støtter Mugabe. Alle er enige om at han er en skurk. Men en skurk der hovedsagelig skader afrikanere og ikke synes at være direkte farlig for Europa. Handelsmæssigt synes der ikke, at skulle tages særskilt henyn til Mugabe, og ARLA sælger vist ikke så meget i Zimbabwe.

Jeg håber virkelig, at Foghs nye internationale ærlighed resulterer i, at han fremover taler dem lige imod som retteligt fortjener det, uden at skele til handels- eller efterretningsrelationer. Han kan jo starte med Hvideruslands diktatur, gå videre til Ruslands måde at gennemføre frie demokratiske valg på, fortsætte til Saudi-Arabien og så videre og så videre – fortsæt selv listen – og glem for alt i verden ikke USA. 

Mugabe kan på den anden side sagtens bruge Foghs og de andre landes kritik til at stive sin afrikanske profil af, som ham der bearbejder vesterlændingenes kolonialtankegang. Alt i alt kan man næsten konkludere at Foghs spindoktor og Mugabes heksedoktor må være en og samme mand. Og sidstnævnte siger jeg ikke pga. at han er fra Afrika, men fordi hans hensynsløse diktatur sagtens kan siges at bygge på den ondeste sorte magi. Hvad vi har set er en hel ny form for bilateral bistand – vel og mærke for en sjælden gangs skyld for et afrikansk land – en der er gået begge veje.