Omfanget af den olie som det er muligt at pumpe op fra Nordsøen, er ifølge Energistyrelsens nye rapport større end eksperter tidligere har anslået. Med en øget indvindingsgrad får staten naturligvis flere milliarder i statskassen. Men den helt store vinder i dette spil er olieselskaberne Shell, A.P. Møller-Mærsk og Chevron.
For den nuværende aftale fra 29. sep. 2003, mellem staten og A.P. Møller-Mærsk A/S og Mærsk Olie og Gas AS frem til 2012, indeholdende en A.P. Møller-bevilling til at indvinde olie og gas i Nordsøen frem til 2042, sikrer ikke den danske stat det udbytte af sine ressourcer som man burde kunne forvente.
Kritikere af denne aftale får nu endnu engang grund til at ærgre sig. Det undrer ikke, hvis oliefirmaet formentlig sad inde med et mere præcist billede af forhandlingsgrundlaget, end Økonomi- og Erhvervsminister Bendt Bendtsen (K).
Om aftalen kan det kortfattet siges, at den lavedes uden inddragelse af uvildige eksperter, og på baggrund af en ufyldestgørende rentabilitetsanalyse førende til en misvisende afkastningsgrad for Dansk Undergrunds Consortium (DUC – Shell, A.P. Møller og Chevron og fra 2012 den danske stat med 20 %). Desuden lavedes aftalen uden udbudsrunde på normale markedsvilkår, og VK-regeringen fasttømrede dermed monopoltilstanden. Inden den politiske høring trumfede VK og DF igennem, at de økonomiske aspekter ikke måtte berøres, og så var den høring reelt ubrugelig.
Mest omstridt var dog den såkaldte kompensationsbestemmelse, som betød at staten i aftalens 39 års løbetid reelt afskrev sig muligheden for, at udskrive nye skatter eller afgifter til kulbrinteproducenter. Det blev foreslået at indskrive en forhandlingsklausul i aftalen, der ville betyde, at begge parter havde ret til at kræve genforhandling, hvis aftalens grundlag ændrede sig. Det er det der nu er sket, men aftalepartierne har bundet staten på hænder og fødder.
Hvis budskabet der slår igennem blot er, at A.P. Møller-Mærsk og den danske stat står til at skovle milliarder af kr. mere ind end hidtil antaget, vil folk desværre endnu engang få serveret en sandhed med ukritisk blindhed overfor det der reelt er et generationstyveri af danske ressourcer.
Olien i Nordsøen er danskernes – din og min og vores børns, så længe den slår til. En naturressource som vi ejer i fællesskab. Sådan ser den nuværende VK-regering desværre ikke på det. For den har med støtte fra Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Kristendemokraterne valgt, at beskatte olieaktiviteter på dansk område lempeligere end lande, vi normalt sammenligner os med. Resultatet er at milliardindtægter går i lommerne på private selskaber, og ikke til dansk velfærd eller til investeringer i den grønne vedvarende energi. Set i forhold til fx Norge og Holland får den danske stat mindre udbytte af sine olieressourcer. Mere olie betyder altså samtidig et større tab.
En anden trist hage ved nyheden om at Danmark vil “være selvforsynende med olie helt frem til 2036”, er at regeringen da selv vil kunne se en undskyldning for at fortsætte sin udsultning af den vedvarende energi. Den tidligere så stolte vindmøllenation, er under den nuværende regering gået i selvsving.
For 3 år siden sagde regeringen ja til 2 nye havmølleparker, mere vind på land med (100 – 150 møller) – mod at omkring 900 gamle og mindre effektive møller blev taget ned. Det er der indtil videre kommet under 10 vindmøller ud af.
SF arbejder for, at min. 45 % af energi-forsyningen i 2025 skal komme fra vedvarende energi. Som et grønt parti ønsker vi at fremtidssikre, og ikke bare stå og juble med hovedet i olietønden. Derfor finder vi det da også grotesk, at olieselskaberne end ikke betaler for deres store CO2-belastning.
På trods af den ringe olieaftale har regeringen med udsigten til øget indtjening på den danske olie kun al mulig grund til at investere mere i velfærd og vedvarende energi.
(Bragt med forkortelse i Kristeligt Dagblad 6. september 2007 – det kursiverede blev klippet fra)