I en ny kampagne sættes fokus på mænds vold mod kvinder. Jeg er meget enig i, at det er overordentlig vigtigt at bekæmpe dette sørgelige aspekt i forholdet mellem de to køn.
Vold af enhver art er uacceptabel, og skal mødes med den klareste afstandtagen fra både kvinder og mænd.
Netop derfor er det vigtigt, at debatten om mænds meget skadelige tydelige vold mod kvinder, ikke skygger for den tilsyneladende mere harmløse vold som har kvinder som udøvere, og som bl.a. involverer slag, skub, trusler og psykisk terror.
Det kunne være meget interessant, hvis forskning fik kastet meget mere lys over familievold i alle dets afskygninger i Danmark, herunder også den tabuiserede af slagsen. Jeg opfordrer derfor ligestillingsministeren til at afsætte penge til dette formål.
Hvis vi for alvor skal forebygge mod, at små børn præges med vold, og da vil udvikle en tendens til som voksne at udøve vold, da bør vi i allerhøjeste grad modarbejde al vold i familien. Både den mellem voksne, og så den tilsyneladende uskadelige revselse af børn, som på trods af at forbudet på SF’s foranledning besluttedes for 10 år siden, vel alligevel stadig finder sted, med begge køn som udøver.
(Information 24. august 2007)