Som så mange andre havde jeg også læseplaner for sommerferien – ikke overilet, men bare lidt hyggelæsning og en smule faglitteratur. Planen blev ikke udført til punkt og prikke.

Men især færdiggørelsen af en bog blev det til her til aften: Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden (Bind 1, Den danske celle, 2007). Sjældent har jeg strøget igennem en bog som denne – og sjældent har jeg ærgret mig så meget på sidste side. Potter-fans fik deres afslutning – vi andre må desværre vente på, at Øvig (forhåbentlig til efteråret) får færdiggjort andet og sidste bind.

Lovprisningerne er allerede regnet ned over Øvig – og jeg tilslutter mig koret. Det er fantastisk flot konstrueret, og stilen er kildekorrekt men aldrig tung. Med mine ben i historikerfaget – må jeg sige at det kun sjældent lykkes at formidle historien på så levende vis, uden at begå kildekritiske brølere. Jeg kan ikke helt undlade, at drage en parallel til Tyge Kroghs ligeledes dygtigt udførte Det store natmandskomplot (2000) om en kriminel underverden på Kalundborg-egnen i 1700-tallet. Det er altså ikke uddannelsestitlen (journalist eller historiker) der er afgørende, men formidlingstalentet.

Venstrefløjen i Danmark har haft sin historie – her får vi så fortællingen om dens radikalt voldelige og fundamentalistiske side. At kæmpe for alt hvad man har kært, kan jeg tilslutte mig og forstå, men metoden naturligvis ikke. Det er en tid jeg som 31-årig er på afstand af, og en dogmatisk blindhed jeg som SF’er ikke kan forstå, og det fortæller mere tydeligt end nogensinde at venstrefløjen har været, og stadig er en nuanceret størrelse. Lyt til det sagte – læs det skrevne, og bedøm derudfra dine politiske modstandere – læg forunindtagethed bort og brug din kritiske sans. Især i denne tid kan der være ligeså meget grund til at se forskellene på venstrefløjen såvel som det der samler.

Enkelte afsnit appelerede mere end andre – og især skildringen af kønskampen i KAK, hvor mændene på bønnemøder fik tæsket deres mandschauvinisme ud, var ejendommelig læsning. Syg sekterisme var hvad der var tale om. ‘Kvinden’ var så sandelig også en divergerende størrelse i kvindekampens glansår, og metoderne mangfoldige.

For at rosen ikke skal blive gold – bør enkelte kritiske bemærkninger da også indføres. Den nøje gennemtænkte redigering der giver bogen opbrud og flow, er samtidig engang imellem dens hage. Kapitlerne er jo ikke skrevet i den rækkefølge som de kommer i, hvorfor enkelte gentagelser stikker ud. Man kan se, at de først havde været tænkt længere fra hinanden, men så er endt tættere på hinanden, og ikke al sammenkøring er helt glat.

Kilderne til bogen kan heldigvis læses her: Kildegrundlag og det er godt. Fodnoter er forståeligt nok fravalgt, men jeg mener nu nok, at en mere præcis reference-listning til især litteraturen om den internationale terror havde været det mest korrekte. Vi står jo alle på skuldrene af andre, og det kan man sagtens være åben om, når nu man selv har præsteret så flot.

Så lad positivitet afslutte denne delvise anmeldelse – det er et dokumentaristisk hovedværk i Danmark, som alle bør stifte bekendtskab med, uanset politisk observans.