I fredags faldt Flygtningenævnets afgørelse i den særdeles pressebevågne sag om den nu 27-årige Rose fra Nigeria: Hun fik opholdstilladelse og kan nu tro på et nyt liv i Danmark. Tillykke – det var et sundhedstegn i det danske system.
Sagen er principielt interessant idet det er første gang, at et offer for menneskehandel har fået opholdstilladelse i landet. Flygtningenævnets afgørelse er endelig og underkender den som Udlændingeservice i foråret traf.
På den ene side kan det fremstilles som et bevis på et godt kontrolsystem, men det udstiller for mig at se i allerhøjeste grad Udlændingeservices kompetence, og især de hullede faktabaggrunde som de ligger til grund for deres afgørelser. Udlændingeservice mente, at man trygt kunne sende Rose til Nigeria, på trods af en særdeles mangelfuld rapport (Læs 3F), og selvom Roses lillesøster udsattes for kidnapning i Nigeria for at tvinge Rose tilbage til netværket ledet af bagmændene.
I bevidsthed om at Rose muligvis ikke havde fået opholdstilladelse uden den store presse-, blog- og politikerbevågenhed, efterlader dommen desværre en klam fornemmelse. For netop bevågenheden, og den deraf følgende fare den bragte hende i, var et hovedelement i hendes advokats forsvar og i nævnets afgørelse i sagen. Og hvad så med de sager der ikke når ud til medierne? Hvad med disse misbrugte mennesker?
Nej, der skal en ny regering – et andet menneskesyn, og en anden attitude overfor prostitution og menneskehandel til før Danmark kan siges at være et land der fuldt ud melder sig ind i kampen mod trafficking og prostitution
Når Rose til Politiken om bagmændene siger: “De ville have slagtet mig som et dyr. Men nu kan jeg fortælle min familie at jeg er i sikkerhed. Her vil man beskytte mig.”
Da får jeg altså nervøse anelser. For vil kun komme ind under et vidnebeskyttelsesprogram? For bagmændene er dette et stort tilbageslag, og jeg frygter at de vil gå vidt for at få fat i hende – og lykkes dette ikke er der grund til at frygte repressalier mod hendes familie i Nigeria.
Nej, dette er på ingen måde et endepunkt – det er på godt og ondt en ny begyndelse for Rose.
Dommen er et stærkt dansk symbol i en kamp mod en verdensomspændende forbrydelsesart, og har påpeget nogle problematikker hos Udlændingeservice.
Lad endelig ikke tavsheden sænke sig over fremtidens menneskehandelssager. Der vil komme flere af Roses slags når nu et antal danske mænd er villige til at betale for at udnytte disse pigers kroppe.
Læs tidligere indlæg om sagen: Udvist til død eller lemlæstelse – sagen om Rose fra Nigeria
Ja, tillykke til Rose.
Hun er ikke bare offer for trafficing, men også for en anden menneskelig tragedie i tiden – måske den største tragedie, der har ramt Europa siden verdenskrigen: Nemlig en enorm illegal vandringsstrøm af ludfattige mennesker fra Afrika, der bogstavelig talt er vandret over ørkenen og bagefter sejlet over Middelhavet i synkefærdige både.
De prøver med det yderste af neglene at holde fast i en tilværelse i EU, men uønskede, som de er, er de naturligvis eksponeret for grov udnyttelse. Ikke blot i prostitution – når vi hælder tomatketchup ud over en burger, er det ret usandsynligt, at tomaterne er kommet til verden under de idylliske forhold, som Beauvais beskriver i sine tv-reklamer. Mere sandsynligt er det, at de er plukket af Roses fætre og kusiner. Men de værste skæbner ser vi aldrig; de ligger tilbage i ørkenen.
Politiken skriver lidt om det i dag:
http://politiken.dk/udland/article334593.ece
– men ellers er det påfaldende, så lidt der bliver sagt og skrevet om denne vandringsstrøm. Vi er simpelthen ligeglade og lægger faktisk ikke mærke til den, før der er et af disse mennesker, der sælger blowjobs på Istedgade. SÅ bliver det pludseligt en sag.
Og sådan går det til, at venstrefløjens nypuritanisme trods alt også er godt for noget. Men endnu bedre havde det været, hvis det var Rose selv og ikke den tilfældighed, at hun solgte blowjobs, der vakte venstrefløjens interesse. Så kunne det være, at hun også ville blive hjulpet, selv om hendes skæbne havde været at plukke tomater.
Og kald mig en kyniker, men jeg tror det er tomatplukkeri og tilsvarende, der er 3F’s egentlige bekymring her. Så er vi pludselig inden for deres felt, og deres interesse er at begrænse indvandringen af ufaglært arbejdskraft. Men de ved udmærket godt, at skal de fange Balders og ligesindedes opmærksomhed, så er det blowjobs, der sælger – også i den verden.
Ja, tillykke til Rose 🙂
og så lige min sædvanlige kommentar:
Trafficking og prostitution er ikke en og samme sag og bør ikke, som Balder gør ustandselig, automatisk nævnes i samme sætning … medmindre man medtager de fag hvor den største trafficking forekommer: landbruget og byggebranchen
http://www.europaportalen.se/index.php?newsID=24564&page=7009&more=1
Til ‘Luder’: #1 Rose var menneskehandlet og tjente til sin gæld indenfor prostitution. Danske mænd var villige til at lægge disse kontanter. Derfor kan menneskehandel og prostitution i allerhøjeste grad nævnes i samme forbindelse.
Balder, Ud fra det ræsonnement kan et hvilket som helst erhverv i allerhøjeste grad nævnes i samme forbindelse med menneskehandel.
Vi er alle sammen rørende enige om, at det er rigtig fint at Rose har fået opholdstilladelse og nu kan få et helt legalt arbejde i et andet erhverv. Men det, du nægter at forstå, er, at hendes grundlæggende problem ikke var prostitutionen – men gælden.
Det er ikke en teknikalitet eller en detalje. Uden den forståelse kan du godt hjælpe den specifikke kvinde, der har det held, at hendes sag kommer op i medierne. Men du kan ikke hjælpe alle de andre. Dit forbud vil ikke have anden effekt end at fratage alle disse navnløse kvinder en af de få muligheder, de har for at klare sig igennem.
Humanstain:
I tilfældet med Rose var bagtanken menneskehandel til prostitution, og gælden det redskab der skulle stavnsbinde hende til sin alfons. Så jeg kan virkelig ikke se hvorfor det ikke kan nævnes i sammenhæng.
Havde hun skulle tjene sine penge på en mark, havde det naturligvis været det man nævnte sammen med menneskehandlen.
Min hjælp går på en anderledes human politisk holdning til ofre for kvindehandel, og på at understrege at ingen hjælpes ved at flere mænd udnytter hendes situation.
Du synes derimod at mene, at prostitutionen er ‘hendes mulighed for at klare sig igennem’. Hun nedbrydes fysisk og psykisk – bagmanden scorer pengene – gælden forbliver uændret eller vokser endda muligvis.
Som en ekstra bemærkning blot at jeg ikke som du betragter prostitution som et erhverv på linje med andre.
@ Balder
Jeg må indrømme, at jeg ikke har tjek på detaljerne i Roses historie. I det, jeg har hørt, har der været nogle løjerlige informationer og selvmodsigelser, og så har jeg konkluderet, at det sikkert er en politiseret version, der er kommet ud i offentligheden. Men det er ikke for at bortforklare, at hun er traumatiseret, hvilket klart fremgår at klippet fra 3F, endsige at hun er blevet groft udnyttet.
Men min pointe var, at det er forkert at indrette hele sin politik efter, at samtlige afrikanske kvinder på Istedgade har brug for den samme hjælp som Rose. De illegale indvandrere, der kommer fra Afrika, kommer altså i udgangspunktet ikke for at blive prostituerede. Men de er enormt sårbare og dermed eksponeret for udnyttelse i prostitution, i andre erhverv eller i kriminalitet. Mange bukker under, som Rose synes at have gjort det, andre klarer sig bedre.
Problemet er, at vi ikke kan gøre det samme over for alle, som vi har gjort over for Rose. Hvis enhver prostitueret fra Afrika kunne få opholdstilladelse, ville der før vi fik set os om stå mange, mange tusinde afrikanske mænd og kvinder på Istedgade og hævde, de er prostituerede. Med den manglende mulighed for at give opholds- og arbejdstilladelse til alle, er vi nødt til at give dem plads til andre muligheder, og en af dem er prostitution. Jeg siger det ikke fordi jeg ønsker det skal være sådan, men fordi det nu engang er sådan for mange af de kvinder.
”Min hjælp går på (…) at understrege at ingen hjælpes ved at flere mænd udnytter hendes situation.” Det udsagn er taget ud af det blå fra din side. Du konkluderer ud fra din opfattelse om ligestilling, ikke ud fra de afrikanske kvinders interesse. Fratræk din negative ladning af kundernes rolle, så er situationen: Jo, der er nogen, der hjælpes, ved at mænd køber sex af dem, og hverken du, jeg eller nogen anden i det danske samfund har nogen bedre hjælp at tilbyde dem.
Hvis man midt i al dette skulle se en mulighed for at gøre noget positivt, så var det, hvis EU-landene kunne blive enige om at dele opholdstilladelser til de indtil videre illegale indvandrere mellem sig. Som det fremgår af den artikel, jeg linkede til i et tidligere indlæg i denne tråd, er det noget, som Danmark ser på med tilbagelænet ligegyldighed. Her var den opgave for SF – eller et hvilket som helst andet parti.
Det er ikke for at provokere, at jeg oven for omtaler prostitution som et erhverv. Det gør ikke nogen forskel for mig, om man betragter prostitution som et erhverv på linje med andre. Mit udgangspunkt er, at man skal respektere kvinders udgangspunkt for at blive prostituerede, uanset hvad det er. Hvis de selv ser det som et erhverv på linje med andre, så vil jeg også gøre det. Hvis de ikke gør det, vil jeg heller ikke gøre det.
#Humanstain
Du skriver: “De illegale indvandrere, der kommer fra Afrika, kommer altså i udgangspunktet ikke for at blive prostituerede.”
Det har du ingen baggrund for at konkludere. For nogen vil det være sådan – for andre ikke.
Du skriver: “Med den manglende mulighed for at give opholds- og arbejdstilladelse til alle, er vi nødt til at give dem plads til andre muligheder, og en af dem er prostitution. Jeg siger det ikke fordi jeg ønsker det skal være sådan, men fordi det nu engang er sådan for mange af de kvinder.”
Her skilles vandene – du giver udtryk for fatalisme – det er sådan – og det er så det.
Jeg vil ikke acceptere en sådan holdning – ej heller at prostitution kan ses som en mulighed. Køb af sex er udnyttelse og ikke en mulighed. Penge der skifter mellem mennesker legitimerer ikke alt. Udgangspunktet for de menneskehandlede er at de er fra fattige kår – at danske mænd så køber sex af dem, er blot at udnytte deres situation.
Jeg stiller mig kritisk til kunderne – du vælger ikke at gøre dette. På dette punkt skilles vandene grundlæggende.
Jo, Balder. Jeg har baggrund for at skrive, at de illegale indvandrere fra Afrika i udgangspunktet ikke kommer for at blive prostituerede. Læs May-Len Skilbreis ”Afrikanske drømmer på europeiske gater”, som du finder her:
http://www.fafo.no/pers/bio/mls.htm
I forbindelse med folkevandringer taler man om push- og pull-effekter. Når millioner af mennesker på må og få forlader et ludfattigt og, så vidt jeg kan forstå, voldshærget land som Nigeria, er det udpræget en push-effekt, vi har med at gøre. Ligesom når irerne udvandrede til USA under hungersnøden, eller som når fattige landarbejdere i ulande tager ind til byen, selv om langt de fleste ender i en kummerlig tilværelse i et slumkvarter. Tanken om, at vandringsstrømmen i stedet skyldes liderlige mænd i Europa, er så enfoldig, at man tager sig til hovedet. At man overhovedet går og siger den slags, viser ikke andet, end at feminismen er blevet helt utroligt indskrænket og navlepillende.
Derimod har du et stykke hen ad vejen ret i, at jeg er fatalist. Forstået på den måde, at jeg ikke tror på, at problemet kan løses inden for en fremtid, som for de pågældende kvinder er overskuelig. Og så må man i mellemtiden gøre det bedste, man kan for dem.
Jeg læste i en anden tråd din forsikring om, at du har respekt for prostituerede. I mine øjne er det i det udsagn, vandene skiller imellem os. Jeg tvivler sådan set ikke på, at du på et eller andet teoretisk plan vil det bedste for såvel danske som udenlandske prostituerede. Men dine synspunkter er ikke indrettet efter deres virkelighed, men efter din egen virkelighed som moderne far på Frederiksberg og formand for SF’s ligestillingsudvalg. Det har i mine øjne intet med respekt at gøre. I tilfældet med de afrikanske kvinder er det tværtimod ekstremt kynisk. Det er dem og deres familier, der risikerer at sulte, for at dit verdensbillede skal hænges sammen. Og det er helt bogstaveligt – det er en benhård virkelighed, vi taler om her.
Hej igen Humanstain
Selve rapporten kan læses her: http://www.fafo.no/pub/rapp/525/525.pdf
Den omhandler 80 nigerianske kvinder i Norge (Oslo), heraf 13 dybdeinterviewede. Det er et udgangspunkt, men ikke et der er dækkende for alle afrikanske migranter.
Ved udrejsen fra Nigeria, er udgangspunktet sjældent prostitution. Det fremgår af rapporten. Men det kan altså problematiseres.
For efterhånden må meldingerne om hvordan kvinderne ender i Europa været nået til Nigeria. Det at sende en datter til prostitution i Europa, er ikke noget de fleste familier åbent vil italesætte. Ved udrejsen har kvinderne får det første minus på kontoen, som skal betales tilbage. Det ved alle. Og alle ved hvad den nemmeste løsning vil være for en kvinde fra Afrika, på egne ben.
I nogle tilfælde bliver prostitutionen et tydeligt element på vejen. Læs følgende fra May-Len Skilbrei: ”For enhver forflytning trenger de informasjon, og informasjon koster. Ei av jentene kunne fortelle at hun ble plukket ut i en “flyktningeleir” i Marokko med setningen: “You are pretty, you should work in Europe.” I dette tilfellet vet hun og han hva hun skal jobbe med i Europa, forteller forskeren, og viser til forskjellen mellom kvinnelige og mannlige migranter: – Menn må betale hele summen for reisen til Europa på forhånd, mens kvinnene blir satt i gjeld. Denne gjelden blir utgangspunktet for kontroll når de først har kommet seg til Europa. Det er bedre sjanser for kvinner til å tjene penger her, nettopp fordi de kan prostituere seg, sier hun.” ( http://kilden.forskningsradet.no/c16880/artikkel/vis.html?tid=39962 )
Ikke underligt at du vælger at referere til May-Len Skilbrei, da hendes tilgang ikke problematiserer kundernes ansvar.
Du lukker totalt øjnene for, at prostitution er en verdenskendt foretagelse der ligger latent under især kvinders migration fra Asien og Afrika, og får så skudt lidt krudt af efter feminismen, og dem der påstår at: ” vandringsstrømmen i stedet skyldes liderlige mænd i Europa” – men hvem siger det? Ikke mig – men sådan debatterer du altså.
Dine kommentarer om min ’respekt’ er i værste fald flabede, og i bedste fald et udtryk for forskellig opfattelse af respekt. Du respekterer folk ved at kæmpe for et slogan der kunne lyde: Bol for Afrika!
Det menneskesyn ønsker jeg ikke at dele – for det er det der er kynisk.
SF’s bistandspolitik indebærer en langt mere rundhåndet og klog bistand. Penetration er ikke et begreb der indgår deri.
Vh. Balder
Der er skrevet uendeligt meget om udenlandske prostituerede i Europa, men May-Len Skilbrei er den eneste, jeg er stødt på, der gengiver, hvad de prostituerede selv mener. Derfor henviser jeg til hende her og der og alle vegne. Men jeg har det lidt dårligt med det, for jeg tvivler på, at hun selv synes om at blive taget til indtægt af en horekunde, som det hedder på norsk. Hun synes nemlig absolut ikke, at prostitution i sig selv er godt, og hun undlader absolut ikke at problematisere køberens rolle. Jeg kan ikke huske om hun er inde på det i Afrika-rapporten, men hun er det i andre ting, hun har skrevet.
Det eneste, jeg ved hun er enig med mig i, er, at et forbud mod sexkøb her og nu er stærkt skadeligt over for de udenlandske prostituerede. Og det er realiteterne i det, du nægter at forholde dig til. Din modvilje mod prostitution får dig til at forbigå den kendsgerning, at for mange af de kvinder, det handler om, er alternativet nød op til og med sult for dem selv og deres familie. Deri ligger en for mig helt ubegribelig ekstremisme i din modstand mod prostitution.
Det er ikke flabethed fra min side – jeg forstår bare ikke hvordan du kan oversætte det, at du vil fratage de afrikanske kvinder på Istedgade en af deres få muligheder for en livsnødvendig indtægt til, at du har respekt for dem. For der er jo andre alternativer for dig og SF, og når du nu har læst May-Len Skilbrei, og tænker lidt videre over det, så er en af de gode nyheder, at der rent faktisk er ting, man kan gøre, der vil hjælpe kvinderne. Det fremgår for eksempel, at en afrikansk kvinde i Sydeuropa har betalt 1000 euro for oplysninger om Norge og rejsen dertil, som vi andre bare ville have slået op på Google. På den måde blev hun afhængig af en bagmand. Helt banal viden om det danske samfund er guld for udenlandske prostituerede, og den viden kunne vi uden problemer give dem.
I en helt anden boldgade, så sad jeg faktisk, inden jeg skrev mit forrige indlæg, og funderede over vores forskellige syn på respekt. Jeg mindes at have set tre konkrete nuværende eller tidligere prostituerede, der netop bebrejdede dig, at du ikke respekterede dem. Hvordan kan du mene, at du har respekt for nogle mennesker, som ikke selv mener du viser dem respekt?
Jeg skal afslutningsvis undskylde, at jeg fik tillagt dig det synspunkt, at vandringsstrømmen fra Afrika skyldes liderlige mænd i Europa. Det er Reden, der en overgang gjorde et stort nummer ud af at pointere, at eksistensen af afrikanske prostituerede intet havde at gøre med fattigdom i Afrika, men at den kun skyldtes at mænd efterspurgte købesex. Hvilket er rent vrøvl, og jeg kan ikke se det som andet end en bevidst fejlagtig fremstilling af problemstillingen. Når jeg fik koblet synspunktet til dig, så er det fordi, at uanset om du deler det eller ej, så er det den fejlslutning, den danske indsats imod kvindehandel – som SF er medansvarlig for – er baseret på: At prostitution er selve problemet for alle udenlandske prostituerede, og at den hjælp, de skal have, er at blive sendt hjem. Den tilgang har enorme omkostninger for udenlandske prostituerede i Danmark – herunder for Rose, for nu at vende tilbage til det oprindelige emne. Jeg skriver om det på min egen blog:
http://thehumanstain.smartlog.dk/
Spørgsmålet om respekt – er en diskurs søsat af pro-prostitutionsfolk for at miskredittere folk som mig. Det er et falsum og en afledning.
Spørgsmålet er en uenighed om politisk tilgang og løsningsmodeller – ikke respekt.
Opfattelsen af respekt er subjektiv, og kan selvfølgelig sagtens udvises uden at (ville) opfattes. I denne diskussion vil nogen have en tendens til at forveksle politisk uenighed med disrespekt. Husk på at for pro-prostitutionslobbyister er jeg en skydeskive. At stemple mig og andre der ønsker en kriminalisering, som ikke-respektfulde umennesker er et taktisk redskab. Men lad dem – utallige vil vide hvordan tingene forholder sig, så det tager jeg roligt.
Dette emne om respekt er interessant i al sin vidunderlige nørdethed 🙂 Jeg vil skrive et indlæg om det på min egen blog.
Jeg ledte efter SF’s prostitionspolitik. Du har linket til det i en anden tråd (den om Ap i Norge), men linket virker ikke. Har du mulighed for at reparere det?