På baggrund af oplysningerne om Galathea-ekspeditionen foreslår SF, at statsansatte på udlandsrejse skal forbydes at købe prostituerede. Også selvom det er lovligt i de respektive lande.
“Alle der er udsendt i dansk tjeneste, uanset om det er soldaten i søværnet eller ambassadøren, skal ganske enkelt holde lynlåsen lukket, når de er ude for Danmarks grænser. Det kan ikke være rigtigt, at repræsentanter fra den danske stat er med til at udnytte unge kvinders elendighed,” siger ligestillingsordfører Pernille Vigsø Bagge.
“Helst så vi også købesex forbudt herhjemme, men regeringen synes jo stadig, at det er en god idé. Men at kunne gå til prostituerede i lande, hvor vi ikke har indflydelse på lovgivningen, er et helt forkert signal at sende, når man er udsendt som dansker,” siger Pernille Vigsø Bagge.
Folketingskandidat og formand for SF’s ligestillingsudvalg, Balder Mørk Andersen fortsætter:
“I SF vil vi ikke acceptere, at udsendte danskere, medvirker til en udnyttelse af kvinder i prostitution. Det er beskæmmende, hvis statsfinansierede projekter går hånd i hånd, med at de udsendte skal have noget på den dumme, på bekostning af mennesker på et langt lavere økonomisk levetrin,” siger folketingskandidat og formand for SF’s ligestillingsudvalg, Balder Mørk Andersen.
(Pressemeddelelse udsendt fredag d. 11. maj 2007)