Det må være en forskrækkelig følelse, at føle en snigende fremmedgørelse i sit eget hus. Jeg kan godt forstå at nogen får det på denne måde hver gang Dansk Folkeparti iværksætter sit fundamentalistiske korstog. Oftest slår jeg det selv hen, og jeg har da også tidligere slået til lyd for ikke at lade deres provokationer gøre mere skade, ved blot at vende den anden kind til.

Dog mener jeg stadig ikke, at det er nødvendigt at forfalde til ofte hørt retorik, som ‘nu river jeg Dannebrog af rygsækken’ eller ‘jeg bliver flov over at være dansker’. (læs tidligere indlæg om dette aspekt: ‘Om socialistisk selvfrygt hos SF og andre’). Dette vil til stadighed være at tillægge dem alt for meget betydning. De udtaler sig på ingen måde på vegne af størstedelen af danskerne, og deres pinlige fremtoning må i den sidste ende slå tilbage på dem selv. Dog er jeg realist nok til at indse, at de nok skal få skrabet deres mandater sammen, baseret på denne fremmedfjendske fremtoning.

Det er da heller ikke DF der har mest grund til at frygte sine egne eskapader, men derimod Venstre og Konservative, som udmærket er klar over, at desto mere rabiat DF fremstår, desto flere svingvælgere vil da vælge at lægge deres stemme hos centrumvenstre, for i det mindste at fratage DF deres magtposition. DF er altså både Foghs magtgrundlag – og samtidig den mistelten der kan udløse et regeringsskifte. Men i den forbindelse havde det naturligvis været bedre om Socialdemokraternes udlændingepolitik skilte sig tydeligere ud fra regeringens.

I forbindelse med at jeg som alle andre har fulgt DF’ernes usaglige, uvidende og ignorante tilgang til muslimer og islam i de sidste par dage, har jeg nærmest følt mig hensat til en eventyrverden – dog ikke en eventyrlig en af slagsen.

Således slog det mig, at Søren Krarup, Jesper Langballe, Morten Messerschmidt og Mogens Camre, alle har en slående lighed med bondemanden i H.C. Andersens fantastisk morsomme eventyr ” Lille Claus og Store Claus”.
Om ham står der nemlig: “Det var sådan en god mand, men han havde den forunderlige sygdom, at han aldrig kunne tåle at se degne; kom der en degn for hans øjne, blev han ganske rasende.” Hvis man foretager en lille kunstnerisk ordudskiftning får man følgende passager ud af gode H.C. Andersen. Og han er vist en dansker som DF holder meget af, hvorfor vi vel kan tillægge ham en vis sandhedsværdi 😉
Lille Claus har på dette tidspunkt bildt bondemanden ind, at han har en troldmand i sin sæk – men der er jo bare tale om en hestehud.

“Kan han ogsaa hexe Fanden frem?” spurgte Bonden, “ham gad jeg nok see, for nu er jeg lystig!”
“Ja,” sagde lille Claus, “min Troldmand kan Alt, hvad jeg vil forlange. Ikke sandt Du?” spurgte han og traadte paa Posen, saa det knirkede. “Kan Du høre, han siger jo? Men Fanden seer saa fæl ud, det er ikke værd at see ham!”
“O, jeg er slet ikke bange, hvorledes kan han vel see ud?”
“Ja, han vil vise sig ganske livagtig som en Muslim!”
“Hu!” sagde Bonden, “det var fælt! I maa vide, at jeg kan ikke taale at see Muslimer! men det er nu det samme, jeg veed jo, det er Fanden, saa finder jeg mig vel bedre i det! Nu har jeg Courage! men han maa ikke komme mig for nær.”
“Nu skal jeg spørge min Troldmand,” sagde lille Claus, traadte paa Posen og holdt sit Øre til.
“Hvad siger han ?”
“Han siger, at I kan gaae hen og lukke Kisten op, der staaer i Krogen, saa vil I see Fanden, hvor han kukkelurer, men I maae holde paa Laaget at han ikke slipper ud.”
“Vil I hjelpe mig med at holde paa det!” sagde Bonden og gik hen til Kisten, hvor Konen havde gjemt den virkelige Muslim, der sad og var saa bange.
Bonden løftede Laaget lidt og kiggede ind under det: “hu!” skreg han, og sprang tilbage. “Jo, nu saae jeg ham, han saae ganske ud, som een Muslim! nei, det var forskrækkeligt!”
Det maatte der drikkes paa, og saa drak de endnu til langt ud paa Natten.

Og mon ikke at de blev så fulde, at bondemanden næste morgen slet ikke kunne huske hvad det var han var så bange for. Men så var det jo godt at han netop havde fået en ny internetopkobling der med det samme han nu søgte på ‘islamofobi’ førte ham frem til en hjemmeside der kunne bringe hukommelsen på gled.