Et par tanker her på falderebet, undskyld på afslutningen af denne årets næstsidste dag, men den endegyldigt sidste for Saddam Hussein. Tårerne og antipatien mod dødsstraf er lidt tørrere i dag, men ikke desto mindre er jeg arg modstander af, at nogen mennesker eller myndigheder skal have ret til at råde over liv og død.
Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at de internationale protester mod dødsstraffen har et strøg af hykleri over sig. Jeg håber ihvertfald at de samme internationale ledere vil fremføre samme kritik når dødssprøjterne i USA svigter, eller når Kina og utallige andre lande benytter denne barbariske retspraksis. Se tillige Amnesty International

Eksekveringen af dommen over Saddam, vil trist nok, på kort sigt eskalere volden i Irak. Men hvis alternativet var, at han skulle sidde i et irakisk fængsel og udsprede propaganda og opfordre til mere borgerkrigsvold, var jeg omend mere afvisende. Han skulle derfor have været dømt ved den internationale domstol i Haag (eller en internationalt ledet i Irak), for derved at have fået belyst hans forbrydelsers omfang. Derpå skulle han have været sat bag lås og slå i et land, hvor man bedst kunne håndtere denne svære fange, og de medfølgende problematikker det ville medføre.

I TV-avisen fremkom Mogens Lykketoft (S) med en bemærkning om dødsstraf som jeg ikke kan følge. Som modargument mod dødsstraf mente han, at det ville have været en værre straf for Saddam at blive fængslet på livstid. Og altså derfor en mere passende straf. Jeg er grundlæggende uenig i, at døden er at foretrække frem for cellen, selv for en tidligere tyrannisk leder som Saddam, og må samtidig sige, at jeg aldrig før har hørt en dansk politiker argumentere mod dødsstraf, ved at fremføre at det ikke er en hård nok straf. Lykketoft kunne passende forklare om det også gælder for vores indenlandske holdning til dødsstraf, eller om han arbejder med to forskellige normer og forklaringssammenhænge.