Nyhedsavisen fjerner DFU-video fra sin hjemmeside

NyhedsavisenEfter denne nyhed, og den tekst som Nyhedsavisen har lagt på siden, skrev jeg en kommentar på deres side:

I er sgu ikke så dumme inde på redaktionen, og har vist læst et par bøger om markedsføring.

Historien var god og rigtig at bringe, og sørgede for en flot mediedebut. Ja, det har næsten været morsomt, at se hvordan de andre avis-konkurrenter har forsøgt at dække historien uden at fortælle, at det var jer der udkom med den!

DFU’s usympatiske hadbårne dumheder er blevet udstillet, og DF har fået revet mere tøj, af det snart pinligt nøgne parti, i og med at skytset er blevet rettet mod pressen, og ikke rummer et gran af selvkritik, men nærmest bakker op om konkurrencen: “Det er skidesjovt og godt, så længe det ikke opdages og kommer ud.”

Jeg er ikke uenig i, at det er klogt at fjerne videoen, men kom nu lidt ned fra den høje moralske hest. For jer drejer det sig om god kontra dårlig markedsføring. Øget negativ omtale af videoen og slutteligt jer, ville være usundt, hvorimod I nu kan fremstå ansvarsbevidste med multikulturelt udsyn, og den debat der nu vil komme om beslutningen om at fjerne videoen, vil give yderligere PR. Ikke så dumt, og jeg har svært ved at tro at denne udvikling er kommet bag på jer. Enhver kunne jo se, at denne video var sprængfarlig, og hensynet til avisens PR er vist hele tiden blevet vægtet højere end DFU’eres sikkerhed.

Men under alle omstændigheder tillykke med en gennemtænkt fødsel, selv om avisen desværre endnu ikke bringes ud i mit postområde – 2000 Frederiksberg.

PS. Jeres forsidetekst lider under nogle sproglige fejl, der får det til at se lidt forhastet ud.