Ja, det har jeg tit spurgt mig selv om, men har ikke fundet svar. Er pressen for ukritisk i forhold til Khader? eller er han bare dygtig til at styre dette spil? Hvilke sager og områder havde han inden Muhammedtegningskrisen udvist særskilt indsigt indenfor? Er den til tider lidt overfladiske mediefremtoning, en velvalgt strategi for at komme bredt ud? eller dækker den bare over manglende faglig dybde? Er Khader en dygtig politiker og/eller en dygtig iscenesætter?

Der hersker ingen tvivl om at truslerne mod ham og nødvendigheden af PET-overvågning, ikke bare er en trussel mod Khader, men mod demokratiet. Ingen kan misunde ham dette, og gevinsten for hans modige fremtoning er velfortjent. Men når det er sagt, kunne jeg godt ønske mig en presse der noget mere kritisk skar ind til benet, og undersøgte hvilken politisk ballast Khader egentlig bær rundt på. Det er ikke min rolle, jeg stiller blot spørgsmålet.

Det kunne tillige være interessant at høre radikale stemmer fortælle om Khader. Når han velsagtens uden at blinke, i Politiken udtaler:

Jeg kunne godt tænke mig, at vi spillede mere som et samlet hold. Hvis vores projekt skal lykkes, skal vi være bedre til at formidle projektet, fokusere på hele holdet og bruge alle kræfterne på gruppen. Jeg synes, at man har brugt holdet for lidt.

Da må da der være radikale der ruller med øjnene, for man skal da normalt til Dansk Folkeparti for at finde udtalelser der så åbenlyst underkender, at der er andre måder hvorpå en given situation kan anskues.

Update mandag d. 7. august: I Information bedriver Naser Khader den mest mærkværdige skelnen mellem ‘ultimative krav’ og ‘ultimative mål’. Han forsøger at akademisere nogen udtalelser der går imod grundholdningen i hans folketingsgruppe. Denne form for tilbagetrækning ligner for mig at se et ‘ultimativt selvmål’.