Og hvorfor så det? Jo, i magtprøvelsen mellem Venstre/Konservative og Dansk Folkeparti var de radikales udmelding om at bryde med S og Helle T. og i stedet pege på Jelved som statsminister (det sker aldrig, for så sættes tiden i stå som i Michael Endes Momo), lige præcis det jokerkort som Fogh kunne bruge til, at redde Barfoed uden at regeringen tabte mere ansigt. Med et stærkt radikalt parti ved hånden, der nu tydeligere end længe set bejler mod de borgerlige var truslen om et valg noget der for alvor kunne skræmme DF. Det kunne nemlig betyde en større mandatændring, hvor DF på trods af fremgang kunne risikere at miste sin magtposition. I pokersprog (det er jo in) ville man sige, at Fogh og Bendtsen gik “all in”, og DF havde ikke kortene til at kalde.

DF har fået en over snablen, og i særdeleshed den nu tydeligvis latterliggjorte formand for Folketingets fødevareudvalg, Christian H. Hansen, der selv står med en stor portion ansvar for fødevareskandalen, der har fået Danmark til at minde om et u-land. Han og DF truttede som en elefant, men kravler nu forslået tilbage i musehullet. Læren er at man aldrig skal stille ultimative krav, når andre kan tranformere ens magt om fra elefant til mus ved bare et enkelt knips. Tru aldrig med at gå – men med at blive (-; kunne være Machiavellis – Lex 23b.