Søndag d. 19. marts læste jeg i Politiken et interview med Pia Kjærsgaard. Flere passager rystede mig, og jeg lagde efterfølgende avisen tilside. I dag fandt jeg den så frem igen, og undredes igen over hykleriet og den sorte tilgang. Pia K. siger, at hun, hvis hun havde været “hardcore politker” ville have hånet statsministeren efter hans optræden på arabisk tv, men at hun tilsyneladende ikke gjorde det af respekt for Fogh. Men lige efter indrømmer hun at det er taktik, idet hun frygtede, at det ville have ramt hende som en boomerang på et senere tidspunkt!

Senere er hun som vi er vant til inde på kravene til at være dansk, og implicit lægger der som altid, at hun har patent på definitionen af det danske. DF og deres vælgere er i sig selv et tydeligt eksempel på, at vi langtfra lever i en dansk enhedskultur. Hun siger, at hun ikke mener “At det er danskerne, der skal gå i dialog, og at det er danskerne, der skal vise respekt. Det gider jeg altså ikke.” Lidet konstuktivt, og igen godt at hun ikke taler på alle danskeres vegne.

Spurgt om, hvordan hun har medvirket til dialog (ja, hun sagde først ja til dialog, for derpå at sige: nej, i grunden ikke) siger hun: “Jamen, jeg har sagt, hvad jeg mener.” Det er altså tydeligvis ikke gruppearbejdets visdom der præger DF og Pia K. At lytte er ikke en egenskab der ligger hende nært. Når det efterfølgende konstateres, at der selvfølgelig er plads til folk med en anden tro, er hykleriet nået ud hvor kragerne vender, og at tænke sig at sådant overhovedet skal konstateres som et udtryk for DF’s imødekommenhed- ja, det fortæller alt.

I grunden er tydelig væmmelse og insisteren på at DF ikke er stuerene, ikke den rette modstrategi. Dermed medvirker man jo til konstant, at øge deres martyrium som efterfulgte ofre i Danmark. Desuden må man jo konstatere, at der er en stor del af befolkningen der bakker op om deres holdninger. Fra ikke at være stuerene er de jo nærmest blevet mainstream, og det er nok det der gør mig mest trist.

Modstrategien mod DF er naturligvis at erklære sig uenig, men uden at svine dem til. Derudover bør man angribe dem med analyse og saglighed. Det er det de frygter mest, for så kan de ikke fremstå forfulgte, og vil alene selv fremstå som de skingre politikere. DF fremstår som både det mest magtfulde parti på Chr.borg, men samtidig også som det med størst offerrolle. Begge roller skal de fratages, men det kræver fodslag i oppositionen om, hvordan dette bør gøres. Desværre er dette ikke tilstede i øjeblikket.