Vi går endnu engang frem i meningsmålingerne. Usikre er de naturligvis, men tendensen er klar. Vælgerne belønner os i øjeblikket! Det er dejligt at den gode interne stemning, den nye kommunikative tydelighed og de gode synspunkter nu også afspejler sig hos vælgerne. Godt nok har vi fra regeringen, DF og S modtaget mange sager som appelsiner i turbanen. Men vi har været gode til at bide os fast, og har ikke gjort det via populisme, hvilket jeg personligt sætter meget pris på.

Hvis nogen tror at dette betyder, at vi mageligt læner os tilbage i køjen – kan de godt tro om. I weekenden var jeg nemlig til visions-seminar på Chr.Borg med HB, MF’ere, medarbejdere mm. Her skortede det ikke på gode visioner, og vilje til sund fornyelse. Så vent bare!

I grunden kom jeg til at tænke på en lille anekdote, som beskriver SF nu: Den klasssiske med moderen med barn, der møder hundeejeren. “Klap du bare hunden, den er helt fredelig” – barnet klapper hunden, som derpå bider halvdelen af hånden af! Derpå udbryder ejeren: Ups, det har den aldrig gjort før”

Et ikke politisk korrekt billede, men det er altså et SF med mere bid end længe set. I politik er alting selvforstærkende: DF kan forvente mere tæsk for efterlønnen nu hvor katten er ude, og det er da også derfor at de ikke vil kommentere meningsmålinger. Et SF i fremgang vil blive tillagt større betydning, blive spurgt om mere, og vi vil derfor langt sjældnere behøve jagte pressen, da den istedet vil komme mere til os. Sådan er det når man går fra at være sympatisk, men ligegyldig til at være sympatisk og farlig (-;