Min personlige respekt for Wallait Khans politiske virke kan ligge i min baglomme. At han ikke rummer formatet til at bestride selv de enkleste poster er vist evident. Man foranlediges til at tro at han er “in it for the money”.
Bevises det at han ikke var valgbar pga. sit ophold i Pakistan, løser problemet i første omgang sig selv – og Venstre står derefter tilbage med en næse for at have opstillet ham.
Sker dette ikke, er det dog for mig at se tvivlsomt om man på nogen måde bevisligt kan erklære hans person for så belastet, at han ikke kan få plads som løsgænger i konstitueringen, og deraf måske posten som 2. Næstformand i BR.
I denne forbindelse er det de radikale der har råbt højest indtil videre og det er da også deres ageren i denne sag, som jeg kort ønsker at kaste et blik på.

Den første konstituering mellem S og R, var nok primært foranlediget af R som øjnede stor indflydelse. S-baglandet og andre interessenter som fagforeninger mm. var dog hurtige til at forklare Ritt, at dette var et uklogt træk (jeg har tidligere kaldt dette for hendes første fejl på posten).

Konstitueringen udvidedes derpå med SF og Ø hvor sidstnævnte altså sikrede sig en borgmesterpost.

Det lugter nu lidt af, at Bondam og resten af R-holdet øjner muligheden for at falde tilbage til det snævre S+R samarbejde. Khan er altså undskyldningen for at dette kan ske. 

R kræver at Khan på Urdu tager afstand fra Sharia. Ingen tvivl om jeg er stærk modstander af sharia, men R’s krav er for mig at se hovedløst. Det ligner mere et forsøg på at fremprovokere et brud end et forsøg på at nå til gensidig forståelse.
Hvad hvis han ikke gør det (mere end han allerede har gjort på det pressemøde, hvor han forklarede at sharia ikke havde plads i DK, men at det for ham var et religiøst spm. og derfor ikke havde nogen rolle i politik) – så ser Bondam og Manu Sareen jo dumme ud – og hvad gør de så? Politisk dumt var det derfor, at presse både Khan og sig selv op i et hjørne.

De radikale opstiller nogen normer for folkevalgte som går ud over de krav der normalt stilles: Nemlig afstandtagen til en rigtignok dybt problematisk og diskriminerende sharia-lovgivning, samt afstandtagen til en legal (men dybt antidemokratisk) organisation – Hitz-but-tahir. To områder som vi normalt overlader til udenrigspolitikken og Justitsministeriet i samarbejde med PET.

Manu Sareen virker på mig at se som en politiker der hurtigt slog til da han øjnede chancen for at positionere sig i sit parti, en handling der med tiden kan sikre ham plads i Folketinget, eller måske pladsen som Overborgmesterkandidat ved næste valg. Han viser selvstændighed og henvender sig tydeligvis til det store antal moderate muslimer.

Både han og Bondam virker som om de ikke har sat sig synderligt meget ind i hvilket abstraktionsniveau man skal se sharia-lovgivning på, og når man udtaler sig så bastant, må man da kræve en vis viden om emnet.
Man kan læse om sharia her: Om Sharia – den islamiske lov

Når Wallait Khan kalder sharia for en del af hans personlige tro, som han ikke agter at blande ind i dansk politik, må jeg da i det mindste være åben for denne mulighed, uanset at jeg på et mere intellektuelt plan er stærkt kritisk over for, hvorvidt sharia med sikkerhed kan siges at tilhøre troens regi. I realiteternes verden er det jo stærkt realpolitisk, og at ingen muslim iflg. Khan vil tage afstand fra sharia-lovgivning er både ukorrekt og dumt sagt. 

Som jeg ser det er der med sharia tale om en meget ærgerlig lovmæssig tolkning af koranen. Ordet sharia forekommer kun en gang i koranen og bygger langt mere på tradition, analogislutninger og konsensus. Men jeg kan jo på den anden side ikke bestemme, hvad der skal udgøre indholdet af Wallait Khans tro.

Sagen er kringlet og rummer andre elementer som jeg ikke her berører. Skulle nye oplysninger komme frem forbeholder jeg mig ret til at lære og evt. revidere min holdning på et senere tidspunkt. Spændende at se hvad der sker på tirsdag på Rådhuset.

God weekend fra Balder