David Trads som hackeralfons

Nyhedsavisens chefredaktør David Trads ville have bragt Michael Rasmussens hackede mail, hvis han var blevet tilbudt den før BT. Han ville dog i det mindste ikke have betalt for den.

Denne nyhed dukkede i går op på Nyhedsavisens hjemmeside, men er i dag ikke til at finde nogen steder på siden! (NB: http://avisen.dk/avis-ville-trykke-rasmussens-mail-030807.aspx

Efter at have læst artiklen skrev jeg selv følgende kommentar i debatten under artiklen:

En bid af agurken til Trads
Det gibber tydeligvis i David Trads for at få avisen i gang igen. Sommeren er snart forbi, meget vand er løbet ud af ørerne og ned i åen, men Nyhedsavisen har holdt ferie.

Ærgerligt for Trads – eftersom især Tour de France – var en rigtig kioskbasker. Hvad gør man så? Jo man får en journalist til at skrive en historie, hvor chefredaktøren går ind og indtager det upopulære standpunkt. Det giver opmærksomhed her fire dage inden opstart. Kalkuleret kynisme – men smart gjort.

Nyhedsavisen fik ikke tilbudt Rasmussens hackede mail, hvorfor alle overvejelser vil have retrospektiv karakter, og det upopulære udsagn er derfor ‘gratis’ for Trads.

Proportionsforvrængningen er meget stor hos Trads, når han retfærdiggør sit udsagn ved at henvise til Danske Bank og Hafnia-sagen. ‘Kyllingens’ mailbox har på ingen måde en sådan offentlig interesse. Det handler hovedsagelig om en cykelrytters rejsemæssige gøren og laden – ikke om et forfejlet krigsgrundlag.

Når Trads skriver: ” Sagen er så principiel og så interessant, at hensynet til offentligheden ville veje tungere”. Bliver jeg nødt til at spørge: Hvori ligger det væsentlige principielle i denne sag?
Det eneste positive jeg kan sige om Trads’ udsagn er at han i det mindste ikke hæver sig helt derop, hvor man taler om retfærdiggjort civil ulydighed og demokratisk grundede lovbrud – for så havde det for alvor været pinligt.

I stedet begrunder han det med, at “vi lever at trykke informationer” (sælge aviser), og at “Journalistik handler om at få ting frem, som folkene på magten helst vil skjule”. Selvom magten’ i denne sag blot er en cykelrytter der blev fyret af sit hold (essensen i dette aspekt vil jeg dog ikke berøre). Hvis kriteriet om ‘at det er ok at bringe – så længe ingen er kommet til skade’, udvides til andre situationer kan Trads starte en lavine af retfærdiggjort ulovlighed. Det synes uigennemtænkt.

Alt i alt byder Trads dog på et åbent værdigrundlag: Nyheden skal ud – koste hvad det vil – også ulovligheder.

Nuvel – så blev der også lidt agurketid til Nyhedsavisens chefredaktør, men er der ikke en grænse for, hvor lavt standard-overliggeren kan sænkes – for at trække pr til avisen?

Den interesserede læser kunne nu muligvis have meget lyst til at læse, hvad Trads egentlig har udtalt. Da jeg ikke kan linke bringer jeg her et udpluk af artiklen fra Nyhedsavisens hjemmeside, indeholdende Trads’ udtalelser:

Det har offentlighedens interesse. Og der er ingen, der er kommet fysisk til skade ved fremskaffelsen

“Hvis hackeren havde henvendt sig til os, ville vi have bragt Rasmussens mail, siger han.”

[…]

“Sagen er så principiel og så interessant, at hensynet til offentligheden ville veje tungere. Så længe ingen er kommet til skade ved anskaffelsen af mailen, ville vi trykke den, siger chefredaktøren.”

Men hvordan ville du sikre dig, at hackeren talte sandt, og ingen virkelig var kommet til skade?

“Det ville jeg forsøge at finde ud af, men i sidste ende ville jeg nok tage hans ord for gode varer.”

Hvorfor ikke bare gå til politiet med oplysningerne?“Fordi vi er en avis, og vi lever at trykke informationer, som offentligheden har interesse i, siger David Trads og henviser til, at de oplysninger, som Jyllands-Posten brugte i sin artikelserie om Danske Bank og Hafnia-sagen i 1999-2000 også var kommet frem på ulovlig vis.”[….]Men er det ikke en krænkelse af privatlivets fred sådan at trykke en mands indbakke?“Når det er så vigtige informationer, er det ok. Vi ville også bringe Foghs indbakke, hvis den viste en korrespondance med Claus Hjorth om, hvornår der bliver valg. Journalistik handler om at få ting frem, som folkene på magten helst vil skjule, siger David Trads.”Hvis nu Nyhedsavisen havde haft en dygtig hacker ansat – ville du så have ladet vedkommende forsøge at skaffe sig adgang til Rasmussens mail?

“Nej, det er noget andet. Så ville vi aktivt have begået et lovbrud. Forskellen er stor.”

(Fra Avisen.dk) – Opdateringsnote: Jeg har senere genfundet det ’skjulte’ link på avisens hjemmeside, og det er nu indsat.

0 tanker om "David Trads som hackeralfons"

  1. Tja, umiddelbart er nyhedsavisens redaktion socialdemokratisk, så hvis man skal bruge din logik, er svinskhed jo et sociallistisk problem.

    Bemærk de borgerlige aviser afviste at trykke e-mailen, men de røde har åbenbart en anden holdning til brevhemmeligheden, ikke at det er noget nyt vi husker alle Sovjetunionen, DDR, Folkerepublikken Kina, Cambodja, Vietnam og Cuba.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *