Danmark ud af Irak – kommentar til debat på DR1

Har lige set debatten om Irak på DR1. Søren Gades første indlæg brillierede simpelthen i sin ignorante blindhed om det katastrofale i Irak-felttoget. Heldigvis er størstedelen af den danske befolkning efterhånden blevet bevidst om de utallige løgne.

Derpå Søren Espersen: “Irak er i en brydningstid.[…]og det koster at lave om på det land“. Kynismen kender ingen grænser hos ham, og bare begrebet ‘brydningstid – er jo en tragikomisk underdrivelse.

Vi gør vores bedste udfra de forudsætninger vi har” fremturede Espersen så i forbindelse med beslutningen om at sende soldater til Irak. Men nej, det er jo løgn eftersom regeringen valgte at overhøre rapporterne om de manglende masseødelæggelsesvåben. Senere påstod Espersen at efterretningstjenesterne ikke var gode nok – en udtalelse der skal tørre ansvaret af på dem som man i sin tid ikke ville lytte til. Hykleri og fordrejning er hvad der er tale om.

De danske soldater – et debatredskab
En detalje der slår mig er at regeringen og DF (her Helge Adam Møller, Espersen og Gade) bruger så meget tid som muligt på at tale om netop dét som hverken befolkningen eller de andre danske partier er uenige i: Nemlig at de danske soldater har gjort deres bedste, udfra den (umulige) opgave de blev sat på. Ingen modsiger dem, men de prøver at positionere sig som de eneste der roser de danske styrker. For at sige det rent ud: De misbruger reelt de danske styrker og de syv mænd der har tabt livet, i en heroisme-retorik der skal mindske deres personlige politiske ansvar. Desto mere ansvar og selvopofrelse som de danske soldater har udvist – desto mere rykkes fokus fra de politikere der på svagt grundlag sendte Danmark ud i en håbløs angrebskrig.

Ud af Irak – pga. indenrigspolitik
Slutteligt rundede debatten udtrækningen. Helge Adam Møller begyndte endnu engang med sin skinforklaring om tidspunktet for udtrækning. Lykketoft (S) borede i det – Espersen trak kortet: ‘Det er flabet at sige, fy, fy. Fogh er en stor mand der ikke bare tænker på intern magt’. Villy Søvndal sagde direkte at Espersens udsagn var ‘dumt’ – mere præcist kan det ikke siges.

Som en sidste afslutning der rundede hykleriet af – fortalte Gade, at irakerne nu havde det der skulle til for at klare sig selv. Kort sagt, en demontering af alt det som var gået forud i debatten. Enten kunne han ikke høre debatten fra det fjerne studie, eller også ønskede han det bare ikke.

Se i øvrigt disse indlæg for yderligere: Ind på en løgn og ud på en løgn og Ny regering – nyt menneskesyn

0 tanker om "Danmark ud af Irak – kommentar til debat på DR1"

  1. Midt i al din fromhed mangler vi så bare et svar på hvad der havde været det rigtigt alternativ til en ulykkelig situation i Irak forud for koalitien væltede Saddam.

    1) Fortsat lade Saddams socialistparti foretage systematisk udrydning af kurdere, politiske modstandere m.fl.

    2) Fortsætte FN’s håbløse sanktionspolitik som førte til store tab af menneskeliv pga. den hungersnød og de mangelproblemer, der opstod som følge af diktatorens kyniske misbrug af borgerne til at presse FN og de vestlige stater (man burde tilføje at netop blokaden af Irak afslørede hvor helt igennem korrupt FN-systemet er, men det er jo en anden historie).

    Det skulle ikke undre mig om det bud på en politik overfor Irak er fortsat DIALOG. Det er som bekendt venstrefløjens yndlingsfrase når de er for berøringsangste til at konfrontere regimer, personer og holdninger som bare ganske simpelt tager fejl.

    Klart, klart kampagnen kunne være udført bedre og mere sikkert. Men foreløbig er Bush desværre den eneste der står med et bud på hvordan man aktivt forsøger at ændre verden. Buddet viste sig ikke at være det rigtige, men jeg har altså ikke hørt andre forslag end at lukke sig inde i vores priviligerede verden uden at være klar til at yde nogen ofre for at befri verden fra dens tyranner.

    /Nicolai

  2. Hej nai
    Det er da et behjertet forsøg på at dreje debatten, fra de magthavere der på spinkelt grundlag sendte DK i krig – og så over til en opposition der ingen reelle muligheder havde for at få sin politik igennem.

    Du skuer tilbage, og mon dog om du hverken tidligere eller nu er villig til at lytte til især SF’s ønsker for en anden sikkerhedspolitik? At vi har andre metoder end krudt og kugler, men ikke er blege for at ty til dem i den rette sag, med solidt FN-mandat, er evident. Vi er ikke pacifister – men på den anden side vil jeg kalde det ualmindelig unuanceret – at sige som du gør: “Men foreløbig er Bush desværre den eneste der står med et bud på hvordan man aktivt forsøger at ændre verden”.

    Bushs ændringer er farlige for verden, og historiens dom vil være skånselsløs. Årene med ham er spildte og har skridt for skridt sat verdens sikkerhed tilbage. Eller måske er hans ‘verden’ bare ikke den samme som min?

    Afslutningsvis enig i at Saddam var en tyran – der skulle tages hånd om. Men subtilt og klogt – ikke ved at skabe 100.000 nye af hans slags.
    FN’s sanktionspolitik rammer ofte meget uheldigt. Går da udfra at du da vil være villig til at øge bistandshjælpen, idet der er sammenhæng til international sikkerhed. FN er en størrelse der skal reformeres – i mange år har den ikke været en selvstændig stærk spiller, men blot et billede på magtsituationen i det internationale system. Spørgsmålet er om det nogensinde vil ske – en ny demokratisk præsident i USA er ihvertfald første skridt. En ny i DK ville heller ikke være at foragte.

    Læs i øvrigt mere her: http://www.sf.dk/index.php?menu=760

    Vh. Balder

  3. Modsat SF’s hvis nære allierede i Irak Saddam Huessein, hvis socialistiske parti støttede op om folkemord og undertrykelse, forsøgte den borgerlige regering i det mindste at forbedre forholdene for Irakerne. Det har lange udsigter, men modsat det socialistiske diktatur har Irakerne nu mulighed for at vælge deres egen demokratisk valgte regering og det er fremskridt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *