Fogh-regeringen i sit livs krise

Da den socialdemokratiske formandskamp var i gang, sagde jeg til flere. “Regeringen har to modstrategibøger i skuffen. En der hedder ‘Sådan slår vi Frank’ og en anden ved navn ‘Sådan slår vi Helle’. Frank-bogen er meget tynd, og drejer sig blot om at tegne et billede af et socialdemokrati der stadig tror på klassekamp, og ikke har rykket sig med udviklingen, men Helle-bogen er meget tyk, men der står endnu ikke noget i den.”

Nu står der lidt mere i bogen, for nu kender de hende (det er ikke noget alle kan lide at høre, men hendes køn har indvirkning på modstrategien, og historisk må man sige, at Fogh til dato ikke har kunnet sætte sig på de to kvinder Pia K.og Jelved). Efter en periode med store problemer (se fx et Kritisk indlæg fra 30. marts) er S kommet bedre efter det, og man kan nu tro på et regeringsskifte. På bare et halvt år har S lært en del. Fået Henrik Sass ind, og Henrik Dam hjem.

Irak-krigen er mere end nogensinde et kæmpeproblem for Fogh, og den store statsleder har endnu ikke givet interview om Danmarks rolle (flovt, flovere, flovest).

Absurd udligningsreform, kommunalreform og efterfølgende krise for servicen i flere kommuner, efter aftale med KL (som SF var imod) har kastet regeringen ind i sin største krise hidtil. Forældre på barrikaderne er ikke det en regering ønsker at se, og de bliver svære at vinde tilbage som vælgergruppe. Regeringen har begået hybris – siddet på hænderne. Storhed står for fald.

Fogh synes at have mistet noget af grebet om sit mandskab, de dårlige sager hober sig op. Kommunikatorisk har der været mange bommerter og interne selvmodsigelser. Troels Lund er ikke uden evner, men alligevel milevidt fra Jens Rohde som midtbaneslider.

I dagens Berlingske skriver Thomas Larsen at regeringen som modsvar til Helle T. vil slå på økonomisk uansvarlighed. Som strategi er den meget usikker, og det viser reelt at der er sket et paradigmeskift. Fogh kan ikke længere holde på magten ved at tage patent på velfærdssikring. Tværtimod skal han nu bevise, at han overhovedet gavner velfærd for alle. I et rigt land, hvor folk hellere vil høre progressive rare ting om fremtiden, end mådehold og holden på kassen på trods af højt skattetryk (dog ikke højt nok for de rigeste og de multinationale) er det ikke en strategi som VK vil få succes med – heldigvis.

Jeg har spurgt mig selv om regeringen har en ‘Sådan slår vi Villy’-bog. Svaret er nej. Vi kæmper om forskellige vælgere, og Fogh ved at han ikke kan kontrollere SF. Med 5 mandater mere og flere penge, er der ikke grænser for, hvad vi kunne udrette.
Fortsat god søndag.

0 tanker om "Fogh-regeringen i sit livs krise"

  1. “Regeringen har begået hybris – siddet på hænderne. Storhed står for fald.”

    Vås. Regeringen har gjort meget lidt udover konsensus. Måske skulle du forsøge at konkretisere hvor og hvad det er den har gjort som adskiller sig væsentligt fra almindelig “sund” socialdemokratisk politik i denne tid med brydninger.

    Du vil næppe finde meget væsentligt udover indvandring og udenrigspolitik. I indvandrersagen har den gjort hvad S burde have gjort for mange år siden: lyttet til dem med skoene på.

    I udenrigspolitikken har den været så dristig at vælge et slag mod en ond isme sammen med USA. Der er ikke noget sagligt at hænge den op på, hvis vi skal bevare proportionerne, regeringen har simpelthen valgt en slags pragmatisk idealisme fremfor ren pragmatisme.

    Det er dog klart at det giver problemer ift. det bløde frygtsomme vælgersegment der behersker den udenrigspoliske debat i Danmark. Det er et demokratisk problem at der vanskeligt kan tages maskuline beslutninger. DET burde bekymre en ægte demokrat, men at det skulle interessere en SF’er er måske for meget at håbe på.

  2. Hej Kimporator
    Først – husk at jeg er SF’er af hjerne og hjerte og at der bag en ros til S, som oftest implicit ligger, at det er sagt udfra en længerevarende skuffelse over store dele af deres politik.

    Jeg er da også enig med dig i, at S i al for lang tid har forsøgt at komme tættere på magten ved at ligne V, selvom din tilgang var den omvendte end min.

    Ang. hybris og storhed for fald – det var i grunden en kommentar der rettede sig direkte mod den nuværende kommunalkrise, og Foghs arrogante beskyldninger mod forældre fra hele det politiske spektrum har kun fået mig til at blive mere sikker i min sag. Regeringens ’stil’ er et problem der til slut vil ramme som en boomerang.

    På det udenrigspolitiske bliver du lidt skinger. At du kan se regeringens politik som pragmatisme er altså noget der kan diskuteres, og nok i sidste ende afgøres af øjnene der ser. Er det pragmatisk at føre DK ud i en angrebskrig? Idealistisk måske, men da den ideologisk blinde af slagsen. At bruge ordet ‘maskulinitet’ i forbindelse med udenrigspolitik/krig er for mig at se ude i hampen. Jeg vil som mand ihvertfald ikke identificeres med en beslutning om at gå i krig på et så løst og USA-dikteret mandat. Saddam var en tyran, men vi har skabt en borgerkrig og gjort verden mere usikker. Læs evt. denne notits fra SF, http://www.sf.dk/index.php?article=12350

    Nu syntes jeg faktisk, at der var en del af mit indlæg, som du ikke forholdt dig til. Måske var du enig, måske var sandheden ilde hørt.
    Vh. Balder

  3. Udenrigspolitisk: Ja, det er relevant at bruge køn, for det fortæller statistikken os jo. Hvis man tror man kan undgå krig, snakke sig til rette med sine dødsfjender, så er man kvindelig. Det er ikke helt tilfældigt at pædagogfaget er domineret af kvinder. Kvinder styrer ved snak og manipulation, mænd slås eller stemmer om det efter åben og fri debat. Men ok, jeg ved da at det er kontroversielt. Ingen vil røre disse grundlæggende statistiske og ganske voldsomme kønsforskelle med en ildtang, pånær tosser som Helmuth Nyborg, Carl Mar Møller og mig.

    Det idealitiske i en krig anerkender du. Man har jo gjort det før uden det massehysteri og spil på kvindernes indgroede modvilje mod krig. Da man hjalp muslimerne i ex-Jugoslavien, og såmænd også i Irak, men under en S-R-regering.

    Det pragmatiske handler bare om at man ikke kan gøre den slags uden at det bliver grumset, med mange fejl. Fejlene spilles der så på hos de røde og kvinderne. USAs udenrigspolitik er under Bush skiftet til at være pragmatisk idealisme, hvor den i perioder har været mere rendyrket pragmatik. Det er lidt pinligt at venstrefløjen og de radikale angriber Bush-doktrinen, men det handler jo heller ikke om politikken, men om at han er en gammel hvid mand med macho-tendenser. Så meget for S-SF-R’s saglighed.

    Regeringens “stil” er at vedkende sig proportionerne, at undlade at lefle for meget for stærke interessegruppers følefascisme. Det er klart at den vanskeligt kan blive populær hos kvinder, pædagoger og børnefamilier, når den peger på at disse grupper ikke er særligt forsømte. At lefle og lyve for at tækkes de stærke gruppers spil på offerrollen er selvfølgelig bedre populisme.

    Man kan kort sige at regeringens “arrogante stil” er det modsatte af den populisme som venstrefløjen ellers “mærkeligt nok” hader i andre sammenhænge.

  4. PS, kurderne er nok ret tilfredse med Irak-krigen. Og en af de vigtigste grunde til det halvdårlige resultat er jo antiamerikanernes manglende opbakning. Men en debat om selve Irak-krigen vil blive omfattende.

  5. Når det drejer sig om udenrigspolitik og krig gider jeg altså ikke gøre mig totalt ligegyldige betragtninger vedr. maskulinitet. Ej heller er det væsentligt at svare på om Bush og Fogh er idealister eller pragmatikere. For mig drejer det sig om at konstant at stille spm: Er dette en klog politik og har den legitimitet?

    Den nye danske udenrigspolitik (båret frem af både regeringen, S og RV) har bevæget DK væk fra en klog mæglende småstatsrolle, og hen til en passiv USA-tilpasning med militarisering til følge.

    Som Poul Villaume skrev i sin kronik i Pol. d. 24 sep om: “Krigseventyr [Afghanistan og Irak], der helt som forudsagt af kritikerne voldsomt har styrket islamistisk fundamentalisme og antiamerikanske og antivestlige stemninger i hele den arabisk-muslimske verden. De naive, etnocentriske forestillinger om en ‘chok-demokratisering’ af regionen ligger i grus. Ægte og varige regimeændringer kan kun komme indefra – de er befolkningernes eget værk.”

    Hvad nytter idealisme, hvis den blænder for det kloge træk?
    Hvad hjælper det med planer for krig uden planer for freden?
    Er det klogt at afsætte en diktator ved magt, for derved at være skaber af en borgerkrig?
    Skaber vi bedrede vilkår for fred i verden ved at bakke op om en USA-præsident der ser FN som en pinsom forhindring?
    VK-regeringen har som halehæng til Bush været med til at skabe en farligere verden, med større spændinger. Bekæmpelse af terror er omsonst, hvis man sideløbende skaber grobund for flere af slagsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *