Den radikale uenighed om hvorvidt Marianne Jelveds hårde kommentarer til Anders Fogh var passende eller over stregen, dækker over en større kløft i partitop og bagland.
Jelved vil have svært ved at gå ind i et regeringssamarbejde, mens andre ser det som helt naturligt for RV. Khader tilhører sidste fløj og er pt ved at positionere sig (flot -uanset hvad man syntes om hans talent) i partiet. Over en længere periode har kræfter i RV nærmet sig et fremtidigt samarbejde med Foghs Venstre. Dette er samtidig en gave til Fogh, da han derved kan holde DF stangen som regeringsparti, og samtidig ved DF også, at der er grænser for hvad de kan kræve når RV står klar i kulissen.
Personligt finder jeg Jelveds kommentarer på sin plads, og under alle omstændigheder stikker hun sværdet ind hvor det gør lidt ondt: Foghs lederskab. Der er nemlig kommet ridser i teflon’en. Tegningskrisen kan derfor vise sig at være skelsættende idet en presse under stadig mere ideologisk opdeling, for fremtiden vil bore mere i Foghs lakuner end vi hidtil har set. Til dato har han styret pressen totalt, men jeg håber og tror at strategien må lægges lidt om, med mere åbenhed og imødekommenhed. Men det kræver at pressen er sin opgave voksen, og ikke stiller sig tilfreds med rollen som mikrofonholder.
Folk med viden om lederskab, vil skrive under på at Foghs stil ikke er uden fejl. Den ville ihvertfald ikke gå i en virksomhed med innovations-trang og med mere fladt hierarki. Fogh vidste at Helle T skulle rammes på lederskabet, men han er omend langtfra ligeså sårbar der som Helle T, dog lidt sårbar på sit lederskab, som jeg vil kalde ‘udansk’. Bliver pressen skarpere og udstiller de interne konflikter, vil man kunne se hvor Foghs stil vakler. Jeg tror kort sagt, at der er for få der vil gå gennem ild og vand for ham. Især de konservative ministre og V-folk med mere traditionelle liberale holdninger vil løbe langsomt til brystværnet.
