Gratis økologisk skolemad

Kommentar til Karin Dubins læserbrev d. 9. august 2005. 

Karin Dubin og jeg er grundlæggende enige i, at sund mad til skolebørn er en nødvendighed. Et barn med kostmæssigt overskud vil have energi og lyst til at lære, men vil derudover slutte skoledagen med kræfter til det efterfølgende særdeles vigtige sociale fritidsliv. Derved bedres mulighederne for at få ‘hele børn’, der går glade og forventningsfulde til og fra skole.

Den så stærkt efterspurgte faglighed, går kort sagt hånd i hånd med børnenes velvære. 

Derfor mener jeg og SF ligeledes, at det er meget ærgerligt at madordningerne på kommuneskolerne på Frederiksberg ikke fungerer endnu.
Min undren over Dubins indlæg går derfor nærmere på hendes kommentar vedr. brugerbetalingen til denne skolemad. Dubin skriver først, at man fra socialdemokratisk side, i flere år har arbejdet intensivt (hvad det så end betyder!) for muligheden for brugerbetalt skolemad. OK, det kan man forholde sig til, men så laver Dubin det der i tipning vel kaldes en helgardering, for ligesom at dække venstre flanke af det politiske spektrum. Hun skriver: “Allerhelst havde vi dog set, at vi i Danmark, som i så mange andre lande, havde mulighed for at tilbyde gratis mad på vore skoler. Men så langt fremme er vi ikke i øjeblikket.”
Jamen, Dubin – det er det der i politik kaldes at prioritere. Når vi “ikke er så langt fremme”, skyldes det bl.a. at dit parti har valgt, ikke at arbejde for gratis økologisk skolemad til alle børn. Det står sort på hvidt i jeres kommunalpolitiske program for Frederiksberg, at I arbejder for brugerbetaling. Så lad venligst være med at foregøgle borgerne, at I godt kunne tænke jer en gratis ordning. Det ville nemlig være i modstrid med den socialdemokratiske holdning til velfærdsstaten som vi møder i dag.
Et bevis på dette leveres endvidere i Politiken d. 14 august, hvor der tydeligvis er tale om en lancering af nye socialdemokratiske tanker, vedr. nu gratis mad til alle børn i vuggestuer og børnehaver. Der tales dog ikke om folkeskolen, så Dubins såkaldte håb for denne aldersgruppe, er mildest talt et spil for galleriet.
I kommunalbestyrelsen ville jeg som SF’er arbejde for en anden prioritering. I en rig kommune som vores, ville man kunne stå som progressivt tænkende, hvis man kunne tilbyde gratis mad i institutioner og skole. Det er ikke på formynderisk vis, at tage ansvaret for børnenes næring ud af hænderne på forældrene, men drejer sig snarere om en forudseende kommunal velfærdstats-politik. Sunde børn bliver til sunde voksne, som så senere i livet, i langt mindre grad vil belaste systemet med dårlig sundhed.
En brugerbetalings-ordning har desværre en tendens til at forstærke ulighederne i Danmark.

Hvordan skal forældre der end ikke kan betale nyt tøj, børnefødselsdage og sågar en biograftur, have råd til også at bekoste dyr skolemad? 

Sådanne ordninger opretholder den negative sociale arv. Dette betyder dog ikke, at børn af økonomisk stærke forældre, ikke også skal nyde et sådant velfærdsgode. Vi yder efter evne, og nyder alle den stærke velfærdsstats goder.
Usund levevis er desuden mindst lige så udbredt hos børn i bemidlede familier. Her lider de under stressede forældre der knokler for profit, og derfor ikke får taget sig tid til at smøre sunde madpakker. Disse børn stikkes nærmere et par gyldne mønter, som så bruges på slik, chips og sodavand. Som SF’er ønsker jeg altså at vi kommunalt viser omtanke for alle børn, og får skabt grobund for en fremtidig sund levevis. Hvordan samfunds-regnestykket om en årrække så ser ud, er særdels komplekst, men fordelene er store og pengene derfor godt givet ud.

(Bragt i Frederiksberg Bladet 30. august 2005)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *