I kronikken mandag d. 2. august 2010 forsøger Helene Aagaard at spille en rolle som mediator af prostitutionsdebatten, men river masken af sig selv når hun konstaterer, at prostituerede har brug for ”øgede rettigheder, der gør det muligt for dem at udføre deres job som almindelige borgere”. Heldigvis er et samlet folketing imod en sådan liberalisering idet prostitution ikke betragtes som et job, men som et socialt problem, der ydermere er potentielt dybt skadeligt for krop og psyke.
Helene Aaagaard skriver, at hun har iagttaget debatten de seneste par år. Det har i givet fald været lemfældigt, for hun formår på intet tidspunkt sagligt at referere mine og 8. marts-initiativets holdninger. Vi arbejder ikke på at forbyde prostitution, men udelukkende på at gøre det forbudt at købe sex, ligesom i Sverige, Norge og Island, samt iværksætte solide sociale tiltag. Helene Aagaard opfinder sit eget citat og tilskriver mig den holdning, at de kvindelige prostituerede er ofre for mænds voldsomme seksualitet. Det har jeg og 8. marts-initiativet aldrig sagt. Men vi finder det beskæmmede, at der i Danmark er 100.000 vanesexkøbende mænd, som ved at udnytte andres udsathed sætter deres egen seksuelle tilfredsstillelse højere end det psykiske og fysiske helbred hos prostituerede. Når det store flertal af 86 % danske mænd ikke handler på samme vis, skyldes det selvfølgelig at mænd generelt ikke ligger under for nogen ukontrollerbar seksualitet.
Jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan nogen kan se bare et gran af feminisme i prostitution. Det er i bedste fald en fejlanalyse, og i værste fald et opportunt halmstrå sået af en prostitutionslobby der ønsker at bevare prostitution som indtægtskilde. Prostitution er som social konstruktion frihedens og ligeværdets absolutte modpol, også selvom nogen ønsker at der hænges smileys op udenfor bordellerne.
(Bragt i Politiken d. 13. august 2010, som talsperson for 8. marts-initiativet)