I mit læserpanelsindlæg gik jeg i rette med avisens leder, og får på sin vis et gensvar i dagens Politiken kommentar (2.sek,s.8). Jeg syntes dog stadig at avisen repræsenteret ved Lars Trier Mogensen skylder en mere nuanceret kritisk tilgang til de radikales slingrekurs, eller er man bange for at støde læsergrundlaget på manchetterne? Samtidig blafrer det stadig i vinden: “Margrethe Vestager bejler i maj måned til SF, mens Naser Khader vil være integrationsminister i en borgerlig regering, men til hvilken side er det nemmest at få radikal politik igennem?” Det virker som om, at avisen selv tror på, at en evt. VKR-regering vil føre en markant anden udlændingepolitik. Men hvad bygger den dette på?
Nuvel – læs mit indlæg her:
Så er starten gået på en ny uge og på dette nye læserkoncept hos Politiken.
Samtlige partier på Chr.borg er nu blevet enige om en politisk aftale vedr. forældreansvar (forældreansvarsloven). Jeg har fulgt med i forhandlingerne og kommenteret på knaster og nye muligheder. Det foreliggende resultat er for mig at se særdeles positivt, men der bliver nu en ny høringsfase, hvor evt. problematikker kan blive belyst. Lovforslaget fremlægges i denne uge.
Jeg havde sådan set sagt til mig selv: “Prøv nu at se om du kan lade være med at skrive om SF”. Men så kommer avisen, og med den en leder og en artikel om SF’s ‘postive pegen på Helle T.’ Og nu var det jo lørdag aften, og i Berlingske i går at SF meldte ud, så hvad skal man dog gøre. Det er jo dugfriske nyheder. Så sådan blev det. Partifarven fornægter sig ikke, men dog formidlet på lidt anden vis end normalt.
Hvis ikke skulle jeg måske bare have skrevet om sex med dyr. Det er da noget der rykker. Og så alligevel ikk’ – så ‘skomager bliv ved din læst – ikke din hest’
Jeg skal i morgen som den første af panelet på syv læsere, skrive et debatoplæg udfra en eller måske to artikler i den pågældende dags Politiken. Efterfølgende vil jeg gøre dette de næste otte lørdage. Jeg er lidt spændt på om der med det samme er en artikel der springer mig i øjnene, og selvinsisterer på at blive analyseret, eller om jeg skal lede længere efter inspirationen. Men det er jo vilkårene, at man skal forhole sig til avisen, og gerne hurtigt, så der ikke går for lang tid fra avisen er udkommet til debatten kan køre. Læs og debatter på læserpanelets blog
Ovenstående er naturligvis en særdeles vellignende tegning fra Politiken, af de syv der de næste to måneder gerne må rive lidt i avisen 🙂
Tak til alle de medlemmer der stemte på mig. Hver enkelt stemme glædede mig 🙂
Nu skal der ekstra kul på, og jeg kan stadig bruge al den opbakning og støtte jeg kan få. Så skriv eller ring, hvis du har en sag der bør rejses, eller ideer der bør føres ud i livet. Lad mig så blot understrege, at når man er kandidat i hele København (dvs. Kbh, Frederiksberg, Tårnby og Dragør), er ingen sag for lokal og intet emne uvæsentligt.
Ud over isen og ud med Fogh, og glædelig julemåned.
To positive nyheder i dag: Flemming Balvigs undersøgelse om “Danskernes syn på straf” gennemhuller regeringens og Lene Espersens pseudo-populistiske strafkorstog, samt påpeger befolkningens reelle uvidenhed om strafniveauet og den tro på højere straf, som jeg selv inklusiv har troet var den overvejende rådende i befolkningen. Læs videre Retspolitik: Dyresex og danskernes retsfølelse→
Internt i SF er dette et spørgsmål som optager manges sind. Men hvis jeg skal være helt ærligt syntes jeg for nuværende, at vi burde koncentrere os om to andre ting: At få væltet Fogh og sikre SF en mandatmæssig styrkelse.
Hvilken anden kanal ville ellers sende et så interessant tema-program som det der i dag genudsendtes om de største mandlige homomusikere. Og så det dejlige genhør med alt for meget flabet og fed musik. Et spørgsmål trænger sig dog ofte på i denne forbindelse. Hvis man ønsker seksuel ligestilling, og at alle skal kunne leve i fred uanset seksuelle præferencer. Hvorfor er det så lige at der gerne ønskes en ekstra udadvendt, og seksuelt kæmpende fremtoning fra især kendte homoseksuelle (og evt. også fra homoseksuelle i al almindelighed)? Hvis ikke du springer ud offentligt svigter du sagen!
På sin vis syntes jeg at det er værd at tygge på Michael Stipes udsagn om, at det stærkeste statement han som homo kunne udsende bare var at være sig selv, og altså på trods af sin stjernestatus ikke gøre noget sønderligt ud af sin private seksualitet.
Folketingskandidat i Storkreds København og Rådmand på Frederiksberg
Hvilken anden kanal ville ellers sende et så interessant tema-program som det der i dag genudsendtes om de