Debatten om trafik, cyklisme og miljø er politik, hvor SF erfaringsmæssigt giver de andre baghjul. Det drejer sig om vores tid, sikkerhed og sundhed og alle tre aspekter vil SF værne om. Desværre viser forringelserne for den kollektive trafik, at der er nogen partier der vælger at prioritere bilisters tid højere.

Udmeldingerne fra socialdemokratiske kandidater her i bladet, viser ligeledes en diskrepans mellem på overfladen velmenende tanker, og så reelt en politik der udviser en problematisk stor respekt for bilismen.

For at ændre på den nuværende miljøbelastning – gavne sikkerheden for de bløde trafikanter – og give den kollektive trafik bedre vilkår, er vi nødt til at foretage nogle markante indgreb der, hvor det virkelig nytter. I politik kan man ikke altid i første omgang, gøre alle glade.

Dette ansvar lader det dog ikke til at S tør tage.

Vi er enige i, at arbejde for flere lavhastighedsveje og fornyet ansøgning om miljøzone i kommunen, og dermed krav om partikelfiltre til dieselbiler.

Michael Vindfeldt (MV) fra S, er her dygtig til at sende aben over til de konservative, hvis justitsminister afslog indførelsen af miljøzonen, efter først at have opfordret kommunen til at søge. Dette er dog langtfra nok.

Flere sikre cykelstier er vigtigt, men vil S arbejde for, at de også bliver brede nok til sikre overhalinger? MV har konstant plæderet for flere underjordiske parkeringskældre, og finder det end ikke i sig selv problematisk, at antallet af biler på
Frederiksberg, i løbet af få år vil stige markant. Men, det er jo problemets kerne. Hver eneste nye parkeringsplads er jo en opfordring til bilejerne om at køre ind til byen. Parkeringspladser er tilmed dyre – opførsel af en enkelt plads koster gerne mere end selve bilen.

Store private parkeringsanlæg medfører ligeledes, at pendlerne tager bilen i stedet for den kollektive trafik. Derved bemægtiger bilerne sig byrummet – ødelægger luften – forringer sikkerheden – øger støjgenerne, og forlænger transporttiden i den kollektive trafik. En skidt cyklus startes derved, med færre passagerer og flere utilfredse cyklister til følge.

MV’s politik er kort fortalt en selvmodsigelse – idet man ikke kan få ren luft, når man samtidig inviterer bilerne ind i byen.

Inden det bliver skudt mig i skoene, må jeg hellere påpege, at jeg ikke ønsker alle biler ud af byen, og muligvis godt kan stemme for et underjordisk anlæg, når der er sikkerhed for, at den nyvundne vejflade derpå bruges til busbaner og cykelsti. Men jeg vil ikke medvirke til inkonsekvent trafikpolitik, og ønsker derfor:

Fokus på flere lukkede veje, især hvor børn færdes – kommunal støtte til flere delebilsordninger og samkørsel til arbejde (mobility management) – bompengeafgift for biler i hovedstaden – parkeringszonen udvidet til hele Frederiksberg – fokus på parkeringsanlæg uden for byen, hvor bilister så kan bruge kollektiv trafik resten af vejen.

Desuden skal der opsættes flere og mere velplacerede cykelstativer, meget gerne i to lag – her må der opfordres til medborgerligt sindelag, idet de rørige og høje naturligvis benytter de øverste. I øvrigt bør kommunen foreslå, at få udvidet Københavns bycykelordning, så erhvervslivet også får glæde af de cyklende sommer-turister.

(Frederiksberg Bladet 25. oktober 2005)