Under den seneste folketingsvalgkamp lovede du, Jan E. Jørgensen, hovedstadens borgere at du ville være storbyens stemme. Du præsenterede endda dig selv på følgende vis: ”Jeg vil fortsat være din storbystemme i Venstres folketingsgruppe. For at sige det ligeud – så er Venstres gruppeværelse fyldt af stemmer, der taler om randzoner, udflytning af statslige arbejdspladser og hærvejsmotorvej. Der er ikke mange, der taler om Københavns udfordringer og muligheder.”
V-mindretalsregeringen smed i sidste uge en bombe i form af udflytning af 3.900 statslige arbejdspladser. Familier rodfæstet i København tvinges til at flytte eller sige op. Børn skal flytte skole og sige farvel til sportsklubben. Alle de ledige akademikere får nu endnu hårdere konkurrence til de få ledige stillinger. Hvis det falder sammen med en stramning af dagpengereglerne kan vi tydeligt se Venstres masterplan.
I Norge har man tidligere forsøgt samme øvelse, og det endte med at koste op mod 1 million kroner pr. stilling der blev rykket ud af Oslo. Meget tyder på at konsekvensen vil blive et stort videnstab, udgifter til rekruttering og pendlertransport, for ikke at tale om udgifter til oprydning efter decideret kaos i udflyttede styrelser. Venstre-regeringens politik emmer af mangel på respekt over for medarbejdere, familier og ikke mindst en solid statslig drift.
Mit spørgsmål til dig Jan E. Jørgensen er: Førte du en indholdsløs reklamekampagne, eller er der andre tungtvejende karrieremæssige grunde til at du nu er helt tavs? Vælgerne bør få at vide hvad storbykandidaten mener om beslutningen.
(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg d. 8. oktober 2015)