Der bliver ingen øremærket barsel til mænd i denne omgang. Selv om det normalt er noget man gør ved grise, har jeg fra starten af sagt, at det var ligegyldigt hvad det hed, bare det blev gennemført. Men SF har i denne sag kæmpet mod reaktionære konservative socialdemokrater, og hykleriske radikale der som strudse har stukket hovedet i busken. Det første fik vi et bevis på da statsministeren udtalte, at ”hvis vi skal øremærke barsel til mænd, så betyder det reelt at mænd skal sige til kvinderne, at de kan få mindre tid sammen med deres børn.” Jamen gud forbyde, at fædre fik lidt mere tid og kvinder lidt mindre. Det kaldes udvikling og ligestilling. Og pointen er jo, at svigtet rammer over en bred kam fra børnene, fædrene, mødrene på arbejdsmarkedet, familierne og til samfundsøkonomien.

Beviset på min anden påstand gav de radikales Margrete Vestager, da hun i et ekstraordinært anfald af hykleri søgte at placere hele aben på Socialdemokraternes skuldre. Bemærkelsesværdigt, når det kommer fra et parti, som når det bruger sin magtposition til at få deres politik igennem i et fælles regeringssamarbejde, nok skal lade omverdenen det høre. Når så man vælger ikke at benytte denne position, er det de andres skyld. Ser frem til de nye plakater med teksten: ’Vi stoler. Ikke på fædrene.’

Denne kovending handler i høj grad om, at der er nogen der da de endelig kom til magten igen, begyndte at kære sig mere om ikke at miste den i stedet for at bruge den. Så nu har en centrumvenstre-regering fasttømret, at mor er den primære omsorgstager, og forsvaret det med de borgerliges begrebsapparat. Hold da op, hvor er vi mange nuværende og kommende fædre, og en masse kvinder med blik for hvad der gavner deres børn, faderen og dem selv, der føler os til grin og trådt på.

(Bragt i Politiken den 18. september 2013 – overskriften var redaktionelt ændret)