I Lokalavisen den 25. juli bragtes et interview, hvor Frederiksberg Centrets center manager Thomas Thalbitzer kom med følgende forrygende bemærkning: ”De fleste af vores kunder kommer med metroen eller på cykel, men vi udvider fra 300 p-pladser til 450 i 2015.” Og i den efterfølgende sætning henvises der til det øgede kundetal som færdiggørelsen af metrocityringen vil føre med sig når den forhåbentlig er færdig i 2018.
Jeg har tidligere rystet på hovedet, da jeg passerede Frederiksberg Centret og så hvordan man på et stort reklameskilt brystede sig af de kommende 450 parkeringspladser – lige midt i bymidten af Frederiksberg. Og den bemærkning fra centrets side er jo det rene ’go dav mand – økseskaft’. For hvad skal man dog med alle de nye parkeringspladser i et center der ligger op af kollektiv trafik i form af busser og snart øget metro og af cykelstier, herunder Den grønne sti. Hvorfor valgte man ikke i stedet at lave en grøn promovering af at man er det center i Danmark, hvor flest kunder ankommer uden bil? Desværre valgtes en konservativ og tilbageskuende tilgang til det at drive butikscenter midt i en storby.
I SF stemte vi nej til udvidelsen af Frederiksberg Centret – ikke fordi vil ville forhindre en fornyelse af centret, men bl.a. fordi det ville medføre en markant og sundhedsfarlig øgning af bilismen, foruden at det vil gøre det endnu sværere at overleve som mindre erhvervsdrivende i nærområdet.
(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg den 15. august 2013)