Frederiksberg har brug for et spillested til den rytmiske musik. Især til ungdommen og de unge voksne, men også et sted der er så unikt at andre musikgenrer og alle generationer vil kunne få glæde af det.
Frederiksberg er næsten fuldt udbygget, så det er ikke så ligetil at pege på hvor et sådant spillested kunne ligge, men i SF har vi en vision om at det kan ligge under Bispeengbuen.
Der findes velsagtens ikke noget sted i hovedstaden der rummer mere autentisk urbanitet end netop området under Bispengbuen. I stedet for at ærgre sig over det bør man konstruktivt indtænke det i byplanlægningen.
En del af visionen består i, at spillestedet skal opføres med fleksibilitet i forhold til åbning af vægge i både siden og enden. På den måde kan man ændre det lydisolerede koncertrum fra gang til gang eller sågar under en koncert. Det vil desuden kunne betyde, at koncertstedet vil kunne åbne sig op for mange flere mennesker ved helt særlige lejligheder.
Prøv at forestille dig, at du starter en koncert i et lukket rum mens der er lyst udenfor, for så halvvejs at opleve rummet åbne sig, så aftentusmørket og den friske luft spiller med. Det åbner muligheder der bare skal videreudvikles og dyrkes i en projektfase. Der er således tale om en helt unik mulighed for at give ikke bare Frederiksberg, men hele hovedstaden et særegent spillested. For lokalområdet vil det endvidere kunne blive et livgivende samlingspunkt
Som det første vil vi i SF tage et forslag med til budgetforhandlingerne om, at der laves en analyse af potentialet for et spillested, herunder om der kunne tænkes at være almennyttige fonde der kunne tænke sig at støtte projektet, samt hvilken organisationskonstruktion der på bedste vis kunne stå for driften af spillestedet.
Lad mig understrege, at et sådant projekt naturligvis kun skal gennemføres efter grundig borgerdialog så ingen føler utryghed ved lydniveau mm. I den forbindelse kan det fx nævnes, at et spillested som VEGA i København jo fungerer fint med beboelse omkring sig, og at et kommende spillested skal være fuldt lydisoleret.
(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg den 25. juli 2013)